Effekterne af fysisk aktivitet på børn og unges læring er tvetydige

Fysisk aktivitet og bevægelse i tilknytning til undervisningen er blevet det store plusord anført af den nye folkeskolereforms krav om minimum 45 minutters daglig bevægelse i løbet af skoledagen.  Forestillingen er, at mere bevægelse i skolen ikke kun er sundt, men også kan styrke elevernes intellektuelle færdigheder og samtidig skabe et mere motiverende og inkluderende læringsmiljø.

Men hvilke effekter kan man rent faktisk dokumentere, når daginstitutioner, folkeskoler og ungdomsuddannelser integrerer fysisk aktivitet i selve undervisningen eller i pauserne omkring den? Det er det centrale spørgsmål, som det hidtil mest omfattende og tværfaglige forskningsprojekt på området, ’Forsøg med læring i bevægelse’, har søgt besvaret gennem 11 delprojekter.

Projektet, der er igangsat og finansieret af Undervisningsministeriet, har konkret undersøgt effekterne i forhold til elevernes kognition, sociale relationer og motivation med både kvalitative og kvantitative metoder (se boksen til højre).

Konklusionen i den nu udkomne rapport er, at bevægelse og fysisk aktivitet ganske rigtigt kan bidrage positivt til ’det gode læringsrum’ og dermed til børnenes eller de unges læring, men forskningsprojektet viser samtidig, at det er vanskeligt at dokumentere klare effekter ved alle former for intervention og forsøg. 

Modsatrettede resultater

Det gælder frem for alt i forhold til fysisk aktivitets betydning for ’kognition’, dvs. en persons evne til at forarbejde tanker og behandle informationer mentalt.

Her konkluderer forskerne bag projektet, at man ikke ud fra projektets delresultater kan drage entydige konklusioner om virkningen.

Således havde en bred satsning på mere fysisk aktivitet over 20 uger i en række 6.-7. klasser ingen målbare effekter på elevernes kognitive funktioner og matematikpræstationer. Faktisk kunne man heller ikke spore nogen effekt på eleverne fysiske aktivitetsniveau. Det sidste kan i sig selv være en af forklaringerne på de manglende positive resultater, men antyder også, at det kan være en udfordring at gennemføre effektive interventioner på skoler og uddannelsesinstitutioner i denne aldersgruppe.

Det fysiske aktivitetsniveau er lettere at kontrollere i laboratoriet, hvor et forsøg bl.a. viste, at korte 5-minuttersforløb med fysisk aktivitet kan have en positiv virkning på unges koncentration og evne til problemløsning umiddelbart efter aktivitetens afslutning. En anden laboratorieundersøgelse viste desuden, at unge, som gennemførte et træningsforløb med høj intensitet over ni uger, scorede lidt højere i ’numerisk intelligens’ end kontrolgruppen. Der kunne dog ikke spores nogen forskel i øvrige intelligensformer eller i intelligenstestens samlede resultat.

Den klareste effekt viste et forsøg i en række 1. klasser. Her klarede børn, som havde fulgt et ni måneder langt forløb med ’aktiv matematik’, den afsluttende matematiktest markant bedre end eleverne i kontrolgruppen. Der var dog ingen forskel på de to grupper i deres evne til at klare en simpel kognitiv test, der på en computer måler elevernes hurtighed og præcision. 

Højere motivation og bedre sociale relationer

Mens den fysisk aktivitets effekter på de intellektuelle færdigheder altså var tvetydige, var resultaterne mere positive i forhold til børn og unges motivationsgrad og evne til at indgå gode sociale relationer.

Eksempelvis viste kvalitative studier på en række ungdomsuddannelser, at undervisningsformer, der inddrager bevægelse, generelt bidrager positivt til elevernes motivation, engagement og trivsel, ligesom mere bevægelse i tilknytning til undervisningen kan fremme tryghed og gode relationer de unge imellem.

Et andet af rapportens delprojekter nuancerede disse konklusioner ved at pege på, at det ikke er ligegyldigt, hvilken form for fysisk aktivitet man igangsætter. F.eks. har graden af fysisk intensitet stor betydning for, hvor let det i praksis er at indarbejde mere bevægelse i skolerne og gymnasiernes dagligdag.

Pauseaktiviteter var som oftest uproblematiske at indføre, mens bevægelsesaktiviteter med lav intensitet godt kunne indarbejdes i undervisningen i den rette pædagogiske sammenhæng og med tilstrækkelig forberedelse. Til gengæld blev fysisk aktiviteter af høj intensitet oplevet som kaotiske og en direkte barriere for den læringsproces, som de egentlig skulle fremme. Både lærere og elever delte denne vurdering. 

Behov for et nuanceret billede af bevægelse og læring

Undersøgelsernes mange resultater taler altså for et mere nuanceret syn på bevægelse og fysisk aktivitet som et redskab i børn og unges læring. Mens nogle bevægelsesformer kan have en positiv indvirkning i de rette sammenhænge, har andre det måske ikke. Effekten kan også være forskellig, alt efter alderen på de involverede børn og unge.

Her fremhæver rapportens medredaktør Karsten Froberg børn i pubertetsalderen som en særlig udfordring. Det er en gruppe, som det er sværere at se en effekt på, og der mangler generelt viden om aldersgruppen.

”Det er nemt at påvirke børn i små klasser, og vi så også positive effekter i erhvervsskolerne og gymnasierne, hvis den fysiske aktivitet var rigtigt tilrettelagt. Men vi mangler flere undersøgelser i forhold til pubertetsbørnene,” siger han.

Karsten Froberg peger samtidig på, at et begreb som kognition i sig selv er meget bredt, og at man indtil videre kun har undersøgt hjørner af forholdet mellem fysisk aktivitet og kognition via nogle relativt simple testformer. Dertil kommer, at mange andre aktiviteter end bevægelse og fysisk aktivitet kan have indflydelse på ’det gode læringsrum’.

Ifølge Karsten Froberg rejser rapporten da også nye spørgsmål om de mere præcise sammenhænge mellem fysisk aktivitet og læring, selv om han grundlæggende mener, at den nye forskning understøtter forestillingen om, at fysisk aktivitet kan bidrage positivt til læringen.

”Vi kan sige, at det giver god mening at arbejde med kortere bevægelsesaktiviteter. Korte afbrydelser i undervisningen kan være gavnlige på alle parametre – kognition, sociale relationer og motivation. Men generelt er det ikke nogen nem opgave at implementere mere bevægelse i skolerne. Spørgsmålet er stadig, hvordan vi gør det bedst muligt i forhold til de enkelte aldersgrupper og skoletyper.”