Idan Artikel 15.10.2013

FIFA-reformer er et optisk bedrag

Fodboldens skandaleramte verdensorganisation, FIFA, har trods en langstrakt intern reformproces i praksis kun gennemført marginale forbedringer af sin ledelse og forvaltningsstruktur, vurderer en amerikansk professor og politolog. De interne magtforhold i FIFA er uberørt af reformerne.

Skrevet af: Søren Bang
Det internationale fodboldforbund, FIFA, har kun gennemført et mindretal af de reformer, som uafhængige eksperter og FIFA’s egen såkaldte ’uafhængige reformkomité’ foreslog i et forsøg på at rydde op i afsløringer af udbredt korruption i fodboldens internationale top.

Den hårde kritik af FIFA’s reformproces fremføres af den amerikanske professor og politolog Roger Pielke Jr. efter en systematisk gennemgang af reformprocessens resultater. Roger Pielke har blandt andet inddraget de forslag, som FIFA’s egen uafhængige reformkomité, the Independent Governance Committee (IGC), under ledelse af den schweiziske professor og korruptionsbekæmper Mark Pieth har stået fadder til. Roger Pielke møder Mark Pieth i en debat om FIFA-reformerne på Play the Game-konferencen i Aarhus sidst på måneden. De to forvaltningseksperter får nok at debattere at dømme fra Roger Pielkes kritik, som bringes i sin helhed på playthegame.org. I artiklen analyserer Roger Pielke de reelt gennemførte reformforslag i FIFA i forhold til anbefalingerne i tre uafhængige rapporter: Transparency Internationals rapport fra 2011, Mark Pieths indledende rapport til FIFA fra samme år og reformkomitéens første rapport fra 2012.

Resultatet af FIFA’s reformproces klædes i Roger Pielkes analyse af som et optisk bedrag: 

Gennemførte anbefalinger i FIFA

Rapporter Samlet antal anbefalinger Gennemført Delvist gennemført Ikke gennemført
TI 2011 26 1 3 22
Pieth 2011 14 0 2 12
IGC 2012 19 6 5 8

Kun syv anbefalinger har FIFA formået at gennemføre gennem de seneste par år, selv om afsløringer af korruption i den øverste top af organisationen har stået i kø i offentligheden. 42 anbefalinger er ikke gennemført.

Det får Roger Pielke til at konkludere, at FIFA langt fra har gennemført de nødvendige reformer, selv han anerkender, at tiltag som FIFA’s nye etiske komitéer med uafhængige formænd kan vise sig som et vigtigt skridt i den rigtige retning.   Denne konklusion bliver understøttet af et nyudviklet måleredskab på god ledelse i sportsorganisationer udviklet på Swiss Graduate School of Public Administration i Lausanne. Ifølge Pielke scorede FIFA før reformerne 55,2 pct. ud af de mulige point for god ledelse, mens det ’nye’ FIFA er steget til 56,3 pct. En stigning på marginale 1,1 pct.

De forsømte områder

Ifølge Roger Pielke er det et generelt mønster, at FIFA har ignoreret forslag, som ville rykke afgørende ved de interne magtforhold – f.eks. ved at dele beslutningskompetencer og kontrolmekanismer med interessenter udefra, indføre eksterne standarder for god ledelse af organisationen eller ved at åbne organisationen for offentligheden.

Pielke peger på række forsømte områder, som dækker alle 42 ikke-gennemførte anbefalinger. Blandt undladelsessynderne finder man:

  • Tidsbegrænsede valgperioder for bestyrelsen
  • Offentlige oplysninger om honorarer og vederlag til nøglepersoner i ledelsen
  • ’Best-practice-regler i forhold til anti-korruption og ‘best-practice-vejledninger i forhold til interessekonflikter
  • Større åbenhed om finansielle forhold på alle niveauer i FIFA og forbundets medlemsorganisationer samt større åbenhed om anti-korruptions-undersøgelser
  • Mere demokratiske procedurer ved FIFA-valghandlinger

Det ironiske er, at FIFA selv med alle reformkomitéernes forslag indarbejdet fortsat ville have haft en lavere samlet score lavere end IOC, hvis man bruger den schweiziske målestok for god ledelse. Eller som Roger Pilke derfor konkluderer i sin artikel på playthegame.org: ”Selv med den fulde indarbejdelse af anbefalingerne fra Transparency International, Mark Pieth og IGC ville FIFA stadig stå over for en stor udfordring med at løfte organisationens ledelse til alment accepterede standarder.”

Læs mere om FIFA