Idan Artikel 27.04.2012

FIFA-reformator til Aalborg

Manden i front for FIFAs Independent Governance Committee, Mark Pieth, der skal forsøge at reformere FIFA, bliver blandt hovedtalerne på EASM-konferencen i Aalborg, den 18.-21. september.

Den schweiziske professor Mark Pieth, som for tiden spiller en delikat nøglerolle i FIFA’s forsøg på at reformere sig selv i en mere demokratisk og korruptionsfri retning, har sagt ja til at være en af hovedtalerne, når Idan sammen med University College Nordjylland er værter for den årlige konference i European Association for Sports Management (EASM). Mark Pieth skal tale over et emne som refererer direkte til hans friske erfaringer fra arbejdet med FIFA, nemlig ”Demokrati og åbenhed: Europæiske privilegier eller globale værdier?” Selv om Mark Pieth har en imponerende baggrund i international korruptionsbekæmpelse, er det stadig uvist om hans arbejde som formand for FIFA’s nye Independent Governance Committee vil bære frugt. Hidtil har FIFA vist sig temmelig reformresistent. Meget vil afhænge af om den kommende FIFA-kongres i Budapest i maj evner at træffe klare reformbeslutninger, som kan overbevise den meget skeptiske verdensoffentlighed. Samtidig håber Pieth og resten af verden at FIFA snart tager sig sammen til – eller bliver tvunget til ved domstolene – at offentliggøe alle papirer i den såkaldte ISL-affære, så dens fulde omfang og de formodede navne på en lang række  korruptionsmodtagere fra den internationale idrætsverden kommer frem. Mark Pieth har for nylig udtrykt betænkelighed ved tempoet i FIFA’s reformproces og antydet at hans tålmodighed måske ikke rækker. Én ting synes sikker: korruptionen i FIFA vil stadig være et brandvarmt emne under EASM til september. Fra FIFA og fodboldverdenen ligger foreløbig tilsagn fra to andre meget spændende talere, nemlig FIFA’s tidligere internationale direktør Jérôme Champagne og fra Jean-Claude Mbvoumin, grundlægger af Foot Solidaire, som kæmper mod illegal handel med og umenneskelig udnyttelse af unge afrikanske fodboldtalenter i Europa. Det er stadig muligt at tilmelde sig til EASM 2012, hvor mere end 400 forskere, praktikere og undervisere med relation til sportsmanagement-feltet sætter hinanden stævne. Konferencen har modtaget næsten 300 videnskabelige abstracts, men kommer desuden til at bestå af keynote-sessioner med inviterede oplægsholdere som Mark Pieth med debat og indlæg om nogle af den internationale idrætsverdens største aktuelle udfordringer.

Læs mere

 
 
Professor Mark Pieth er grundlægger af Basel Institute on Governance. Læs hans CVBesøg Foot Solidaires franske hjemmeside