Drop hovsapolitikken og skab en fremtidsrettet strategi for idrætssektoren

Får statsministeren sin Tour de France-prolog i Danmark? Får erhvervsministeren sit Formel 1-løb rundt om Christiansborg?

Medierne dirrer af forventning, og sandsynligheden for, at to af den internationale idrætsverdens største kommercielle foretagender sender en lille luns til Danmark, synes lige nu betydeligt større, end at det værtsland, der i givet fald kan få lov at gungre med de store i et par dage, nogensinde får en bred og gennemtænkt statslig strategi for idrætsområdet.

Alle regeringer – uanset partifarve – er gennem årene veget tilbage for at formulere en idrætspolitik, der grundlæggende definerer, hvad statens opgave er i den danske idrætssektor, og hvordan arbejds- og ansvarsfordelingen ideelt set bør være.

Resultatet af tilbageholdenheden i forhold til at ’blande sig i idrættens affærer’ (læs DIF og DGI’s dominans) ser vi netop, når skiftende ministre uden idræt som dagligt ressortområde fra tid til anden lader sig rive med af legesyge ’drengerøve’ fra samfundets top og går efter de store internationale sportsbegivenheder med potentielt massive offentlige investeringer, der ofte sprænger de normale dimensioner på den direkte statslige støtte til idrætssektoren.

Følelserne styrer

Den foregående røde regering oplevede samme anfald af følelsesstyret legesyge hos topministre som den nuværende, da den tidligere erhvervsminister i 2015 helt ud af det blå og uden om den daværende kulturminister Marianne Jelved (R) lancerede planen om en statslig investeringsfond ’Dansk Sportskapital’, der skulle opbygges til 400 mio. kr. med det formål at skabe bæredygtige professionelle danske fodbold-, håndbold- og ishockeyklubber.

Dengang kom den senere diskret droppede millionfond til at skurre ekstra meget i ørerne, fordi kulturministeren med opbydelse af al sin politiske autoritet blot havde formået at vriste et beløb til nye initiativer på sølle 10 mio. kr. – de såkaldte omstillingsmidler – ud af den store kabale, hvor partierne gennem den såkaldte idrætspolitiske stemmeaftale lagde sporene for den fremtidige fordeling af udlodningsmidlerne til idrætsformål.

Man kan sagtens diskutere, om Dansk Sportskapital, en Formel 1-afdeling i København eller en dansk Tour de France-prolog med betydelig offentlig medfinansiering ville være politiske vindersager eller ej blandt vælgerne. Det ville de muligvis i vælgersegmentet af midaldrende, velpolstrede mænd, men det er dybest set ikke sagens kerne.

Sagens kerne er, at i et land, hvor skiftende regeringer konsekvent viger tilbage fra at tage livtag med idrætssektorens reelle udvikling og udfordringer og formulere en gennemarbejdet idrætspolisk strategi, bliver konsekvensen en uhensigtsmæssig hovsapolitik og slingrekurs, hvor vigtige idrætspolitiske emner bliver underprioriteret eller falder ned mellem flere stole.

Idrætspolitisk vakuum

Imens boltrer de aktører, som af historiske grunde altid har nydt statslig begunstigelse, sig i det det vakuum, der naturligvis opstår, når regering og Folketing er fraværende.

Konsekvensen har vi tydeligt oplevet gennem de senere års forløb med den statslige udredning af idrættens struktur og økonomi og de efterfølgende idrætspolitiske stemmeaftaler og revision af udlodningsloven.

Vinderne rent politisk bliver hver gang de etablerede aktører i Danmark anført af idrætsorganisationerne DIF, DGI og Firmaidrætten, som får øget bevillingerne og den politiske adgang med løfter om indbyrdes samarbejde. Samtidig spreder de sig ind på stadigt flere nye områder for at dokumentere deres umådelige samfundsnytte, selv om virkeligheden ofte er, at andre aktører end de traditionelle organisationer vinder markedsandele og dybest set er mere innovative og har hjertet mere med.

De nye områder er ofte områder, hvor foreningslivet traditionelt ikke har meget at bidrage med, og hvor idrættens organisationer savner demokratisk hjemmel til at repræsentere idrætssektoren. Tværtimod vil der ofte opstå direkte interessemodsætninger mellem organisationerne og andre aktører, det være sig kommercielle, non-profit eller foreningsbaserede aktører.

Reelt overtager det såkaldt ’frie foreningsliv’ under ledelse af en stadigt mere professionaliseret top med stadigt mindre hjemmel i det lokale frivillige foreningsliv mange af statens naturlige ansvarsområder på idrætsområdet og definitionsretten af den statslige idrætspolitik. Når der så fra tid til anden kommer følelsesbetonede ’udbrud’ fra sportsglade ministre, skal idrættens organisationer af diplomatiske og prestigemæssige årsager nok vide at holde munden lukket og spille spillet, selv om de måske inderst inde også ryster på hovedet over prioriteringerne.

De blinde vinkler

Sådan er politik, javel, men konsekvensen er i disse år en stadigt stærkere magtkoncentration af midler og politisk indflydelse i dansk idræt – og en idrætssektor, der samtidig bliver mere skævvredet og ineffektiv i forhold til den faktiske udvikling på idrætsområdet og i forhold til at indløse de store, uudnyttede potentialer, der fortsat er derude.

Den danske idrætssektor er på mange måder ressourcestærk og noget, man kan være stolt af i international sammenligning. Men når nu skiftende topministre er så ivrige efter at lege med de helt store og investere millionbeløb i prestigearrangementer og fonde, der kan få dansk idræt helt til tops i international idræt, burde de have større ambitioner på sektorens vegne.

Nye områder kræver opmærksomhed

Gennem årene har Idan gang på gang påpeget, at der fortsat er områder, som har krav på langt større opmærksomhed og flere midler, hvis den danske idrætssektor skal følge med tiden og nå sit fulde potentiale.

Den danske idrætssektor står foran store demografiske forandringer, bygnings- og driftsmæssige udfordringer på facilitetsområdet og teknologiske revolutioner. Fundamentet er sundt – ikke mindst fordi kommunerne mange steder gør et godt stykke arbejde i samspil med lokale kræfter – men der skal også udvises rettidig statslig omhu og tænkes nye tanker.

Her er fraværet af en statslig strategi for idrætsområdet og de store idrætsorganisationers tiltagende kolonialisering af idrætspolitikken langt ud over det egentlige foreningsliv desværre en stigende udfordring.

Hvis dansk idræt for alvor skal blive kendt med de kendte og indtage en international førerposition – potentialet er til stede – er det ikke indkøb af et hjørne af udenlandsk ejede sportsbegivenheder som Tour de France og Formel 1, dansk idræt har mest brug for, men derimod en gennemtænkt strategisk satsning på områder som:

• Udsatte/idrætssvage grupper, hvor idræt kan have sociale og sundhedsmæssige effekter
• International idrætspolitik – dansk idræts muligheder for at bidrage internationalt
• Facilitetsudvikling i bred forstand
• Bæredygtig eventudvikling, der bygger på dansk idræts reelle styrkepositioner
• Innovation, iværksætteri og teknologi
• Viden og uddannelse. Samspillet mellem forskning, uddannelse og idrætssektor

Indrømmet, det lyder nok småkedeligt for sportsglade politikere, men ikke desto mindre er de ovennævnte områder sandsynligvis de mest perspektivrige satsningsområder, hvis dansk idræt skal helt frem i pole-position.

Behov for bredere strategi

Der er brug for en ambitiøs strategi på de ovenstående områder, og der er brug for en kapitalindsprøjtning til en sådan satsning, så de etablerede aktører ikke hver gang skal føle, at statslig nytænkning på nye satsningsområder er en trussel mod deres position og finansiering snarere end en mulighed for at skabe reel nyudvikling i idrætten.

Med udlodningsloven fik de stærke lobbyorganisationer, DIF, DGI og Firmaidrætten, endnu engang alt, de pegede på. Nu må de snart have fået deres. Der er simpelthen ikke plads til flere konsulenter og public affairs-medarbejdere på forbundskontorerne. Nu må organisationerne træde lidt tilbage og lade andre komme til på de områder, der ikke handler om foreningslivets kerneinteresser.

Nu må der være både politisk og økonomisk råderum til også at tage livtag med resten af idrætssektorens udfordringer og invitere de mange andre engagerede aktører og potentielle bidragydere i den danske idrætssektor ind i varmen.

Lad os gøre 2018 til året, hvor Danmark får en fremtidsrettet og gennemtænkt idrætspolitik, der tager bestik af den reelle udvikling i idrætssektoren. Det vil kræve fantasi, hårdt arbejde, risikovillighed og en bred inddragelse af interessenter i idrætssektoren, men det er muligt. Og Tour de France og Formel 1 motorløb er det alligevel mest underholdende og naturligt at opleve i Frankrig eller Monaco, når det kommer til stykket.

Idrættens Analyseinstitut giver bolden op til debatten om fremtidens danske idrætssektor på konferencen ’Idrættens største udfordringer VI’ i Vejen Idrætscenter i dagene 10.-11. april. Praktiske oplysninger og program offentliggøres i løbet af de kommende uger.