Et olympisk selvmål

Københavns nyvalgte overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), kan meget vel have haft ret, da hun fredag over for Ritzau afviste, at København skal være værtsby for de olympiske lege, men det er alligevel en udmelding med en underlig timing.

Overborgmesteren har hele tiden været skeptisk i forhold til de genopblussede OL-planer, men først fredag kom den totale afvisning med en bemærkning om, at ”OL er hundedyrt i forhold til, hvad man får for det. Andre siger, at det er godt at lægge billet ind på OL for at få noget andet. Sådan nogle taktiske overvejelser kan jeg sagtens være med til, men jeg er ikke interesseret i, at København skal være værtsby.”

Det mærkværdige i Ritt Bjerregaards blanke afvisning af OL-planerne er netop de taktiske overvejelser. Hvorfor tage luften ud af en olympisk diskussion, som havde potentialet til at endevende alle aspekter af det københavnske idrætsliv, endnu før diskussionen overhovedet er begyndt, og prisskiltet sat på pakken?

OL-rapport på vej

Siden foråret 2005 har Rambøll Management under kontrol af en styregruppe, der blandt andet har Københavns Kommune som fodslæbende deltager, arbejdet på at undersøge potentialer og barrierer for et dansk bud på OL i 2024.

Rapporten offentliggøres den 6. marts. Der er naturligvis grund til at læse rapporten med kritiske øjne, når den kommer, men man kan næppe forvente andet, end at rapporten vil påvise en række mangler med hensyn til faciliteter, sportslig indflydelse, organisatorisk erfaring, infrastruktur osv. 

Så langt har Ritt Bjerregaard ret, men samtidig vil øvelsen med at få endevendt Danmarks status på idrættens verdenskort være en særdeles nyttig øvelse – ikke mindst for hovedstaden.

København synger en evig sang – med Ritt Bjerregaard som deltager i koret – om mangel på idrætsfaciliteter og om behovet for mere fysisk aktivitet i hverdagen i kampen mod store folkesygdomme etc. Samtidig lever Danmarks hovedstad i høj grad af oplevelsesøkonomien, som fordrer et stort udvalg af kloge og kreative hoveder.

Intet kan som et stort og gennemarbejdet fælles projekt være med til at styrke København på disse områder. Brugt rigtigt kan store idrætsbegivenheder være en givende uddannelsesproces for de frivillige, ledere og trænere, som københavnske foreninger har markant færre af end foreninger i resten af landet.

Københavnsk idræt, som Ritt Bjerregaard selvfølgelig vil det bedste, har i forhold til andre dele af landet det store problem, at foreningslivet er svagt funderet med hensyn til antallet af foreninger, faciliteter og frivillighed, hvilket er en klar hæmsko i forhold til en effektiv forebyggelse af og indsats imod presserende problemer som integration, fysisk inaktivitet, ensomhed osv.

Det er jo ikke sådan, at københavnerne ikke dyrker idræt. De jogger rundt om søerne på livet løs og træner så sveden sprøjter i byens mange dyre fitness-templer, men et sådant idrætsmønster giver ikke samme stærke sociale og uformelle relationer mellem mennesker, som man oplever i andre dele af landet.

Helhedsstrategi

Fremfor alt kan et sådant idrætsmønster give et idrætsliv med en stor inaktiv restgruppe. Et OL-projekt – eller bare udløberne af en grundig og fordomsfri diskussion om Rambøll-rapportens konklusioner – kunne netop have været anledningen til at udforme en københavnsk helhedsstrategi på idrætsområdet.

København kunne med OL-rapporten som afsæt have gjort sig ”kostbar” over for nationale og private interessenter og netop have benyttet OL-drømmen til også at skabe fokus på den brede idræts vilkår. En OL-ansøgning kunne have været løftestang for en målrettet satsning på øget deltagelse og frivillighed, som man eksempelvis har set i Manchester efter Commonwealth Games.

På selve elite- og eventområdet kan man naturligvis frygte, at eventuelle statslige eller private investorer i en helt eller delvis privatdrevet multiarena i København nu vender skråen en ekstra gang. Der er næppe udsigt til mange af de rigtig store idrætsbegivenheder i København i de kommende år. Store provinsbyer som Odense og Århus vil det simpelthen mere end København, og det må tælle med, når regeringen efter offentliggørelsen af OL-rapporten tager fat på udarbejdelsen af en national handlingsplan for at tiltrække store internationale idrætsbegivenheder.

Ritt Bjerregaard burde med andre ord have gemt krudtet til efter offentliggørelsen af OL-rapporten. Den rapport kunne have været et fint afsæt også for overborgmesterens idrætspolitiske dagsorden.

Helt mystisk virker det at skyde OL-projektet ned ganske få uger før en delegation med deltagelse fra blandt andre Københavns rådhus og Copenhagen Eventures drager til OL i Torino med et meget ambitiøst og velgennemarbejdet bud på at gøre København til værtsby for OL-sessionen i 2009. Den ambition er formentlig også død nu. IOC har jo helhjertede bejlere nok at vælge imellem.

Man må spørge, om københavnsk politik går mere ud på interne politiske drillerier end på at flytte landets hovedstad fremad – også på idrætsområdet?