EU-Kommissionen undersøger spillemonopoler
EU-kommissionen har besluttet at tage det første skridt til en retssag mod syv EU-medlemslandes statslige spillemonopoler, herunder Dansk Tipstjeneste/Danske Spil.
EU-Kommissionen har i dag besluttet at bede den danske regering om at redegøre for Dansk Tipstjenestes monopol på sportsspil som Oddset.
Det sker i en officiel henvendelse, som er fulgt op af tilsvarende skrivelser til regeringerne i Finland, Sverige, Tyskland, Ungarn, Italien og Holland. Er svarene ikke tilfredstillende, kan Kommissionen vælge at føre landene for EF-domstolen, medmindre de ændrer deres lovgivning og tillader andre spiludbydere på markedet.
Måske i strid med traktat
Kommissionen har mistanke om, at de statslige spillemonopoler i praksis strider mod EU's regler om serviceydelsers fri bevægelighed. I en pressemeddelelse siger kommissæren for det indre marked, Charlie McCreevy, at henvendelsen i første omgang skal afdække, om landene lever op til EU's regler.
En tidligere dom har slået fast, at statsmonopoler på sportsspil er lovlige, hvis de på konsekvent vis har til hensigt at begrænse uønskede spil og derved beskytter borgerne mod f.eks. ludomani. Er monopolerne primært en måde at sikre staten ekstraindtægter, strider de mod EU-traktaten.
Flere klager over monopoler
Sagen er rejst, efter at flere kommercielle spiludbydere har klaget over landene til EU-Komissionen.
I en pressemeddelelse hilser de to internationale brancheorganisationer, European Betting Association og Remote Gambling Association, da også Kommissionens skridt velkommen.
Men hele spilleområdet er politisk følsomt i mange EU-lande, erkender Kommissionen.
I pressemeddelelsen understreger EU-kommissær Charlie McCreevy derfor, at brevet til de syv medlemslande ikke skal opfattes som et generelt forsøg på at gennemtvinge liberaliseringer af spillemarkedet, og at statsmonopolerne på lotterier står uanfægtet.