Idan Artikel 17.02.2010

Fakta om den nye spillelov

Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten indgik den 4. februar et forlig om hovedlinjerne i en ny spillelovgivning, der gør op med Danske Spils over 60-årige eneret på at udbyde en række spilformer i Danmark.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Kommercielle spiludbydere kan fra 2011 søge licens til at udbyde en række landbaserede og internetbaserede spil, herunder sportsspillene, i fri konkurrence med Danske Spil. Lovforslaget er sendt i høring indtil den 5. marts, derefter forestår behandling i Folketinget. Det nuværende Danske Spil splittes op i et statsligt monopol ‘Danske Lotterier’ og et konkurrenceudsat datterselskab ‘Danske Sportsspil’. Lovkomplekset består af en spillelov, der regulerer spillemarkedet (licenser mv.), og en afgiftslov. Desuden fremsættes en ejerskabslov om statens ejerskab i Danske Spil samt en uddelingslov i Kulturministeriets regi med nøglen for fordeling af overskuddet fra Danske Lotterier til til idræts- og kulturformål m.v. Lovforslaget ændrer ikke på fordelingsnøglen mellem beløbsmodtagerne. ‘Danske Lotterier’ får som hidtil monopol på de væsentligste rene ‘heldspil’ som forskellige udgaver af lotto, skrabespil samt onlinebingo. Desuden bevares DanTotos monopol på hestespil. Det statslige datterselskab, ‘Danske Sportsspil’, skal konkurrere med private udbydere på de mere færdighedsbetonede spil som oddset (bookmaking) og tips. ‘Danske Sportsspil’ samt andre udbydere kan ligeledes få licens til online kasino- og pokerspil. Danske Spil har hidtil ikke udbudt online kasino- og pokerspil.

Licensbetingelser

På den liberaliserede del af spillemarkedet skal licenshaverne betale 20 pct. i afgift af bruttospilleindtægten (indskud fratrukket gevinster). Foruden statsafgiften skal licenshavere med en fuld licens til alle spil betale ca. 2-3 mio. kr. i årlige licensgebyrer. 

I fremtiden vil udlodningen til beløbsmodtagerne udelukkende ske via overskuddet fra Danske Lotterier. Desuden vil Klasselotteriets overskud indgå i puljen til udlodning blandt beløbsmodtagere. Automatmarkedet vil fortsat være liberaliseret. Danske Spil kan drive datterselskabet Danske Automatspil i fri konkurrence med andre udbydere. Private operatører vil fortsat kunne få licens til at drive landbaserede kasinoer, og velgørende eller almennyttige organisationer kan som hidtil få tilladelse til at afholde lotterier (lodsedler etc.).

Afskærmning af marked

Forbuddet mod at annoncere for eller formidle spil fra (online)udbydere uden licens i Danmark vil fortsat gælde. Annonceforbuddet suppleres med en afskærmning af spillemarkedet i form af et forbud mod at formidle betalinger eller internetadgang til udenlandske spiludbydere uden licens. Straframmen er op til seks måneders fængsel eller bøde eller op til et års fængsel i skærpende tilfælde. 

I praksis vil Spillestyrelsen informere internetudbydere og pengeinstitutter, hvis de skal spærre for adgang eller betaling til spiludbydere, der via internettet overtræder dansk lov.