FCK's underskud vender op og ned på magtforholdene
Analyse: Parken Sport og Entertainments kamp for overlevelse varsler nye tider i både dansk fodbold og håndbold. Krisen kan gøre den danske fodboldliga mere jævnbyrdig, men også svagere på europæisk plan, mens hovedstaden efterlades i skyggen inden for dansk håndbold.
Det ser skidt ud for et af dansk sportsøkonomis store flagskibe: PARKEN Sport og Entertainment A/S (PSE). PSE’s årsregnskab er det første katastroferegnskab i Flemming Østergaards regeringstid i Parken. Trods en stigning i omsætningen vil en kommende aktieudvidelse på 500 mio. kroner i marts – tegnet af tre hovedaktionærer og den primære bankforbindelse – samt generel fokusering på færre sideaktiviteter, en længerevarende aftale med kreditgiver og udskiftninger i bestyrelsen være nødvendig for at redde dansk fodbolds hidtidigere flagskib fra skibbrud. Gældsfælden var ved at klappe, likviditetsberedskabet var utilstrækkeligt, og underskuddet endte i 2009 på 240 mio. kroner efter skat. Udviklingen af et egentligt sportskonglomerat med stor eksponering på det fritids- og oplevelsesøkonomiske marked med dertil hørende massive ejendomsinvesteringer blev ramt af finanskrisen på et meget uheldigt tidspunkt.
Store nedskrivninger
Ifølge årsregnskabet skyldes det store underskud primært massive nedskrivninger på ejendomme og goodwill. Herunder henregnes blandt andet goodwill fra købet af Fitness dk, der nok mere har vist sig at være en klods om benet end et guldrandet driftsæg. Isoleret set laver fitnesskæden overskud, men dens værdi i et meget kompetitivt marked er faldet. Et frasalg nu vil trække PSE-regnskabet yderligere ned.
Også på de primære sportslige områder, fodbold og håndbolden, måtte PSE se røde tal i 2009. Ganske vist kunne koncernen notere sig et dansk mesterskab samt en pokaltitel på fodbolden og topplaceringer på håndboldsiden med DM-sølv til herrerne og DM-bronze til damerne, men resultaterne kostede. Selvom indtægterne fra fodbold og håndbold steg mere end udgifterne, resulterede transferaktiviteterne i fodboldafdelingen i et minus på i alt 58 mio. kr. på de primære sportslige aktiviteter. I fremtiden vil koncernen nok være mere tilbageholdende med indkøb af spillere, og allerede nu står det klart, at håndbolden sandsynligvis bliver lukket, selvom udgifterne til driften af de to elitehold kun udgør en meget lille del af den samlede koncerns omkostninger. På positiv siden kunne PSE dog notere sig overskud på driften af stadion, kontorejendommene og Lalandia. Også salget af feriehuse gav overskud som forventet.
Nedbringelse af gæld står øverst
Alt i alt synes den underliggende drift – når man ser bort fra, at salget af feriehuse har karakter af engangsindtægter – således ikke at være så katastrofal, som regnskabet umiddelbart antyder.
Udfordringen består nu i at nedbringe gælden, hvilket blandt andet sker med den aktieudvidelse, der efter planen gennemføres til marts. 90 procent af nettoprovenuet herfra skal således nedbringe koncernens massive gæld til godt 1.4 mia. kr. Endvidere omlægges den øvrige gæld efter aftale med PSE’s bank. Uden denne omlægning ville PSE ikke overleve krisen. Faren er da heller ikke drevet over endnu, og de kommende år vil vise om tiltagende er tilstrækkelige.
En brudt dominans
Set fra en sportslig synsvinkel er PSE’s krise imidlertid ikke så skidt, at den ikke er god for noget.
Var PSE’s ekspansion ikke blevet bremset, havde koncernens tiltagende økonomiske styrke resulteret i en endnu større grad af sportslig dominans. DBU og Divisionsforeningens turneringsstrukturrapport pegede i 2009 på den generelt stigende polarisering i dansk fodbold, der for håndboldens vedkommende allerede var dokumenteret i Idans rapport fra 2006 om dansk håndboldøkonomi. Koncentration af de sportslige og økonomiske ressourcer har dog været en afgørende positiv forudsætning for, at danske klubhold de senere år har klaret sig godt i de europæiske turneringer. I årene op til finanskrisen steg den danske UEFA-rangering for klubhold således i takt med de stigende omsætninger og tiltagende kompetitiv ubalance på nationalt plan. De nye økonomiske vanskeligheder i PSE bidrager til at vende om på det – til fordel for den nationale sportslige balance - men til ugunst for den europæiske konkurrenceevne, der ifølge UEFAs egne benchmarking-analyser følger klubbernes økonomiske rammer.
Bladerummer-stemning i håndbold
Hvad angår styrkeforholdene i dansk håndbold, vil det nyligt annoncerede farvel til FCK håndbold samtidig betyde et alvorligt knæk for den københavnske elitehåndbold.
Selvom Jesper Nielsen med AG København måske løfter projektet videre, enten med FIF’s licens eller med sine egne kommende oprykkere fra AG Håndbold, sker det kun med herreholdet - og ikke mindst; kun så længe han synes det er sjovt. Belært af erfaringerne med andre impulsive mæcener i topidrætten kan man godt være skepsis med hensyn til langtidsholdbarheden i satsningen på AG København. Nedlukningen i Parken udstiller dermed københavnsk håndbolds generelle sindsstemning: Det er stort set umuligt at trække tilskuere af huse eller at opnå fornøden sponsoropbakning til tophåndbold i København. Selv med to hold i absolut topkvalitet i den bedste række har interessen for FCK Håndbold-projektet været beskeden. Faktisk er det lang tid siden, København overhovedet har været en vægtig bastion. Tankerne går tilbage på klubber som Holte IF, HIK, Gladsaxe HG, Virum-Sorgenfri, Ajax, Stadion og Helsingør mod nord. Senest forsøgte Lyngby, HIK og Virum-Sorgenfri at samle trådene i en ambition om at opnå fordums storhed, men det forliste efter meget kort tid. I Ajax på Vesterbro har man længe kørt på de økonomiske pumper, og på Frederiksberg ligner en tilbagelevering af ligalicensen til sin oprindelige ejer, FIF, begyndelsen på en ny ende. Hvis det er rigtigt, at PSE ikke kunne skabe balance, må man spørge om, der overhovedet er grundlag for at drive tophåndbold i hovedstaden på et rimeligt forretningsmæssigt grundlag?
Fremtiden
Hvad angår PSE bliver det interessant at følge, hvor balancen mellem de sportslige ambitioner og de økonomiske reelt kommer til at ligge, når den fornyede bestyrelse og direktion rigtig trækker i arbejdstøjet.
Set i et bredere perspektiv får det konsekvenser for fodboldlandkortets sammensætning. I de andre danske ligaklubber strammer man også livremmen ind, men det er sandsynligt, at flere klubber kan melde sig i topstriden i fremtiden. For håndboldens vedkommende ser det ud til, at landkortet får en absolut vestlig dominans. AG København være det eneste seriøse bud på et tophold i København og på Sjælland. Med Parkens økonomiske vanskeligheder er der vendt op og ned på magtforholdene i dansk professionel elitesport.