Elite skaber ikke nødvendigvis bredde

Denne kommentar har være bragt første gang i Lokale- og Anlægsfondens blad, Tribune, nr. 9, juni 2008. Da det danske herrehåndboldlandshold høstede frugterne af mange års intenst elitearbejde ved Em i Norge, udtrykte Ulrik Wilbek ved samme lejlighed en bekymring for de faldende medlemstal i dansk håndbold. Selvom man skal være varsom med at tolke for meget på enkelte års udsving, har landstræneren fat i noget centralt. Det er nemlig ikke nok bare at læne sig tilbage og vente på, at de unge i bare glædesrus strømmer til klubberne for at blive den nye Joakim Boldsen eller Kasper Hvidt. Det skal gribes an på en helt anden måde. Fastholdelse er nøgleordet, og i den sammenhæng kan man paradoksalt nok ikke være eliteorienteret, hvis man ønsker at skabe eliteresultater eller øge den brede deltagelse. Det skaber nemlig ikke bredde at være elitefokuseret - ganske enkelt fordi elite jo handler om at vælge fra.Ikke desto mindre er det en meget udbredt forestilling, at elite (pr. automatik) skaber bredde, der så igen vil styrke forudsætningerne for nye eliteresultater osv. Ifølge internationale undersøgelser på området er det en typisk trend, at sådanne argumenter bruges som løftestang for et fokus på elitesport. Man taler ofte om den såkaldte 'trickle down-effect', hvor toppens resultater forplanter sig i bredden og stimulerer til den bredere deltagelse og aktivitet til glæde for eliten, som får et bredere fundament at basere sine aktiviteter på. Samtidig øges befolkningens generelle aktivitetsniveau. Men ikke bare er dette tilsyneladende en meget udbredt forestilling, den er også forkert. Der findes faktisk ikke undersøgelser, der dokumenterer denne påstands validitet. Tværtimod peger forskningen på det stik modsatte: At elitefokus rent faktisk kan have den modsatte effekt.

Det australske forbillede...

Australske forskere peger eksempelvis på, at fra 1980’erne og frem til årtusindskiftet, hvor Australiens markante satsning på elitesport virkelig blev intensiveret, og hvor australske atleter vandt stadigt flere internationale medaljer, skete der et samtidigt fald i den brede deltagelse, ligesom især den unge del af befolkningen blev mindre fit og mere overvægtig. 

I Norge har forskere peget på, at selvom fokus på at vinde motiverer børn- og unge til at deltage i sport, vil dette fokus - når det bliver for fremtrædende - resultere i, at mange børn springer fra. Endvidere synes selve fremstillingen af eliteidrætsidolet at have en kontraproduktiv effekt i forhold til den normale opfattelse af, at idolet fungerer som forbillede og rollemodel med stimulerende deltagelsesmæssigt resultat. Andre norske forskere peger på nogenlunde det samme: Når miljøet omkring børnene (forældre, trænere mv.) bliver for optaget af og lægger vægt på resultater, udviser børnene mistrivsel og falder fra.I Danmark har forskere ligeledes vist, at sammenhængen mellem elitesatsning og breddedeltagelse er svær at få øje på. Ikke engang inden for håndbold, hvor flere års international succes for de danske landshold - nu med EM-guld - har været normen, har det haft nogen videre effekt på rekrutteringen til bredden.

Stigende forskelle mellem elite og bredde

Meget tyder derimod på, at jo længere elitesporten bevæger sig væk fra breddesporten i sin ekstremitet og krav, jo vanskeligere bliver det for den almindelige udøver at følge med. Løsningen bliver i stedet, at den aktive deltagelse afløses af passivt beskueri i rollen som tilskuer - gerne i sofaen med en pose chips i hånden. Desuden har elitefokusset politisk set ofte den konsekvens, at midler og ressourcer fjernes fra bredden. 

Men uden de fornødne faciliteter, et velfungerende foreningstilbud eller muligheder for at dyrke selvorganiseret idræt svækkes grundlaget for, at befolkningernes idrætsvaner kan styrkes. Da flere vestlige lande i øjeblikket er ved at få øjnene op for de stigende problemer med inaktiv livsstil blandt deres befolkninger i forhold til udbredelsen af fedme, sukkersyge og andre livsstilsbetingede lidelser, er dette en vigtig indsigt at notere sig. Ikke mindst når der skal foretages politiske prioriteringer. Kritikken skal ikke være et argument for at fratage støtten fra eliten. Den har en stor kulturel værdi i sig selv, der bør adresseres. Men med det ovenstående in mente vil det være formålstjenligt at undlade at indpakke argumentationen om støtte til eliten i nyttemæssige argumenter om, at det samtidig vil styrke bredden. Her gælder helt andre mekanismer, og det kræver investeringer at få hævet idrætsdeltagelsen på det breddemæssige plan. Men det er et politisk spørgsmål. Indspark til denne drøftelse fremkommer når Kulturministerens breddeidrætsudvalg kommer med sine anbefalinger senere på året. Det bliver interessant at følge.