Idan Artikel 11.09.2013

Fægter, fighter og forretningsmand

Tyskeren Thomas Bach overtager formandsposten i IOC fra belgieren Jacques Rogge og må straks kaste sig ud i en intern magtkamp i topidrætten. Jens Sejer Andersen tegner et portræt.

BUENOS AIRES. Den tidligere olympiske guldvinder i fægtning, 59-årige Thomas Bach fra Tyskland, forsvarede med held sin favoritposition til også at indtage idrætspolitikkens øverste podium som formand for den Internationale Olympiske Komité (IOC) trods en række udfald mod ham i slutningen af valgkampen. Beskyldninger om uhellige idrætspolitiske alliancer, dobbeltspil i dopingbekæmpelsen og sammenblanding af olympiske hverv med privatøkonomiske interesser fik nok en del øjenbryn blandt de knap 100 IOC-kolleger til at hæve sig betænkeligt, men det tog dem kun to afstemningsrunder at give ham det nødvendige flertal med 49 af de 94 afgivne stemmer. Thomas Bach er jurist af uddannelse, men har viet det meste af sit arbejdsliv til idrætspolitik. Han er dog bestyrelsesformand i en række tyske virksomheder og har tæt tilknytning til det liberale parti FDP og den tyske regering. Blandt hans kvaliteter er et knivskarpt intellekt, politisk manøvredygtighed, forretningsmæssigt talent, evne til at træffe beslutninger og et stort oratorisk talent. Det sidste gav han prøver på i København i 2009, da han under IOC’s kongres holdt en brandtale om på den ene side nødvendigheden af god ledelsesskik i sporten (good governance) og på den anden side sportens ret til selvbestemmelse. Talen kunne både læses som et opgør mod den voksende korruption og som en advarsel om, at IOC ville tage skridt mod de regeringer, der blandede sig i sportens indre anliggender. Men Bach var samtidig en af de første internationale idrætsledere, der anerkendte truslen mod sporten fra korrupte og kriminelle kræfter. Da han tiltrådte som formand for det ny-fusionerede Deutscher Olympischer Sportbund (DOSB) i 2006, erkendte han, at ”vi står over for udfordringer af en skrækindjagende størrelsesorden”. I de næste otte år får Thomas Bach chancen for at vise, at han kan tackle disse udfordringer fra den øverste ledelsespost i international idræt. Under forgængeren Jacques Rogges ledelse har IOC forvaltet regler mod korruption stramt i egne rækker, men har forsømt at tage et opgør med den udbredte korruption i de internationale idrætsforbund, og indsatsen mod matchfixing har også været tøvende.

Troværdighed testet

Bachs egen troværdighed er blevet testet i den seneste tid, hvor tyske medier har fundet dokumentation for, at han som ung medarbejder i Adidas’ marketingsafdeling i 1980’erne var med til at udbetale penge til Bundesliga-klubber for at påvirke interne politiske beslutninger. 

Adidas var dengang drivkraften i at bygge et visionært, men også korrupt forretningssystem op omkring idrætsorganisationer, sponsorer og tv-stationer. Bach afviser, at han kendte noget til uregelmæssigheder dengang. Bachs rolle som bestyrelsesformand i et arabisk-tysk handelskammer ved navn Ghorfa har også været under lup. Ghorfas største indtægtskilde er at udstede eksportattester for tyske varer – blandt andet våben – til de arabiske lande, herunder attester for at varerne ikke er produceret med israelske komponenter eller serviceydelser.

Sheiken fra Kuwait

Bachs gode forbindelser til den arabiske verden har også vakt betænkelighed blandt IOC-kolleger, som ikke alle er trygge ved Bachs nære alliance med det stenrige kuwaitiske IOC-medlem, sheik Ahmed Al-Fahad Al-Ahmed Al-Sabah.

Al-Sabah er også formand for foreningen af nationale olympiske komitéer ANOC og anses for særdeles indflydelsesrig i idrætten. Da den afgående formand og stifter af ANOC, mexicaneren Mario Vázquez Raña, i 2011 måtte trække sig fra sin post, beskyldte han sheiken for et kupforsøg og for at give nogle ANOC-medlemmer ”50.000 gode grunde” til at vælte mexicaneren. I dette forår anses Al-Sabah for at være hovedmanden bag valget af rumæneren Marius Vizer som ny formand for SportAccord, en sammenslutning af godt og vel 100 internationale idrætsforbund. I denne sag – og i spørgsmålet om brydningens hurtige tilbagevenden til det olympiske program – menes Al-Sabah at have arbejdet tæt sammen med den russiske præsident Vladimir Putin.

Penge kontra ideelle værdier

Sådanne alliancer vækker skepsis blandt visse IOC-medlemmer, der frygter at de store penges magt snart sætter de mere ideelle olympiske værdier ud af spillet. 

”Vi behøver en formand som kan træffe helt uafhængige beslutninger, og det er et spørgsmål om Thomas er uafhængig nok,” sagde et garvet IOC-medlem med nær tilknytning til den afgående præsident Rogge til idan.dk et par dage før valget. Frustrationen hos en af Bachs modkandidater, schweizeren Denis Oswald, der i mange år var formand for Det Internationale Roforbund, FISA, løb over i et interview med schweizisk radio i søndags, hvor han dels kritiserede samarbejdet med sheiken og dels anklagede Thomas Bach for at sammenblande sine olympiske hverv med sine forretningsmæssige interesser. Oswald måtte siden undskylde sine udtalelser, idet IOC’s regler slet ikke tillader kandidaterne at udtale sig om hinanden.

Masterplanen

De tre vigtigste beslutninger ved IOC-mødet i Buenos Aires – OL 2020 til Tokyo, brydningens tilbagevenden og valget af Bach – anses alle for at være en del af sheikens masterplan. Vejen er blandt andet banet for, at et sommer-OL i 2024 eller 2028 kan afholdes i et af de arabiske lande. 

At der foreligger én eller flere masterplaner, og at IOC-medlemmer kan tænke særdeles langsigtet, dokumenterede sheik Al Sabah selv med udtalelser til tysk tv i sidste uge. Her erkendte han frejdigt – også imod IOC’s regler – at han støttede Thomas Bach, og at dennes valg til formand var en del af en plan, der blev lagt 12 år tidligere ved Jacques Rogges tiltræden. Alliancen mellem Al-Sabah, Putin og Bach kommer snart på en særlig interessant prøve. SportAccord-formand Vizer blev nemlig valgt på at ville indføre et multi-idræts-VM i ulige år for at øge idrætsforbundenes indtægter, og det projekt er nu hovedprioritet for SportAccord. Et sådant globalt stævne med mange idrætter vil let komme til at ligne et OL og udvande OL’s eksklusivitet og indtjening. En af Thomas Bachs første opgaver bliver derfor at overtale sine allierede til enten at droppe eller revidere planerne, så de ikke bliver til skade for IOC.

Diplomatisk fejltrin

For IOC var det vigtigt, at valget af den nye formand skete i en af de første valgrunder, og at man ikke skulle signalere splittelse ved møjsommeligt at sortere de fem øvrige kandidater fra én efter én. Thomas Bachs sejr med 49 stemmer i anden runde mod 44 til de tilbageværende blev i samme ånd hilst med minutlangt stående bifald af IOC-kollegerne. 

Som både olympisk guldvinder, succesrig forretningsmand, erfaren politiker og kompetent strateg er Thomas Bach et oplagt valg til en IOC-formandspost. Men allerede reaktionerne efter hans første, korte takketale viser, hvor enorm forskel der er på at være tysk idrætsformand og olympisk præsident. Hvad der var ment som en høflighed til de argentinske værter, faldt i manges ører ganske anderledes ud. I starten af takketalen nævnte Bach ”det iskolde vejr, men den varme velkomst”, da han i 1977 vandt hold-VM i fægtning i netop Buenos Aires. ”Gode minder,” tilføjede han. 1977 var et af de værste år under det argentinske militærdiktatur (1976-84), hvor de illegale fængslinger, forsvindinger og torturen toppede. Sporten – også i en militær idræt som fægtning – var diktaturets kongevej til international anerkendelse, og de færreste argentinere beskriver den tid som ’gode minder’. Fleurettens mester må indkassere et tabt point for en diplomatisk fodfejl.