Idan Artikel 25.02.2014

Erhvervsskoleelever får idræt på skoleskemaet

Reformen af erhvervsuddannelserne giver 45 minutters daglig motion og bevægelse til eleverne på landets erhvervsskoler.

Skrevet af: Ditte Toft

En ny aftale om en reform af erhvervsuddannelserne faldt mandag den 24. februar på plads, og blandt de nye tiltag i reformen er kravet om 45 minutters daglig motion og bevægelse. Reformen blev aftalt af et bredt politisk flertal bestående af regeringspartierne, Venstre, Konservative, SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Det nye fokus på idræt blot er ét af flere initiativer, som skal højne kvaliteten på erhvervsuddannelserne, men ifølge den socialdemokratiske undervisningsminister Christine Antorini har det flere fordele. ”De unge synes, det er sjovt. Det er sundt, og det er faktisk også med til at motivere og fastholde dem i forhold til de fag, som er på en uddannelse,” siger Christine Antorini til Ritzau. Hvordan motion og bevægelse skal indgå i undervisningsdagen er endnu ikke afklaret i detaljer, men aftaleteksten lægger op til det, der omtales som ’aktiv læring’, hvor den fysiske aktivitet både kan foregå som særlige aktiviteter eller som en integreret del af undervisningen. Lene Espersen fra de Konservative fremhæver, at der er forskellige muligheder for at implementere motion og bevægelse i skoledagen ud over traditionel idrætsundervisning i en gymnastiksal. 

”Der er mange muligheder. Det kan også være noget, hvor man tager værkstederne i brug på en alternativ måde, hvor man kan lave nogle ting fysisk, der relaterer til de ting, man laver på et værksted,” siger Lene Espersen til Ritzau.

Mange skoler har erfaring

For en række erhvervsskoler er idræt allerede en del af dagligdagen, og over de seneste år har bl.a. Dansk Firmaidrætsforbund i samarbejde med en række erhvervsskoler gennemført projektet ’Sund erhvervsskole’, hvor motion og bevægelse indgår.  

Selvom de konkrete linjer for implementeringen endnu ikke er helt klare, forholder Dansk Firmaidrætsforbund sig positivt over for reformens tiltag. ”Vi står klar til at give sparring på de udfordringer, som nogle skoler vil møde de steder, hvor man ikke har faciliteterne til at forestå idrætsundervisningen. Vi har et netværk af instruktører og firmaidrætsforeninger, der vil kunne byde ind på afhjælpningen af denne udfordring,” siger formand i Dansk Firmaidrætsforbund Peder Bisgaard.

Erhvervsskoler på Breddeidrætsudvalgets dagsorden

Med tiltaget bliver motion og bevægelse nu også en del af undervisningen på erhvervsskolerne på linje med gymnasierne. Den manglende idrætsundervisning på en række ungdomsuddannelser, herunder erhvervsskolerne, var også på dagsordenen, da Breddeidrætsudvalget med Idan i en sekretariatsfunktion i 2009 fremlagde resultaterne af udvalgsarbejdet. Undersøgelser viser, at uddannelsesniveauet har betydning for, om man er idrætsaktiv eller ej, og idrætsdeltagelsen blandt danskere med kortere uddannelser er lavere end blandt danskere med længere uddannelser.  Derfor kaldte udvalget i både konklusioner og anbefalinger det en udfordring, at de unge på erhvervsuddannelserne ikke modtog idrætsundervisning, selvom de generelt er mindre idrætsaktive end andre unge.

Læs mere om idræt på erhvervsskolerne

 
 
Læs hele aftaleteksten til reformen af erhvervsuddannelserne
Læs Breddeidrætsudvalgets rapport samt konklusioner og anbefalinger, der bl.a. berører idræt og erhvervsskoler