En forspildt chance for positiv forandring

Forklædt som en håndsrækning til foreningsidrætten og en ambitiøs vision for stigende idrætsdeltagelse i Danmark indgik hele viften af partier i Folketinget sent tirsdag aften en aftale om den statslige finansiering af idrætten, som desværre snarere svækker end styrker dynamikken på idrætsområdet i de kommende år.

Den brede enighed om aftalen styrker trods organisationernes lille bidrag til finansieringen reelt DIF, DGI og Firmaidrættens monopol på foreningsidrættens centrale midler.

Men samtidig har især DIF og DGI’s bestræbelser undervejs i forløbet på at gøre sig ’lækre’ for politikerne for at bevare dette monopol desværre gjort det lokale foreningsliv i Danmark til gidsel for de centrale organisationers løfter til politikerne om at løse snart sagt alle tænkelige udfordringer på idrætsområdet fra skolereform over idræt for udsatte grupper til hele den brede idrætsdeltagelse, som formuleret i visionen 25-50-75 (50 pct. foreningsaktive og 75 procent idrætsaktive i 2025).

Slagordet 25-50-75 gik rent ind hos de idrætspolitiske ordførere. I forhandlingsforløbet har partiernes repræsentanter ikke villet eller kunnet gennemskue, at dynamikken og mangfoldigheden på idrætsområdet og nøglen til foreningslivets lokale trivsel kun i relativt beskeden grad kommer fra de centrale lottomidler til idrætsorganisationerne, som indgik i udredningen. Politikerne er delvist undskyldt, idet udredningen ikke omfattede det lokale frivillige engagement og den for foreningslivet langt vigtigere og større kommunale støtte til idrætten via folkeoplysningsloven.

Visionen 25-50-75 (50 pct. foreningsaktive og 75 procent idrætsaktive i 2025) forpligter desuden organisationerne til et tæt indbyrdes samarbejde. Det kan være positivt, men kan også lægge låg på forskelligheden og rivaliseringen og dermed i virkeligheden en del af det tankegods, som gennem årene i praksis har haft en positiv betydning for foreningslivets mangfoldighed og rummelighed herhjemme.

En myte med massiv tilslutning

Da samtlige folketingets partier nu ligeledes har forpligtet sig massivt på en myte om, at de centrale organisationers fortsatte dominans og samarbejde om visionen vil sikre foreningsidrættens fremtid, tager forliget snarere dampen af idrætssektoren fremfor at styrke dynamik og nytænkning. Hvem vil i de næste mange år kunne kritisere eller justere grundlæggende på en aftale, som alle ukritisk har købt en aktie i?

’Vagthundefunktionerne’ i forhold til den overordnede udvikling i sektoren er klart svækket af det brede forlig. Bortset fra en nettostyrkelse af Idan med i alt 7 mio. kr. over den fireårige periode 2015-2018 indeholder forliget ingen effektive håndtag til at skubbe på for en fortsat dynamisk og vidensbaseret udvikling af sektoren.

Topstyring ved egen kraft

Tværtimod vil idrætsorganisationernes erklærede forpligtelser og løfter på en række områder, der intet har med foreningsidræt og folkeoplysning at gøre, tvinge dem til at skrue yderligere op for de interne konsulent-, analyse og PR-afdelinger, der i den grad har haft kronede dage i forløbet om udredningen. Frivillighed og græsrodsdemokrati i organisationerne er truet: For at undgå truslen om statslig topstyring har organisationerne helt ved egen kraft skruet op for topstyringen og den legitimerende kommunikations- og analysevirksomhed.

Hverken det brede forlig eller det forudgående forhandlingsforløb indeholder overvejelser om forskningens og uddannelsessektorens potentiale for at bidrage til en mere dynamisk udvikling af den stadigt mere komplekse og idrætssektor.

Der er ingen nævneværdig økonomi afsat i aftalen til at støtte og udforske græsrodsorganisationers og andre foreningstypers potentialer på eksempelvis det sociale område.

Der er ingen overvejelser om de konkrete støttekriterier eller begrundelser for den økonomiske fordelingsnøgle mellem idrætsorganisationerne. Fordelingen af midlerne mellem foreningslivets organisationer sker i en lukket liga, og der er heller ingen politiske overvejelser andet end uforpligtende formuleringer om den fremstormende kommercielle sektors eller den uorganiserede idræts rolle og potentialer i fremtidens idrætssektor.

Det pibler frem nedefra med innovation og mangfoldighed i idrætssektoren fra lokale faciliteter og fra foreningsorganiserede, private eller kommercielle aktører. De kræfter, som i de senere år har leveret langt hovedparten af den nytænkning og fremgang i idrætsdeltagelsen, som de centrale idrætsorganisationer nu med held har gjort til ’deres’ med 25-50-75 visionen, er på ingen måde betænkt i den brede politiske aftale. Tværtimod hugger den politiske aftale tingenes nuværende tilstand ud i granit i mange år frem og tvinger reelt idrætssektorens aktører i lommen på idrætsorganisationernes økonomiske og idrætspolitiske monopol.

Forpligtelse af de frivillige

Idrætsorganisationerne vil pr. definition søge at opsluge eller kopiere alle gode initiativer og i den proces være de eneste, der har adgang til substantielle statslige midler – også til indsatser, de på ingen måde kan dokumentere at være bedst til at løse, eller til initiativer, som intet har med folkeoplysning eller de lokale idrætsforeningers trivsel at gøre. Tværtimod har de centrale idrætsorganisationer med aftalen placeret sig selv i en ubekvem dobbeltrolle, hvor de gang på gang vil komme til at forpligte de lokale frivillige og idrætsforeninger på at løse dagsordener, som de fra centralt hold har lovet politikerne at sætte sig i spidsen for.

På positivsiden indeholder forliget nogle overvejelser om såkaldte idrætspolitiske sigtelinjer og et mere forpligtende samarbejde mellem forskellige ressortministerier på idrætsområdet. Alene det, at man derigennem får en regelmæssig idrætspolitisk proces og debat er et skridt fremad.

Det er dog svært at have tillid til, at Kulturministeriet har ressourcerne til at løfte opgaven helhjertet efter en proces omkring udredningen, hvor det ministerium, der i festtalerne lægger enorm vægt på folkeoplysning, aktivt medborgerskab og mangfoldighed, har gennemført en lukket fest i forløbet omkring udlodningens konkrete udmøntning uden helhjertede bestræbelser på at lukke andre synsvinkler eller forslag ind i debatten.

Ganske grotesk må ministeriet i forliget samtidig nærmest undskylde, at aftalen reserverer et mikroskopisk ’omstillingsbeløb’ på ca. tre mio. kr. om året de kommende tre år til egne prioriterede idrætspolitiske formål. Sagt lidt groft har Kulturministeriet med aftalen én gang for alle accepteret en idrætspolitisk rolle som et vikarbureau, man ringer til, hvis kongehuset er forhindret til at overrække pokalen eller holde festtalen. Højere er ambitionsniveauet desværre ikke, hverken i forhold til den hjemlige dagsorden eller i forhold til den påtrængende internationale idrætspolitiske dagsorden, som bortset fra de enkelte bemærkninger om matchfixing end ikke er på lystavlen i forliget.

Beskedne lyspunkter

Blandt de beskedne lyspunkter i aftalen finder man den såkaldte pengestrømsforenkling af de beløb, organisationerne hidtil har ’byttet’ med hinanden som led i historiske udviklinger. Fremover får de forskellige aktører deres fulde bevilling direkte i kassen.

Positivt er det ligeledes, at organisationer som Idan/Vifo og Sport Event Denmark får en mere langsigtet status om modtagere af midler. Sport Event Denmark vil fremover få et niveau omkring de 25 mio. kr., som hidtil er tilgået organisationen på ad hoc-basis. Prisen for at få Sport Event Denmark ind på ’tipsnøglen’ er dog, at de midler fra finansloven, som hidtil er gået til Sport Event Denmark på særbevillinger, tilsyneladende lige så stille bliver listet tilbage i statskassen.

Det ændrer dog ikke ved, at Sport Event Denmark nu kan få en reelt nyskabende rolle som inspirator og støttefunktion for bedre events i fremtiden, fordi organisationen forhåbentlig kan lægge tidligere års eksistensangst og deraf massive behov for ukritisk legitimering af alle eventsatsninger bag sig.

Anti Doping Danmarks voldsomme stigning i bevilling med en ekstra bevilling på 4, 6, 8, 12 mio. kr. over de næste fire år er derimod en beslutning, som er svagt begrundet i selve udredningen, men ganske enkelt har stået på den politiske dagsorden fra dag ét. Det er meget positivt, at Anti Doping Danmarks uafhængighed styrkes med aftalen, men den præcise begrundelse for den voldsomme stigning er umulig at få øje på i forhold til proportionerne i dopingproblemet herhjemme og i udlandet og Anti Doping Danmarks muligheder for at gøre noget ved det.

Den store taber i udredningen er naturligvis Hestevæddeløbssporten, som står til at skulle skæres med 15, 20, 25, 30 mio. kr. over de kommende fire år for at finansiere aftalen. Heller ikke denne drastiske nedskæring og baggrunden for den, endsige hestevæddeløbssportens muligheder for at finde en alternativ forretningsmodel er på nogen måde belyst eller begrundet i udredningens analyser.

Man kan absolut argumentere for, at Hestevæddeløbssportens Finansieringsfond selv burde have været mere proaktiv gennem årene i sin drift af hestevæddeløbssporten for de mange centrale midler, der er drysset ned over sporten fra tipsnøglen siden 2003. Det er så netop et godt eksempel på, at en rigelig og fastfrosset statslig finansiering af et centralt idrætsformål ikke altid fører til dynamik, men måske snarere til balsamering og fastholdelse af utidssvarende strukturer. Især hvis der ikke samtidig er en reel idrætspolitisk interesse for sagen eller en levende kultur for at agere på viden og debat.

Den lære kunne politikerne med fordel have overført til andre dele af forliget også. Det er for at skære ind til benet temmelig paradoksalt, at Christiansborgs bedste bud på at styrke mangfoldighed og dynamik i foreningslivet og bidrage til at øge idrætsdeltagelsen er at indgå et forlig, hvor hovedparten at de omprioriterede midler skal bruges til at bekæmpe doping og fremme internationale events samt til at cementere en central struktur uden skyggen af de krav om egenfinansiering eller smidighed og mangfoldighed i organisationsbilledet, som til daglig hyldes og fungerer fint på folkeoplysningsområdet lokalt.