Eliteudøvere har ondt i økonomien
En ny brugerundersøgelse blandt Team Danmarks atleter, trænere og ledere viser, at de danske eliteidrætsudøvere har svært ved at få pengene til at række.
En ud af tre verdensklasseatleter og to ud af tre eliteatleter under Team Danmark oplever, at økonomien ikke hænger sammen i hverdagen som eliteidrætsudøver. Tallene stammer fra en ny Team Danmark-brugerundersøgelse blandt atleter, trænere, sportschefer og direktører under Team Danmark. På det økonomiske område er situationen blevet markant dårligere siden 2009, hvor den seneste brugerundersøgelse fandt sted. En stor del af eliteidrætsudøverne er nødt til at få familiens hjælp for at livet som topatlet kan hænge sammen. Mere en tredjedel af eliteatleter, som er seniorlandsholdsatleter, får økonomisk hjælp på over 50.000 kr. årligt fra familien.
Tilfredshed med eksperter
Brugerundersøgelsen har undersøgt forholdene for atleter, trænere, sportschefer og direktører på en række forskellige områder som job, uddannelse, faciliteter, kommunikation, talentudvikling, administration, økonomi og det generelle syn på Team Danmark og opgaver i fremtiden.
Generelt er der tilfredshed med de eksperter, Team Danmark stiller til rådighed i form af fysiologer, fysioterapeuter, læger osv. Men samtidig kunne koordinationen mellem de forskellige eksperter blive bedre, ligesom atleterne efterlyser større tilgængelighed til dem. På uddannelsessiden er der tilfredshed med mulighederne for at tage fleksible ungdomsuddannelser parallelt med idrætskarrieren. Til gengæld udtrykker en del atleter (cirka 40 pct.) bekymring for deres fremtidige jobmuligheder. På talentudviklingssiden oplever mange atleter forbedringer siden 2009, men hele 97 pct. fastslår samtidig, at det er nødvendigt at opretholde ressourcerne til talenterne, da det ellers vil få konsekvenser for dansk eliteidræt. Team Danmark har gennemført brugerundersøgelsen for at indhente konkrete vurderinger og synspunkter fra atleter, trænere, sportschefer og direktører, inden udviklingen af Team Danmarks næste støttekoncept for perioden 2013-2016, ligesom det er muligt at lave justeringer i arbejdet frem mod OL i 2012.