Idan Artikel 25.10.2013

EU bliver en stærk ny spiller

I de kommende syv år vil EU-Kommissionen for første gang råde over et betydende budget til fremme af breddeidræt og god forvaltningsskik i europæisk idræt.

Skrevet af: Henrik H. Brandt
Med virkning fra 2014 bliver EU for første gang en stærk selvstændig idrætspolitisk spiller med en politisk vedtaget idrætspolitik og et budget af betydeligt omfang til at fremme de vedtagne målsætninger.

EU’s styrkede kompetencer på idrætsområdet er en følge af Lissabon-traktaten, og de fleste politiske armbøjninger om omfanget af Kommissionens budget på området i budgetårene 2014-2020 er nu på plads. Kommissionen kommer formentlig til at råde over et selvstændigt idrætsbudget i størrelsesordenen 200-250 mio. kr. om året som en ny del af det såkaldte Erasmus+ program, der regulerer fællesinitiativer i forhold til uddannelse og ungdom.

Det er ikke nyt, at EU har betydning for idrættens vilkår. Fælleseuropæisk lovgivning og initiativer har i mange år haft stor betydning for idrættens vilkår på områder, hvor samfundets almindelige regler berører idrættens vilkår. Det gælder eksempelvis i forhold til finansiering af idrætten via spillemarkedet eller strukturfonde eller i forhold til konkurrencelovgivningen på transfermarkedet eller mediemarkedet. 

Betydeligt budget

Det nye er, at unionen får en selvstændig idrætspolitik, som bakkes op af et betydeligt budget. 

”Vi har været ambitiøse, og med Erasmus + programmet kommer vi klart i position til at opfylde disse ambitioner,” sagde lederen af sport og ungdomskontoret i Kommissionen, Chiara Gariuazzo, på kommissionens Sport Forum i Vilnius, den 30. september i Vilnius.  

EU’s idrætspolitik har været under udvikling længe – blandt andet med den såkaldte hvidbog om idræt fra 2007 og en række mindre forberedende programmer. Den nye idrætspolitik kommer til at følge hovedlinjerne fra de senere år.

Det nye arbejdsprogram kommer til at støtte samarbejdet mellem landene i forhold til grænseoverskridende udfordringer mod idrætten som eksempelvis doping, matchfixing, vold og chikane eller styrkelse af god forvaltningsskik i idrætten. Men først og fremmest vil det forøgede budget gå til at styrke breddeidræt, breddeidrætsarrangementer og en evidensbaseret idrætspolitik.

Breddeidræt i fokus

Kommissionen vil fokusere på at støtte partnerskaber, arrangementer, vidensdeling og kompetenceudvikling, analyser med videre på tværs af EU-landene. Det ligger således helt fast, at danske interessenter på idrætsområdet allerede nu bør forberede sig på at finde partnere og gode projekter, som kan nyde godt af EU’s forøgede idrætsbudget i de kommende år.

Lederen af EU-Kommissionens idrætskontor, Yves Le Lostecque, fortæller onsdag, den 30. oktober i forbindelse med Play the Game-konferencen i Aarhus om EU’s kommende initiativer på idrætsområdet. Læs mere her

Læs mere om idræt i EU

 
 
Artiklen er bragt i Idans nyhedsbrev 57