Er dopingkampen styrket - eller bare mere kompleks?
Efter mere end et årtis forsøg på at styrke dopingbekæmpelsen gennem oprettelsen af WADA er elitesportens position som et troværdigt og positivt bidrag til samfundet så truet som nogensinde.
Urinprøve nummer 2512045 fra den 16. etape af Tour de France i juli 2010 var nær ved koste slagtermester Francisco-Javier Zabaleta Irazu og et par af Baskerlandets kvægbønder deres gode navn og rygte.
Sandsynligvis var det nemlig akkurat i slagtermester Zabaletas forretning i den baskiske by, Irun, at cykelrytteren Alberto Contadors gode ven, senor Cerrón, købte 3,2 kg bøfudskæring, som Tour’ens største stjerne og senere vinder, Alberto Contador, satte tænderne i senere samme aften den 20. juli og igen til frokost næste dag.
De velsmagende måltider fik – om man ellers vælger at tro på Alberto Contador – den ulykkelige konsekvens, at hans dopingprøve fra aftenen den 21. juli 2010 viste sig at indeholde et knapt målbart spor af det forbudte, præstationsfremmende anabolske steroid, clenbuterol.
Hvad der senere skete, vil være de fleste sportsinteresserede bekendt. Alberto Contador blev efter længere tids mediecirkus og sagsbehandling ved flere instanser fradømt sine sejre i Tour’en i såvel 2010 som 2011 og idømt en toårig karantæne for doping. Idrættens dømmende myndigheder godtog ikke Contadors forklaring om, at slagtermesteren fra Irun havde solgt ham en dopet bøfudskæring, som senere førte til den positiv dopingprøve.
Hvad skal man tro?
Man kan nu ellers godt komme i tvivl, når man læser den internationale sportsdomstol, CAS’s, endelige afgørelse i sagen. I det 98 sider lange dokument fra februar 2012 efterprøver domstolen uhyre minutiøst sagen om den forurenede bøf som led i sagsfremstillingen.
Det fremgår af efterforskningen, at den famøse bøfudskæring fra slagtermester Zabaletas forretning med stor sandsynlighed kan spores tilbage til Felipe Rebollos slagteri i Castilla y Léon-regionen. Hvis man yderligere gransker dette slagteris bøger, kommer man frem til, at den bøf, som landede på Contadors tallerken, givetvis havde siddet på sidebenene af en ko fra bondemanden Lucio Carabias.
Carabias! Så ved man jo ellers nok, hvad klokken er slået. For var det ikke netop Lucios nu afdøde bror, Domingo, der tilbage i 1996 blev afsløret i at have hjulpet sit kvægs vækst lidt på vej med netop clenbuterol og senere fik en bøde for det?
Eller hvad skal man egentlig tro?
I sidste instans valgte CAS at se bort fra bøfteorien, der kunne have renset Alberto Contador. CAS fravalgte ligeledes en alternativ teori om, at bloddoping med en portion clenbuterol-forurenet blodplasma på Tour’ens hviledag kunne have forårsaget den positive test.
I stedet valgte CAS at dømme Contador ud fra en antagelse om, at det mest sandsynlige scenario var indtagelse af et forurenet kosttilskud. Den slags uheld har rutinerede topatleter selv ansvaret for at undgå, og så faldt dopinghammeren endelig over Contador efter et årelangt forløb med juridiske og proceduremæssige tovtrækkerier, udarbejdelse af delvist divergerende videnskabelige medicinske og veterinære responsa og snesevis af vidneudsagn og skriftlige forhandlinger.
Enorm kompleksitet
Når Contador-sagen genopridses her, er det for at anskueliggøre kompleksiteten i moderne dopingbekæmpelse. En grundkerne i kampen for troværdighed i international sport er ren konkurrence uden doping, men som den nærmest groteske detaljerigdom i CAS-behandlingen og efterforskningen af Alberto Contadors dopingsag dokumenterer, har over et årti med stadigt skarpere dopingkontrol ikke nødvendigvis ført til større sikkerhed, effektivitet eller troværdighed i topidrættens kamp mod doping. Vi stoler stadig ikke på topsportens stjerner over en dørtærskel.
Til gengæld er det uden for enhver tvivl, at den skærpede indsats mod doping på alle planer har ført til større kompleksitet i selve dopingkontrollen, stadigt større administrative og juridiske byrder i sagsbehandlingen, stadigt større indgreb i topatleternes personlige frihed – og et økonomisk ressourceforbrug, der bare stiger og stiger, såvel på doping- som på antidopingsiden.
Contador-sagen var vel hverken mere eller mindre kompleks end så mange andre af tidens store dopingsager, men den adskiller sig alligevel fra mange af sportens største dopingskandaler som Festina-skandalen i Frankrig, Balco-skandalen i USA, Freiburg-skandalen i Tyskland, Humanplasma-skandalen i Wien og senest Armstrong-skandalen i USA derved, at sagen trods alt er foranlediget af en positiv dopingprøve fra dopingsystemet selv.
Ellers er langt de fleste større dopingsager i topidrætten foranlediget af politimæssig efterforskning, belastende vidneudsagn eller bølgen af bekendelses-litteratur fra den danske og internationale sportsscene.
Urovækkende beviser
Hver gang en ny bog, en ny rapport eller nye vidneudsagn kommer frem i offentligheden, står vi tilbage med et urovækkende bevis på, at dopingproblemet slet ikke lader sig bekæmpe inden for rammerne af traditionel dopingkontrol og karantænesystemer, så længe køen af korrupte medicinere, laboratorieteknikere, sportsfunktionærer eller sågar eliteidrætsorganisationer og regeringer på suspekt medaljejagt ikke synes at svinde ind.
Det er således ikke kun baskiske slagtermestre og kvægbønder, man ikke helt tør stole på i kampen for den rene idræt. Så længe hverken idrætsorganisationer, bevilgende myndigheder, antidopingorganisationer, kontrollanter eller kontrollører lever op til de standarder, man forlanger af atleterne, er det faktisk svært at se en ende på den internationale eliteidræts stærkt nedadgående troværdighedskurve.
Sandheden er, at i året, hvor verdens regeringer og sportsorganisationer mødes til den 4. verdenskonference mod doping, er eliteidrættens generelle troværdighed mindst lige så gennemhullet, som dengang da WADA blev stiftet i 1999.