En olympisk fred – på Ruslands betingelser?

Selv om der er knap halvandet år til, at den olympiske flamme tændes ved Eiffeltårnet som optakt til sommer-OL i Paris 2024, udspiller en af de traditionelle olympiske konkurrencer sig allerede nu på højeste politiske niveau:

Armlægningen mellem den aristokratiske, olympiske bevægelse styret fra toppen af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), og den brogede flok af vestlige demokratier, styret af… ja, det vil tiden vise.

Stridens genstand er mere alvorlig end nogensinde. Den blodige russiske invasion af Ukraine førte for et år siden til en usædvanlig hurtig og skarp reaktion fra IOC, som anbefalede de selvstyrende internationale idrætsforbund at udelukke udøvere med russisk og belarusisk pas og fratage Rusland og Belarus retten til at afholde internationale konkurrencer.

De to nationers idrætsledere og IOC-medlemmer kunne dog fortsætte med at pleje deres interesser i de idrætspolitiske fora med den noget tvivlsomme begrundelse, at de repræsenterede idrættens interesser i Rusland og Belarus, og ikke omvendt.

Når IOC overhovedet skred til handling, var det med henvisning til Ruslands krænkelse af den såkaldte olympiske våbenhvile, som ellers er et af de stærkeste aktiver i IOC’s pr-strategi, som FN’s Generalforsamling tilslutter sig op til hvert eneste OL.

IOC var tavs, da Rusland invaderede Georgien lige før OL i Beijing i 2008. Ligeledes undlod IOC at reagere, da russerne indtog Krim-halvøen, mens ekkoet af Thomas Bachs, præsident for IOC, afslutningstale – ’Vi har set det nye Rusland’ – klingede ud ved vinter-OL i Sochi i 2014.

Først tredje gang, ved invasionen af Ukraine umiddelbart efter vinter-OL i Beijing 2022 var forbi, valgte IOC at skride til handling.

Men nu, hvor kampen om kvalifikation til OL i 2024 snart går i gang og sanktionerne truer med at svække IOC’s egen hovedindtægtskilde, er IOC ved at bløde op igen. Efter at have afholdt en længere møderække med de 206 nationale olympiske komitéer og de store idrætsforbund, kan IOC konstatere, at "et stort flertal" står bag IOC's ønske om at finde "en mulig udvej" for at sikre, at russiske og belarusiske atleter kan deltage som ’neutrale atleter’ ved OL i Paris.

Dette nye signal har udløst en forargelse fra de vestlige demokratier, som ikke er set siden, at IOC sammenkaldte regeringer fra hele verden til dopingkonference i Lausanne i februar 1999 i skyggen af en skandale, hvor adskillige IOC-medlemmer var blevet afsløret som korrupte.

31 demokratiske regeringer, en række nationale olympiske komitéer (også den danske), et stort flertal i Europa-Parlamentet, uafhængige atletrepræsentanter, toneangivende medier, ja selv Paris’ borgmester Anne Hidalgo, har peget på, at russisk deltagelse vil være en propaganda-triumf for Vladimir Putin.

Han vil forstå at udnytte enhver form for russisk tilstedeværelse maksimalt både i det internationale diplomati og nok så vigtigt: I sin egen befolkning, hvor den nationale stolthed og viljen til at gå i døden for fædrelandet hele tiden skal holdes ved lige.

Olympisk arrogance fra præsidenten

"Give peace a chance," siger Thomas Bach med et citat af en af den vestlige pacifismes afdøde ikoner, John Lennon. Bach har dog ikke samme politiske musikalitet.

I Vesten er man lamslået over, at IOC vil opfylde sin selverklærede ’fredsmission’ i verden ved at give russiske udøvere, trænere og officials – også dem der er tæt knyttet til militæret og højlydt støtter krigsførelsen – mulighed for at optræde på en af de mest glamourøse globale platforme, mens Rusland foranstalter massakrer og ødelæggelse i Ukraine.

Da formanden for Ukraines olympiske komité, Vadym Gutzeit, som også er landets sportsminister, reagerede med at true med ukrainsk boykot af Paris 2024, nåede IOC-formandens arrogance et hidtil uset højdepunkt.

Thomas Bach skrev et skarpt brev tilbage, hvor han efter at have mindet ukrainerne om idrætsbevægelsens "overvældende solidaritet" med Ukraine siden invasionen advarede ukrainerne mod at bryde det Olympiske Charter:

"Som historien har vist, nåede tidligere boykotter ikke deres politiske mål og tjente kun til at straffe atleterne fra den boykottende olympiske komité."

Sammen med denne slet skjulte trussel om repressalier leverede Thomas Bach en belæring til de ukrainere, hvis landsmænd bliver dræbt og byer smadret. Også andre lande er ramt af "umådelige menneskelige lidelser forårsaget af de alt for mange krige rundt om i verden i dag."

"Ingen af dem (de ramte lande, red.) stiller spørgsmålstegn ved deres forpligtelse over for de Olympiske principper og den Olympiske bevægelses samlende funktion. Disse andre konfliktramte olympiske komitéer drog aldrig deres atleters deltagelse i internationale konkurrencer i tvivl," lød det fra Thomas Bach.

Som sit måske mest interessante træk forsøger Thomas Bach, den tidligere olympiske mester i fleuret, at vende modstandernes angreb mod dem selv. I hele dette århundrede er IOC med rette blevet beskyldt for at ignorere krænkelser af menneskerettighederne i forbindelse med de Olympiske Lege – ikke mindst når værtslandet hed Kina eller Rusland.

Men i den seneste konflikt har IOC fået en pludselig appetit på de universelle menneskerettigheder og fået fremtrædende FN-repræsentanter til at erklære sig enig i, at det vil være diskriminerende at udelukke russere og belarusere alene på baggrund af deres nationalitet.

Hvad er neutrale atleter?

Om dette er nok til at formilde de 31 lande, der i længere tid har lagt pres på IOC, er uvist. Efter deres seneste møde den 10. februar undlod de at kommentere menneskerettighederne, men bad til gengæld IOC om at afklare, hvad de mener med at russere og belarusere skal optræde som ’neutrale atleter’.

Deres erfaringer på dét punkt er nemlig ikke gode.

Som følge af den russisk-internationale dopingskandale, der omfattede systematisk doping, afpresning af atleter og ombytning af positive dopingprøver, måtte russerne optræde som ’neutrale atleter’ ved Olympiske Lege i 2018, 2021 og 2022. De måtte undvære nationalsang og trikolore, men fik lov at fremvise så mange andre nationale markeringer, at neutraliteten fortonede sig.

Ved at bede om afklaring har de 31 regeringer givet IOC et pusterum i den ophedede debat. Og selv om regeringerne tilsyneladende har en effektiv alliance, er det spørgsmålet, om den kan holde helt til Paris.

Truslen om boykot hænger naturligvis i luften, klarest udtrykt af Ruslands nærmeste naboer.

"Hvis vi ville boykotte legene, vil den koalition af lande, som vi er en del af, være bred nok til at gøre det meningsløst at holde legene," sagde den polske sportsminister Kamil Bortniczuk.

Det skal han dog ikke være sikker på, for der er andre interesser på spil i koalitionen. Frankrig er som nævnt den næste OL-vært, derefter følger Italien med vinter-OL i 2026, så USA i sommeren 2028 og endelig Australien i 2032. Sverige er ved at overveje et bud på vinter-OL i 2030 og vil være en stærk kandidat.

Disse kernelande i modstanden mod den russiske krigsførelse står over for at investere milliarder af skattekroner i Olympiske Lege, og de vil naturligvis tøve med at svække stråleglansen omkring disse globale begivenheder – og dermed svække værdien af de investeringer og den politiske prestige, der følger med.

På den anden side kan de samme regeringer heller ikke leve med, at deres befolkninger bliver mere skeptiske over for de store idrætsarrangementer, end de er i forvejen. Den folkelige opbakning til Ukraine er stærk, og franskmændene har vist vilje og evne til at gå på gaden i meget voldsomme demonstrationer igennem de seneste år.

Det vil være et mareridt både for IOC og for den franske regering, hvis den storslåede åbning af OL i Paris på og langs den ikoniske flod Seinen drukner i omfattende protester og støj fra politisk aktive atleter.

To typer magt

Det er to forskellige, men hver for sig stærke typer magt, som i disse uger prøver kræfter:

På den ene side af bordet sidder den olympiske magt, som i mange år med held har forsvaret sit vidtstrakte selvstyre og gentagne gange har fået regeringernes opbakning – blandt andet via EU, Europarådet og FN – til at varetage idrættens interesser uden politisk indblanding. Det gælder også spørgsmålet om, hvilke udøvere der skal deltage ved et OL.

På den anden side sidder de demokratiske regeringer, som formelt set har de stærkeste magtmidler. De behøver ikke engang enes om en decideret boykot. De kan nægte at udstede visa til russiske og belarusiske atleter. Eller de kan bestemme, at den massive offentlige støtte til eliteidræt ikke må anvendes til konkurrencer, hvor russere og belarusere deltager.

Men regeringerne tøver med at lægge alle kræfter i armlægningen. Mange af dem har fælles interesser med modstanderen. Andre er fascineret og forført af den olympiske magi eller frygter, at deres vælgere er det. Atter andre er underlagt det pres fra deres hjemlige idrætsbevægelse, som IOC har bedt alle nationale olympiske komitéer om at udøve.

Den nyere idrætshistorie viser, at regeringernes vaklen kan have en høj pris.

I teorien deles verdens regeringer og den olympiske bevægelse ligeligt om magten i World Anti-Doping Agency (WADA), men i realiteten er regeringerne ofte splittede, mens idrætten optræder som en ubrydelig enhed. Derfor slap Rusland forholdsvis billigt fra at have gennemført det mest systematiske, statsstyrede dopingprogram, der hidtil er afsløret. Officielt var IOC forfærdet over Ruslands dopingpolitik, men reelt arbejdede man i WADA for så milde sanktioner som muligt.

Dermed undgik man et brud med Rusland, og Thomas Bach kunne efterleve sit politiske motto ’Unity in diversity’ – enhed i forskellighed.

Russerne har vist deres taknemmelighed ved til stadighed at benægte fakta i dopingskandalen og tilsyneladende fortsætte uhæmmet med at dope børn og unge i kampen for sportslig succes. Da den 15-årige skøjteløber Kamilla Valieva faldt i dopingfælden, skruede Putin og hans generaler op for den nationalistiske og militaristiske retorik kun få dage før invasionen af Ukraine.

Har IOC ikke bemærket dette? Tror IOC stadig, at det er bedst at stryge russerne med håret? Eller er IOC langt tættere flettet ind i den russiske interessesfære, end vi bryder os om at tænke på?

Det er ikke et øjeblik for sent, at de vestlige demokratier har meldt sig ind i kampen om idrættens værdier. Vi må håbe, at de forstår at fastholde deres fælles pres på IOC.

Ellers har vi udsigt til endnu en olympisk fred på russiske betingelser.