En ny idrætssektor spirer frem

På få år er Vasaløbet gået fra at være en udfordring for ski-nørder til at blive en folkelig motionsevent. Det 90 km lange langrendsløb fra Sälen til Mora samler i dag millioner af tv-seere og 59.000 deltagere i sporene, heraf små 16.000 på den fulde, klassiske distance. Resten er med i en bred vifte af sideevents fra kvindeløb til firmastafetter. Samtidig er løbsruten blevet en helårsarena med motionsløb og cykelløb om sommeren. Det historiske Vasaløb er blevet en trendy fortælling, som folk vil spejle sig i. Præsentationen af det svenske Vasaløb på Idans konference, Idrættens største udfordringer, i Vejen Idrætscenter den 25.-26. maj illustrerede måske klarest, hvor effektivt idrætten kan udvikle tilbud og komme nye motionsvaner og politiske dagsordener i møde. Men en lignende vækst og professionalisering finder man også herhjemme. F.eks. i Vejen Idrætscenter, der var vært for konferencen i slutningen af maj. Fra 1990 til 2010 er antallet af besøgende vokset fra 300.000 til 800.000, omsætningen er gået fra 6 til 31 mio. kr., og antallet af ansatte mere end seksdoblet. Erfaringerne fra Vejen og Sverige peger i samme retning: I begge tilfælde er der i dag tale om organisationer, der har opbygget et stort professionelt apparat, men er udsprunget af den frivillige foreningsidræt eller arbejder tæt sammen med den. Men de er først og fremmest eksempler på, at en mere markedsorienteret måde at arbejde med idræt på kan udvikle nye aktiviteter og engagere nye målgrupper uden at hælde det traditionelle foreningsliv ud med badevandet. F.eks. er der i Vejen i dag 46 foreninger, som benytter centret, mod blot 22 i 1990.

En sektor bliver født

I sit oplæg argumenterede strategirådgiver Lars Steen Pedersen fra LSP Resolve for, at der er tendens til, at flere idrætsfaciliteter udvikler sig til store centre som i Vejen med egne idræts- og servicetilbud og brugerbetaling for disse. Centrene konkurrerer på et voksende idrætsmarked med alt, hvad der følger med i form af professionalisering, målgruppetænkning og fleksibel købeidræt. 

En ny sektor er derfor ved at blive født, konkluderede Lars Steen Pedersen. Han fik støtte af Jørgen Mosbæk, formand for Halinspektørforeningen, der ikke ser nogen principiel modsætning mellem idrætscentres udbud af idrætsaktiviteter på kommercielle vilkår og foreningslivet. ”Spørgsmålet er, om købeidræt i virkeligheden ikke spiller rigtigt godt sammen med foreningerne,” sagde Jørgen Mosbæk, der i sin tid som leder af Vestbadet hævede anlæggets egenindtægter fra 6 til 13 mio. kr. i forbindelse med en renovering og udvidelse af badet uden øgede offentlige driftstilskud. Bl.a. ansatte han en jordemoder og begyndte at udbyde babysvømning. Sammen med andre initiativer lykkedes det at fordoble antallet af årlige besøgende til 552.000 – samtidig med, at den tilknyttede svømmeklub også fik en stor medlemsfremgang trods anlæggets egne tilbud. ”Det er en myte, at betaling går ud over den almindelige idræt,” konkluderede Jørgen Mosbæk på den baggrund.

Nytænkning i kommuner og foreninger

Det synspunkt kan man også finde i flere af de danske kommuner, som var talstærkt repræsenteret i Vejen. 

Fra Aalborg kunne områdechef Erik Kristensen fortælle om, hvordan nye idrætsvaner, forældede faciliteter og begrænsede kommunale ressourcer har fået kommunen til at formulere en ny facilitetspolitik, der skal sikre flere ressourcer til området. Konkret indebærer det blandt andet, at foreningerne skal medfinansiere nye anlæg, hvilket langt de fleste formår. Men Erik Kristensen efterlyste samtidig mere lempelige regler i folkeoplysningsloven, så kommunerne kan kræve højere betaling for brugen af visse anlæg for at bruge provenuet til f.eks. at udvikle bedre faciliteter. Nytænkning kan man også møde i foreningslivet, som ellers bliver kritiseret for at være for konservativt og stillestående af nogle kommercielle idrætsaktører, der anført af fitnessbranchen ofte tjener godt på, at foreningslivet har udfordringer med at tiltrække voksne motionister.

Et forhold, som de store idrætsorganisationer i dag mere bevidste om. Danmarks Idræts-Forbund har gjort netop voksenmotionisterne og de unge til et særligt prioriteringsområde med udvikling af mere fleksible idrætsaktiviteter i flere idrætsgrene, mens DGI bl.a. har sat ind med projekter målrettet unge som Sport2Go. Men de dynamiske dele af foreningslivet kan også selv. I Fremad Valby er det lykkedes at fordoble medlemstallet til 800 medlemmer siden 2005 med en lang række nye aktiviteter fra ’Smølfefodbold’ for de helt små til ’Get2Coffee’, som handler om at inddrage forældre i klubbens arbejde fra dag ét. For klubbens formand, Lars Kruse, står foreningslivet stadig som garant for idrættens sociale kapital – et sted med fælles oplevelser og kammeratskab. Klubben satser således på at skabe en stærk ’vi-kultur’, hvor man værner om foreningens traditioner, men også prøver at imødekomme nye idrætsbehov og være en klub for alle uanset køn og sportsligt talent.

Foreningernes begrænsninger

Eksemplet fra Fremad Valby viser, at foreninger med kommunal støtte og et aktivt korps af frivillige kan skabe udvikling på linje med de kommercielle aktører. 

Lars Kruse opfatter da heller ikke den første rent kommercielle fodboldudbyder, Fodboldfabrikken på Vesterbro, som en trussel mod sin forening, ligesom hans navnebroder, Fodboldfabrikkens medstifter Lars H. Kruse, ikke ser det som sin mission at udkonkurrere foreningsidrætten, men at imødekomme et udækket behov for fleksibel fodbold blandt motionister. Man kan endda se eksempler på egent-lige arbejdsdelinger mellem foreninger og kommercielle. Op til Copenhagen Marathon henviste den arrangerende klub, Sparta, således til virksomheden Running26, da hovedsponsoren Nykredit gerne ville købe løbetræning til medarbejderne. Men andre steder spidser konkurrencen mere til – f.eks. på fitnessområdet. Og der er samtidig grænser for, hvor langt politisk styrede organisationer som foreningerne og deres moderorganisationer kan gå i kampen om medlemmer på ’idrætsmarkedet’. Foreningsidrætten kan ikke som kommercielle aktører tillade sig at sætte alt på ét bræt med risiko for at gå konkurs, og medlemsdemokratiet skal respekteres. Det giver sig ofte udslag i en mere konservativ strategi, som Vasaløbets direktør, Jonas Bauer, ser som en barriere, når det handler om udviklingen af nye aktiviteter: ”Vi må have folk ind og tage chancer og skære igennem,” sagde Jonas Bauer, hvis løb er foreningsejet, men som samtidig arbejder på kommercielle præmisser gennem et datterselskab. DGI’s formand, Søren Møller, vil gerne have foreningerne til at gå ’fra traditioner til variationer’ – altså være i stand til hurtigt at indfange nye idrætstendenser, men han erkendte på konferencen, at den organiserede idræt må acceptere at være ’second movers’, dvs. satse på afprøvede koncepter frem for at kaste sig ud i de store risikable satsninger. Til gengæld ser han foreningslivet som en mere stabil udbyder af idræt.

Risiko for markedsdogmer

I Vejen var der også advarsler mod at lade driftsøkonomiske resultater, bl.a. på facilitetsområdet, være den eneste målestok for succes. 

”God arkitektur er tiltrækkende,” som Lokale- og Anlæsgfondens direktør Torben Frølich sagde med henvisning til, hvordan en vellykket integrering af et svømmeanlæg i Aalborg med et folkebibliotek har øget både udlån og antal svømmegæster. Og professor Bjarne Ibsen pegede på, at man ikke må undervurdere de små anlægs betydning for idrætsdeltagelsen. ”Vi må være opmærksomme på andet end de store anlæg – dér, hvor der er fokus på effektivitet, professionel ledelse og tilpasning til markedet. Langt de fleste aktive kommer på små anlæg (…) Og jo flere fodboldbaner, jo flere spiller fodbold i en klub. Det samme gælder håndbold. Vi ved også, at afstand til faciliteter er afgørende for børn og ældre,” sagde Bjarne Ibsen. I værste fald kan opgøret med tidligere tiders berøringsangst over for de kommercielle aktører og deres løsninger ende i en lige så dogmatisk tro på, at mere markedsorienterede løsninger altid er det bedste svar på idrættens mange udfordringer. Torben Frølich fremhævede således, at der ved siden af den traditionelle markedsøkonomi også findes en ’velfærdsøkonomi’, som ikke kan gøres op i kroner og øre, men beriger samfundet med ’bløde kvaliteter’ som fællesskab, tillid, oplysning og social udvikling. En økonomi, der ikke opfatter idrætsudøvere som kunder, men som medborgere.

Nye diskussioner og løsninger

Netop diskussionen om, hvad idrætsforeninger, organisationer, kommuner og kommercielle aktører kan lære og ikke lære af hinanden, når endemålet er at skabe mest mulig idræt for flest muligt, vil sikkert blive forstærket i de kommende år. 

Det samme gælder konkurrencen mellem foreningslivet og de kommercielle aktører i takt med, at de får flere berøringsflader. En konkurrence, som samtidig lægger op til, at de foreninger, som offensivt vil kæmpe for flere medlemmer i konkurrence med kommercielle udbydere, gør det endnu klarere for sig selv og andre, hvad det er for kvaliteter, som berettiger foreningsidrætten til sin privilegerede status i det danske idrætsbillede. Men trods disse udfordringer viste konferencen i Vejen også, at der i alle hjørner af idrætssektoren – fra kommuner, over foreningslivet til de kommercielle aktører – er stor lyst til at søge og afprøve nye løsninger og samarbejdsrelationer. Samtidig spreder der sig en konsensus om, at de den gamle opfattelse af idrætten som et rent, offentligt støttet foreningsanliggende er under opløsning, og at det ikke nødvendigvis er skidt set i det store perspektiv. Så måske har Lars Steen Pedersen ret i sin påstand om, at en ny og frodig idrætssektor spirer frem herhjemme.