Får idrætspolitikken et friskt pust i 2017?

Når vi ved årsskiftet fejrer det forgangne års resultater, vil danske atleters internationale medaljehøst i det forgangne år springe mest i øjnene.

Danske atleters rekordhøst på 146 medaljer ved internationale mesterskaber i 2016 og især de 15 medaljer ved OL i Rio de Janeiro er en historisk fornem præstation.

Den danske eliteidrætsmodel har over de seneste årtier bygget på en konstellation, hvor den statslige eliteidrætsorganisation, Team Danmark, i samarbejde med specialforbund lokale foreninger, kommuner, kommercielle partnere og forskningsmiljøer skaber gode sportslige resultater.

Team Danmark-modellen har succes, men bredden i den danske idrætssektor kommer i disse år til udtryk i gode internationale resultater og initiativer på mange andre fronter end blot de traditionelle elitesportsresultater. Resultaterne er bare knapt så synlige i den brede offentlighed som eliteidrættens medaljer.

Innovative idrætsbyggerier og events

Eksempelvis stod Arkitektfirmaet Keingart bag Atletikeksperimentariet ved SDU’s campus i Odense. Dette eksperimenterende bevægelseslandskab fik i efteråret 2015 guldmedalje i den Internationale Olympiske Komité (IOC) og den Internationale Association for Sports and Leisure Facilities fælles kåring af verdens bedste udendørs idrætsanlæg. Ved samme lejlighed fik et indendørs motoriklandskab i Tornhøjhallen i Aalborg bronze.

I Danmark har den offentlige selvejende institution, Lokale og Anlægsfonden, gennem over 20 år været med til at sætte fokus på innovativt idrætsbyggeri for brede brugergrupper. Indsatsen præger ikke blot kommunernes tilgang til idrætsanlæg, men rækker i stigende grad ud over landets grænser. Det er sjældent, at internationale livstilsmagasiner undgår at medtage et foto af Havnebadet på Islands Brygge, når de besøger det trendy København.

Men måske er det først i de senere år, at man for alvor er blevet opmærksom på det eksport- og brandingpotentiale, der foruden den forbedrede varetagelse af lokale idrætsbehov kan ligge i at satse på innovative idrætsbyggerier og bevægelsesområder.

Endnu et område, der ofte løber med internationale hædersbevisninger, er eventområdet, hvor Sport Event Denmark som endnu en offentlig selvejende institution i nært samarbejde med specialforbund og kommuner har været med til at udvikle flere succesfulde events i de senere år - tilmed i en klart forbedret balance mellem det turistmæssige og sportslige afkast i forhold til de offentlige investeringer.

I 2016 løb CPH Half Marathon således med hæderen som verdens bedste motionsevent på ‘WTM Global Sport Tourism Mass Participation Event of the Year Award!’ på Global Sports Tourism Summit’ i London.

Fitness-sektoren i vækst

Fitness-sektoren herhjemme er til gengæld ikke en del af det officielle idrætspolitiske landskab. Den er vel snarere lidt en grim ælling på kanten af den hæderkronede danske foreningsmodel. Ikke desto mindre har Danmark i Fitness World (med forskellige aflæggere) i dag fået Europas måske mest succesrige fitnessoperatør målt på markedsandele og økonomi set over det seneste årti.

Samtidig kunne brancheforeningen DFHO i 2016 fejre 10 års jubilæum på en konference i København, hvor man netop kunne opleve en branche, der trods store forskelligheder og hård indbyrdes konkurrence på mange måder er akkurat lige så optaget af at skabe det gode idrætsmiljø og af at levere gode ydelser som den foreningsdrevne sektor.

I 2016 kunne man se en af branchens største iværksættere, Rasmus Ingerslev, blive formand for fitness-sektorens internationale brancheorganisation, IHRSA. Rasmus Ingerslev er serieiværksætter og manden bag eksempelvis Fitness dk, Wexer, Fresh Fitness, Repeat og flere innovative fitnessprodukter i ind- og udland. På den måde er Rasmus Ingerslev et symbol på den iværksætterånd, risikovillighed og innovation, der har givet fitness-sektoren herhjemme næsten konstant vækst i de senere år.

Like it or not: fitness-sektoren sætter i dag mange innovative dagsordener for hele idrætssektoren i forhold til faciliteter, teknologi, aktivitetsudvikling og tiltrækning af nye målgrupper. Som også Idans serie om Idrættens Innovatører dokumenterer, er det en tilgang, der også inspirerer andre dele af idrætssektoren og i høj grad også har appel til hundredvis af studerende i idræt og sportsmanagement, som kommer til at sætte dagsordenen på det danske marked for idrætsaktiviteter.

Sandelig om ikke også idrætsforskningen herhjemme fik flotte internationale resultater. Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet blev rangeret som nummer syv og Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet som nummer 15 blandt over 300 idrætsuniversiteter og idrætsinstitutter, da den såkaldte Academic Ranking of World Universities for første gang gennemførte en analyse af forskningsinstitutionerne på idrætsområdet i 2016.

Internationalt kursskifte

Også idrætspolitisk kom Danmark mere ind i kampen på det internationale område, end man ofte har set.

Dansk Boldspil-Union og Dansk Atletik Forbund havde som to af de mest markante specialforbund igen i 2016 modet til at forlange reformer i deres skandaleramte internationale specialforbund. Det var interessant at se, at Dansk Atletik Forbund ligefrem trak en ansøgning om VM i halvmarathon, mens man afventede udfaldet af den gigantiske korruptions- og dopingskandale i IAAF-toppen. Sandelig om ikke man undgik de ofte så frygtede repressalier og i stedet fik tildelt værtskabet for VM i cross i Aarhus i 2019. Man kan åbenbart godt stå højlydt fast på en vis anstændighed i de internationale forbund og undgå at blive straffet for det.

Det har ellers været bekymringen i Danmarks Idrætsforbund gennem mange år, at en for offensiv og ’hellig’ dansk linje i forhold til de store udfordringer med korruption og mangel på demokrati i de internationale organisationer ville give bagslag i forhold til international indflydelse og værtskab for store internationale idrætsbegivenheder.

Derfor har det i 2016 også være glædeligt at notere et kursskifte i DIF-toppen med langt mere konsekvente udmeldinger i forhold til eksempelvis dopingsystemet i Rusland og tildelingen af European Games til Hviderusland, end man tidligere har oplevet fra den kant. Samtidig fortsætter succesen for DIF med at få indvalgt flere og mere velforberedte danske ledere i internationale specialforbund, senest med valget af Kim Andersen som præsident for den internationale sejlsportsunion, ISAF.

Internationale politiske initiativer

Også Christiansborg har trods de relativt få muskler, der lægges i idrætspolitik fra den kant, erkendt, at den internationale idrætsverden har massive problemer, som rent ud sagt kan true legitimiteten og rationalet bag de investeringer, man eksempelvis gør i dansk succes i eliteidræt.

Regeringen med daværende kulturminister Bertel Haarder i spidsen tog såvel før ungdoms-OL i Lillehammer som før OL i Rio De Janeiro initiativ til at udsende officielle erklæringer, der klart mindede den internationale idrætsverden om forpligtelserne i forhold til good governance og antidoping. Medlem af Folketingets kulturudvalg og næstformand for Europaudvalget Mogens Jensen (S) tog ligeledes initiativ til at sætte internationalt fokus på good governance i international idræt og påtog sig i 2016 hvervet som såkaldt rapportør på området i Europarådets parlamentariske forsamling. Til gengæld lykkedes det ikke trods et helhjertet forsøg at få valgt tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K) til næstformand for det internationale antidopingagentur (WADA).

Nu kan man altid diskutere gennemslagskraften, lødigheden og nødvendigheden af internationale hædersbevisninger, tillidsposter og priser på andre områder end eliteidrætten. Kun medaljetabellerne er jo hård, kontant og eksakt videnskab…

Eller rettere – det er medaljetabeller faktisk ikke længere, for 2016 var endnu et år, hvor flid, fedt og decideret statsdirigeret snyd stjal billedet i den internationale sportsverden. Resultaterne fra store sportsbegivenheder som OL i London i 2012 bliver løbende ændret med tilbagevirkende kraft, efterhånden som fortidens dopingprøver gentestes og hidtil ukendte dopingsager trevles op. Dybden af den internationale idræts troværdighedskrise i forhold til doping og good governance bør være gået op for de fleste.

Politiske prioriteringer med effekt

Men hvorfor kæde den olympiske idræts dybe troværdighedskrise sammen med bredden i den danske idrætssektors indsatser og gode resultater i denne ’alternative nytårstale’?

Pointen er, at gennemtænkte politiske satsninger og prioriteringer gennem årene ofte har vist sig at nytte, selv om idrætten altid hårdnakket har hævdet sin såkaldte autonomi og evne til bedst selv at tage vare på egne affærer og midler. Desværre er vi også kommet derud, hvor decideret politisk indblanding i forhold til nogle af idrætsverdenens største udfordringer med eksempelvis doping, match-fixing eller good governance ikke er noget overgreb på idrættens autonomi. Det er snarere en forudsætning for idrættens fortsatte selvbestemmelse og støtteværdighed.

Man kan drage visse paralleller til den danske idrætssektor, der bygger på et stadigt bredere fundament af aktører, ofte understøttet af statslige eller halvstatslige idrætsinstitutioner. Disse aktører og initiativer er ikke nogen trussel mod den danske idrætsmodel, tværtimod. Selv om den lokale foreningsidræt stagnerer en anelse i disse år i forhold til markedsandele, er den i rigtig god form og en grundpille som idrætsudbyder og samarbejdspartner på mange områder i lokalsamfundene.

Man bør heller ikke frygte eller marginalisere de fremstormende kommercielle udbydere af idræt, men snarere anerkende dem for deres innovationskraft og evne til at engagere nye grupper og samtidig prøve at tænke dem mere ind i de politiske strategier for idrætssektoren. Vi har brug for stærke idrætsorganisationer og et stærkt foreningsliv, men den danske idrætssektor har sandelig også brug for en statslig forvaltning med ressourcer og gennemarbejdede strategiske målsætninger med blik for de områder, der ofte ligger uden for foreningslivet – eller som misforvaltes eller overses af foreningslivet.

Brug for en mere strategisk tilgang

I 2017 bør det stå klart, at foruden den internationale idrætspolitik bør områder som idræt for nye målgrupper, herunder især socialt udsatte, samt en mere strategisk tilgang til innovation, idrætsforskning og uddannelse være nogle af de områder, der står for tur til øget politisk opmærksomhed.

Ønsket for 2017 kunne derfor være, at regering og Folketing beslutter sig for at komme mere ind i kampen med en bredere fordeling af ressourcerne end i dag og en mere strategisk tilgang til alle de indsatsområder inden for idrætten, der kunne styrkes eller nyudvikles ved at give den danske idrætsmodel et mere helhjertet serviceeftersyn, end man har haft mod og energi til at gøre i de senere år – trods flere statslige betænkninger og udredninger.

Det er strålende, at regering og Folketing i 2016 engagerede sig i den internationale idrætspolitiske dagsorden. Men også den hjemlige dagsorden trænger til opmærksomhed, hvis den danske idrætsmodel skal være lige så stærk eller nå nye målgrupper i årene fremover.

Erfaringerne med de eksisterende statslige institutioner på idrætsområdet er i det store hele fremragende og har ikke kompromitteret den stærke danske foreningstradition.

Analysegrundlag og gode forslag til områder, hvor der mangler fokus og indsatser, ligger der så rigeligt.

Stærke partnere og ressourcer at bygge på og arbejde sammen med er ligeledes til stede i rigt mål i den danske idrætssektor.

Anledningen er der såmænd også. Netop i 2017 ser Danmark frem til internationalt søgelys, når Aarhus og Region Midtjylland overtager titlen som Europæisk Kulturhovedstad med det fremragende motto ’Let’s Rethink’.

Det er derfor kun helhjertet politisk nytænkning, initiativ og virkelyst på idrætsområdet, der mangler.

Team Danmark tøvede oven på et fremragende dansk elitesportsår ikke med at erklære, at hvis Danmark skal bevare sin fornemme position i international eliteidræt i de kommende år, kræver det rettidig omhu. Det samme kan man sige om mange andre områder.

Godt nytår til alle i den danske idrætssektor.