Er idrætssektorens uddannelser på vildspor

Som det fremgår af dette nyhedsbrev, er det turbulente tider på det idrætsrelaterede uddannelsesmarked i Danmark. Universiteternes idrætsinstitutter går sundhedsvejen med et stadigt stigende optag af idrætsinteresserede studerende, mens nye korte eller mellemlange uddannelser på det erhvervsfaglige eller merkantile område i de kommende år vil sprøjte studerende ud på arbejdsmarkedet, hvor de vil lede efter beskæftigelse i idrætsfaciliteter, sportsklubber eller hos kommercielle udbydere af idræt.

De største udbydere af idrætsrelaterede uddannelser er fortsat idrætsorganisationer som DIF, DGI, Firmaidrætten og specialforbundene, der hvert år sender tusindvis af frivillige ledere, trænere og idrætsaktive på kortere kurser. Men den organiserede idræt oplever samtidig øget konkurrence fra rent private udbydere af eksempelvis instruktør- og coachinguddannelser og et stigende, til dels selvskabt, pres for en formalisering af uddannelsestilbuddene i det, der bedst kan beskrives som et sandt virvar af uddannelsesmuligheder i hele idrætssektoren.

Idans kortlægning ‘Idrætsrelaterede uddannelser og kurser i Danmark’ dokumenterer den hektiske udvikling på det idrætsrelaterede uddannelsesmarked, hvor man i dag kan tælle antallet af studerende, der drømmer om at gøre forskellige former for idrætsrelaterede uddannelser til en fremtidig karrierevej, i tusinder.

Ukoordineret udvikling

Det stærkt stigende antal tilbud på det idrætsrelaterede uddannelsesmarked afspejler de senere års generelle udvikling i hele idrætssektoren, hvor foreningernes tilbud i stigende grad er udsat for konkurrence fra kommercielle udbydere af idræt og stigende forventninger fra offentlige instanser om, at idrætten skal bidrage til at løse velfærdsopgaver og skabe vækst og jobmuligheder i samfundet. 

Det er kun naturligt, at antallet af uddannelsestilbud målrettet løsningen af velfærdsopgaver i samfundet med fokus på sundhed og fysisk aktivitet er i stærk stigning, men er denne udvikling fulgt op af tilsvarende overvejelser om, hvordan de idrætsrelaterede uddannelser og idrætten i fremtiden skal indgå i det mere formelle sundhedssystem?

I lyset af den tiltagende kommercialisering og professionalisering af idrætssektoren er det heller ikke unaturligt, at mange professionshøjskoler og erhvervsskoler ser et marked i at udbyde uddannelser i eksempelvis fitness, events, sportsmanagement eller forskellige former for drift og ledelse af idrætsfaciliteter fra golfbaner til idrætshaller. Men det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt, at udviklingen i den samlede uddannelsessektor sker så fuldstændig tilfældigt og ukoordineret, som det har været tilfældet i de seneste 10-15 år.

Rent ud sagt er det svært ikke at få det indtryk, at mange nye uddannelsestilbud og det stærkt forøgede optag af studerende på idrætsinstitutter og professionshøjskoler i mange tilfælde er styret af taxametertænkning på de enkelte uddannelsesinstitutioner eller lokalpolitiske overvejelser om at ‘holde de unge på egnen’ ved hjælp af attraktivt lydende uddannelsestilbud, hvor ungdommen kan udleve deres drømme om at blive den nye ‘Don Ø’.

Mange tiltag er naturligvis positive og velmente forsøg på at opfylde en reel efterspørgsel på nye uddannelser, men spørgsmålet er, om de studerendes rimelige forventning om kvalitet i undervisningstilbuddene og efterfølgende reelle karrieremuligheder i idrætssektoren har vejet tungt nok i overvejelserne bag mange af de nye uddannelsestilbud? Overblikket over uddannelsesbehov i sektoren og sammenhængen mellem de mange nye uddannelsestilbud og den underliggende forskningsindsats og krav til lærerkræfternes viden og kvalifikationer synes at være fraværende.

Såvel ministerier som idrætsforskningen og de idrætsorganisationer, der i praksis erstatter fraværet af en overordnet statslig idrætspolitik, synes at være taget på sengen af den eksplosive udvikling.

Giver det f.eks. mening, at alle idrætsuddannelser på universiteterne i større eller mindre grad går sundhedsvejen, mens kvalifikationer på områder som idrætspolitik, faciliteter, events, organisation, medier, kommunikation, kommercielle kompetencer og teknologi osv. bliver stadigt vigtigere i store dele af idrætssektoren?

Behov for uddannelsesdebat

Samfundet er på vej ind i en epoke med store demografiske og økonomiske udfordringer på idrætsområdet. Idrætten er i den sammenhæng en af de sektorer, der for en relativt lav pris kan levere oplevelser, sammenhængskraft, sundhed og muligvis også fremtidige jobs og indtægtsmuligheder. 

Men samtidig risikerer en overdreven formalisering, professionalisering og målrettet ‘nyttiggørelse’ af hele idrætsområdet at sætte den danske tradition for frivillighed og folkeligt engagement i idrætssektoren under pres.

Derfor er der al mulig grund til at tage et overordnet blik på eksplosionen på det idrætsrelaterede uddannelsesområde og diskutere, om kvaliteten, udbuddet og den forskningsmæssige viden, som de mange uddannelsestilbud bygger på, er optimal. Vi trænger til en debat om, hvorvidt alle de offentlige midler og såmænd også bevillinger fra private fonde, der bruges på idrætsrelateret uddannelse og forskning, anvendes på bedste måde.

Forsker og uddanner vi i det rigtige – eller ligger væsentlige dele af det fundament, som fremtidens idrætsrelaterede uddannelser bør bygge på snarere uudforsket hen? Hermed forsøger vi at give bolden op til en debat om udviklingen i idrætsrelateret forskning og uddannelse i det danske samfund. Vi kan ikke tillade os at føre tusindvis af unge på uddannelsesmæssigt vildspor, fordi vi ikke har gjort os tilstrækkelige tanker om fremtidens behov i idrætssektoren.