Fællesskaber fastholder aktive seniorer i idrætten

Forskning har påvist store sundhedsmæssige effekter af fysisk aktivitet blandt ældre, men at få fastholdt flere ældre i fysisk aktivitet, handler også om at skabe et socialt fællesskab omkring aktiviteterne, viser evalueringen af projektet ’Seniorer i Bevægelse’, som DGI-Byen har gennemført fra 2010 til 2014.

Målet med projektet, hvis evaluering blev præsenteret på en konference i DGI-Byen den 16. juni, har været at få flere ældre, der ikke lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger til fysisk aktivitet, i gang med fysisk aktivitet. Det gælder i særlig grad ældre, der oplever at være socialt udsatte som følge af f.eks. sygdom, tab af ægtefælle eller ensomhed,

Konkret har projektet forsøgt at rekruttere ældre fra målgruppen, skabe aktiviteter for deltagerne og fastholde dem i idrætten for i sidste ende at kunne udsluse dem til organiserede idrætstilbud eller selvorganiseret fysisk aktivitet. For at skabe et socialt fællesskab omkring aktiviteterne er der blevet etableret faste hold med faste træningstider, ligesom holdene har haft fokus på at lære hinanden at kende, så bl.a. det sociale samvær over lidt frugt efter afsluttet træning har været vigtigt.

Evalueringen peger på, at det sociale fokus bl.a. har ført til en stor ansvarsfølelse deltagerne imellem, og blandt projektdeltagerne har der været stor opmærksomhed på, at alle mødte op og var med.

Ligeledes ændrede deltagerne deres motiver for at være fysisk aktive. Fra i starten at deltage, fordi det var godt for sundheden, handlede det længere henne i projektet mere om at være med, fordi det var sjovt og gav et godt samvær.

Et halvt år efter projektets afslutning var 50 pct. af de i alt 583 deltagere videre i organiserede idrætstilbud, og sammenlagt var 61 pct. fortsat idrætsaktive. 

Fejlrekrutterede fik stor betydning

En utilsigtet rekruttering af ældre, der i udgangspunktet lå uden for målgruppen, kom undervejs i projektet til at spille en central rolle.

I rekrutteringsfasen oplevede projektet, at også idrætsaktive ældre og ældre med et stærkere socialt netværk lod sig lokke af det gratis tilbud, og de i projektet såkaldte ’fejlrekrutterede’ fik vigtig betydning ved at bidrage med ekstra ressourcer til fællesskabet.

I praksis var den socialt stærkere og mere idrætsaktive gruppe med til at hæve niveauet for fysisk træning undervejs i aktiviteterne, men også i det sociale fællesskab var de en styrke. Erfaringerne fra projektet viser dog også, at det er en fin balance at have tilpas mange ressourcestærke til at trække de svageste op, men samtidig ikke at få for mange med, så det tager fokus væk fra den egentlige målgruppe.