En kindhest pr. stedfortræder

I stedet viste sig en stærk alliance mellem en række af de største specialforbund på den ene side, og mange af mindre forbund, som har følt sig ramt af Team Danmarks nylige revision af støttekonceptet, på den anden side.

Denne på mange måder umage alliance holdt sammen om at få valgt Niels Nygaard som næstformand og om at få DBU-formand Allan Hansen og de små forbunds talsmand, Niels-Chr. Levin Hansen fra Dansk Faldskærms Union, ind i bestyrelsen.

Udskiftningen i DIF’s topledelse er svær at forklare ud fra reelle politiske uenigheder om fremtidens kurs. Tværtimod gav årsmødet fuld opbakning til et nyt politikkatalog for perioden 2006-2010. Forarbejdet var ikke mindst leveret af den senere på dagen vragede næstformand Gert Nielsen.

Samtidig havde DIF-formand Kai Holm sjældent gode resultater med i posen på den internationale bane, hvor DIF har sikret sig værtskabet for IOC-kongressen i 2009, og hvor debatten om et muligt dansk OL-bud i 2020 eller 2024 fortsat er varm. Dertil kommer, at DIF har åbne linjer til regering og Folketing og står i en fin position til at kunne præge idrættens rolle i de nye kommuner.

Metaltræt bestyrelse

På den måde blev valgene på årsmødet en kontant lektion i, at politik ikke kun handler om principielle spørgsmål, men ligeså meget om følelser, menneskelig kemi og sammensparede frustrationer. For nok så mange dialogmøder mellem DIF og specialforbundene og forsøg på at afveje forbundenes ofte modstridende interesser har ikke ændret ved, at DIF’s bestyrelse anført af formand Kai Holm i stigende grad er blevet opfattet som metaltræt, enerådende eller ude af trit med specialforbundenes ønsker – retfærdigt eller uretfærdigt. Det blev allerede understreget sidste år, da det også kom til kampvalg, der fik et andet udfald end bestyrelsen ønskede.

Ikke mindst fodbolden, der kom tilbage i DIF-fællesskabet med en stærk kandidat i DBU-formand Allan Hansen, kan se tilbage på en længere periode, hvor forholdet mellem DBU-ledelsen og DIF-toppen har været anspændt. Tipslovsrevisionen i 2003 kostede DBU et årligt tilskud på fem millioner kroner, og det har ikke hjulpet på de gensidige relationer, at DBU først trak sig fra DIF’s problemfyldte it-projekt for siden at opsige lejemålet i Idrættens Hus.

Forspillet op til vedtagelsen af den nye Team Danmark-lov viste også, at mange forbund – herunder flere af de store – havde det svært med bestyrelsesflertallets ambitioner om at fusionere Team Danmark med DIF, ligesom introduktionen af en ny fordelingsnøgle i DIF kan have slidt på velviljen til bestyrelsen i nogle forbund – herunder Dansk Atletik Forbund, som stillede Niels Nygaard op.

For de små forbunds vedkommende måtte Gert Nielsen givetvis betale prisen for Team Danmarks nye støttekoncept, der kostede flere af dem udsigten til elitestøtte. Processen skabte en sjældent velorganiseret opposition i DIF-systemet, og selv om mange af de forsmåede forbund senere fik indrømmelser fra Team Danmark, blev der slået alvorlige skår i tilliden til, at DIF-toppen repræsenteret i Team Danmarks bestyrelse ved Gert Nielsen havde talt de små forbunds sag godt nok.

Et signal til formanden

Endelig kom Gert Nielsen og Arne Madsen sandsynligvis til at betale for et udbredt ønske om at sende et klart signal til DIF-formand Kai Holm. En del specialforbund har trods den olympiske medvind for Kai Holm ikke været tilfreds med formandens attitude og engagement i hjemlige forhold. Selv enkelte forbund, som ikke har haft noget udestående med hverken Team Danmark eller DIF, gav i korridorerne udtryk for, at de så valget som en chance for at gøre op med en formandsstil, der på nogle virker arrogant.

At Niels Nygaard som siddende DIF-bestyrelsesmedlem på intet tidspunkt har markeret nogen offentlig opposition til hverken Kai Holm eller Gert Nielsen, viste sig at være underordnet. Niels Nygaards store kunststykke var, at han formåede at samle alle former for utilfredshed i forbundet og blive eksponent for fornyelse. Om ikke andet så et effektivt stykke politisk håndværk i betragtning af, at Niels Nygaard selv har siddet 14 år i bestyrelsen og i øvrigt var meget tæt på helt at ryge helt ud ved bestyrelsesvalget sidste år.

Formandsfavorit med store politiske udfordringer

Lørdagens vellykkede manøvre gør nu Niels Nygaard til formandsfavorit i DIF. Men meget kan ske i det kommende år, hvor Kai Holm og resten af den gamle DIF-bestyrelse skal forholde sig til den manøvre, der bragte Niels Nygaard, Allan Hansen og Niels-Chr. Levin Hansen ind i selskabet på bekostning af de internt i bestyrelsen højt værdsatte Gert Nielsen og Arne Madsen.

På det personlige plan er der skår at klinke, men først og fremmest er der store udfordringer i vente for DIF:

• Spillelovgivningen er under pres, og Dansk Tipstjeneste viser tegn på en begyndende nedtur, der vil bremse idrættens konstante indtægtsfremgang og måske kræve helt nye finansieringsformer for idrætsorganisationerne.
• DGI har i højere grad end DIF med de sportsfikserede specialforbund formået at manøvrere på centralt plan i forhold til nye foreningstyper, nye idrætsformer, en større sundhedssatsning og nye samarbejdsformer med kommunerne.
• Team Danmark har mistet en del af sit gode navn og rygte oven på de seneste års uro og det pludselige direktørstifte, og det er langt fra givet, at det kommende fælles marketingselskab mellem DIF og Team Danmark får opbakning fra de kommercielt interessante forbund.
• Med den kommende IOC-kongres og mulige OL-ansøgning i vente har DIF ikke kun fået en stor mulighed. DIF har også fået en bunke arbejde, og mange øjne vil hvile på organisationen for at se, om den kan levere varen.

Politiske modsætninger i alliancen

Tilbage står også, at lørdagens ’sejrende alliance’ mellem de store og de små ikke just er noget indlysende politisk interessefælleskab. De store – især fodbold og håndbold – har selv rigeligt at se til med at holde sammen på bredde- og eliteområdet. Og de små er reelt så forskellige og organisatorisk svage, at de ikke har meget fælles gods at byde ind med.

Det er også svært at se de mindre forbunds interesse i at bakke op om de store forbunds krav om mere indflydelse i DIF’s repræsentantskab, som bl.a. golfunionens formand har gjort sig til talsmand for. Når det virkelig kommer til stykket, kæmper hver enkelt idrætsgren for sine egne interesser.

I en situation, hvor DIF altså oplever intern splittelse og modstridende interesser på kryds og tværs, forekommer den af Niels Nygaard ordinerede medicin efter lørdagens valg om at arbejde for en sammenlægning med DGI absolut ikke som den mest påtrængende eller håndterbare opgave for den nye DIF-bestyrelse. Så længe specialforbundene – som det viste sig på årsmødet – f.eks. afviser at tildele de nye idrætsråd i kommunerne sølle fem pladser med stemmeret i repræsentantskabet, er det unægteligt vanskeligt at forestille sig en langt mere indgribende fusion med DGI.

Opgaven består i langt højere grad i at sunde sig efter weekendens kindhest pr. stedfortræder til Kai Holm og dele af den siddende bestyrelse og få genoprettet fælles fodslag og personlig tillid inden for murene i Idrættens Hus. En proces, der måske først afsluttes med formandsvalget til næste år.