Et brugbart oplæg til debat og handling

I mere end et år har 'Breddeidrætsudvalgets kommende rapport' været et belejligt dokument at henvise til for ministerier og andre af idrættens vigtigste aktører, når kontroversielle idrætsrelaterede spørgsmål trængte sig på i den offentlige debat. Det bredt sammensatte udvalgs kommissorium var at 'belyse og stille konkrete forslag' til en længere række af idrættens aktuelle konkrete udfordringer og tendenser. Nu da kulturminister Carina Christensen (K) og udvalgets formand Lis Tribler (S) har offentliggjort den digre baggrundsrapport samt udvalgets konklusioner og anbefalinger, vil det formentlig blive klart, at Breddeidrætsudvalgets rapport ikke indeholder alle svarene på breddeidrættens udfordringer. Det kan naturligvis kritiseres, at udvalgets forslag ikke indeholder mange benhårde forpligtelser, og at nogle af de mest presserende diskussioner i breddeidrætten reelt bliver sendt til hjørnespark i nye udvalg, men det kunne næppe gå anderledes i et så bredt sammensat udvalg. På den ene side havde udvalget ikke mandat til at fremsætte forslag ud over de eksisterende økonomiske rammer, og på den anden side havde udvalgets individuelle medlemmer fra ministerier, kommuner og idrætsorganisationer heller ikke mandat med hjemmefra til for alvor at udfordre de grundlæggende økonomiske, organisatoriske og politiske prioriteringer i dansk idrætspolitik. Rapportens 42 forslag skal derfor ikke læses som løsningen på alle breddeidrættens udfordringer. De kan læses som det sæt af minimumsstandarder, som Breddeidrætsudvalgets medlemmer i enighed forpligtede sig til trods forskellige udgangspunkter og interesser, og som man kan holde regeringen og de øvrige aktører op på i det videre forløb. Men læser man hele udvalgets omfattende rapport, vil det hurtigt blive klart, at magten og autoriteten til for alvor at adressere breddeidrættens tunge udfordringer ikke ligger hos Breddeidrætsudvalget, men hos politikerne nationalt og lokalt og hos de idrætsorganisationer, foreninger, fitnesscentre og forvaltninger, som i dagligdagen har den direkte berøring med breddeidrætten. Alle disse aktører kan finde omfattende inspiration og baggrundsviden i hovedrapporten og pixi-bogens sammenfatninger. Det er nok her – forhåbentlig i en nedsivningseffekt fra Breddeidrætsudvalgets rapport til fremtidens idrætspolitikker og strategier i kommuner, idrætsorganisationer, foreninger og andre idrætspolitiske aktører, at den største værdi af Breddeidrætsudvalgets rapport kommer til at ligge. Det vil på sin vis være glimrende, hvis reaktionerne på Breddeidrætsudvalgets rapport bliver en skuffelse over, at udvalget ikke har konkrete forslag på nogle af de mere 'ømtålelige områder'. Man kunne nævne eksempler som:

• Mere forpligtende forslag og udmeldinger i forhold til drift og behovet for renovering og opgradering af idrætsfaciliteter, skoleidrætsanlæg, legepladser, udearealer, reservation af arealer osv. 
• Mere konkrete forslag i forhold til styrkelse af skoleidrætten og idræt på andre ungdomsuddannelser end gymnasier osv. 
• Mere konkrete overvejelser i forhold til fremtidens placering af den voksende kommercielle sektor i den offentlige idrætspolitik – også set i lyset af den bebudede revision af folkeoplysningsloven. 
• Forslag i forhold til fremtidens finansieringsmodel for idrætsorganisationerne i lyset af det skrantende spillemonopol. 
• Mere forpligtende forslag i forhold til en mere rationel og langtidsholdbar anvendelse af de mange puljemillioner, der hvert år i et uigennemskueligt mønster fyres af i forskellige ministerier og styrelser på målrettede, midlertidige projekter for forskellige udsatte grupper. 
• Mere forpligtende forslag i forhold til dansk og international vidensopsamling og forskning samt uddannelsestiltag på nogle af alle de mange områder, som i disse år bliver en mere formel del af det idrætslige landskab: eksempelvis sundhedsfremme, behandling, integration, fitness, facilitetsdrift, events, sports management osv.

Man kan med andre ord sagtens nævne en række udeladelser i de konsensussøgende forslag i Breddeidrætsudvalgets rapport. Lad endelig udeladelserne komme i fokus for en del af debatten. Hvis rapporten på den måde inspirerer til idrætspolitiske opgør og debatter i Folketing, kommunalbestyrelser og internt i idrættens organisationer om de økonomiske prioriteringer og bestående strukturer, jamen, så er det faktisk også i disse fora, at man reelt har magten og ressourcerne til at udvikle og forandre breddeidrættens rum og rammer og ændre på ressourcetildelingerne til breddeidrætten. Breddeidrætsudvalget havde ikke mandat til at fremsætte revolutionerende forslag og omsætte dem i praksis. Det har til gengæld alle beslutningstagerne i regering, Folketing, kommunalbestyrelser og idrætsrelaterede organisationer. Hvis disse beslutningstagere og deres bagland tager sig tid til at læse både sammendraget og den 500 sider tunge baggrundsrapport, vil de være glimrende klædt på til de nye idrætspolitiske debatter og initiativer, der skal og bør komme i de kommende måneder og år. Om 15-20 år vil man så kunne børste støvet af den bedagede rapport fra 2009 og kontrollere, om aktørerne fik gjort noget ved de udfordringer og forslag, som Breddeidrætsudvalgets rapport rejste. Afslutningsvis vil jeg gerne klargøre Idans egen rolle i forhold til Breddeidrætsudvalget. Idans rolle i udvalget Idan har fungeret som en del af Kulturministeriets sekretariat for udvalget. Idan har sammenfattet mødereferater og skriftlige oplæg samt udarbejdet og løbende revideret en lang række af de debatpapirer og udkast til kapitler, der har dannet det faglige grundlag for rapporten. En sådan opgave er naturligvis en balancegang for en institution, der ifølge sit grundlag skal være 'uafhængig af politiske hensyn og interesseorganisationer'. Men omvendt skal Idans arbejde også være baseret på 'faglighed, relevans og gennemslagskraft', lige som institutionen skal kunne 'formidle aktuel forskning, gennemføre egne undersøgelser, vurdere rækkevidden af idrætspolitiske initiativer og stille spørgsmål til den idrætspolitiske udvikling'. Med et sådan grundlag havde det været en falliterklæring, hvis Idan ikke havde påtaget sig sekretariatsopgaven. Dette skete i en god forståelse med Kulturministeriet om, at Idan ikke var en del af udvalget. Når det 'politiske arbejde' med at finslibe formuleringer, forslag og konklusioner gik i gang, ville Idan med andre ord træde et skridt tilbage i forhold til udvalgets arbejde. Sådan har forløbet også været i praksis, og selv om Breddeidrætsudvalgets rapport nu er offentliggjort og tilgængelig for alle, er der fortsat et stort behov for uvildig idrætspolitisk analyse og debat.