Idan Artikel 05.03.2008

Finanslov sikrer Play the Game

Tirsdagens forlig om finansloven sikrer Play the Game en grundfinansiering på 1,5 mio. kr. om året til og med 2011.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Flere års kamp for at sikre en mere solid økonomisk basis under den kritiske internationale idrætskonference, Play the Game, blev kronet med held, da partierne bag tirsdagens finanslovsforlig afsatte en årlig pulje på 1,5 mio. kr. fra Kulturministeriets såkaldt tipsaktstykke til Play the Game i årene 2008-2011.

Dermed følger forligsparterne, De Konservative, Venstre, Dansk Folkeparti og Ny Alliance, op på den tidligere iværksatte massive statslige satsning til 65 mio. kr. om året på at tiltrække internationale sportsevents til Danmark ved også at yde et bidrag til det kritiske internationale netværk af journalister, idrætsforskere og idrætsledere, som via Play the Game samarbejder om en kritisk kontrol med og debat om international idræt.

International idrætsdebat er sikret

I efteråret besluttede Danmarks Idræts-Forbund at fjerne sit årlige bidrag på 300.000 kr. til Play the Game og trække sig som en officiel del af Play the Games bagland. Tilbage var så kun et årligt tilskud på 500.000 kr. fra Kulturministeriet samt 500.000 kr. fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og 100.000 kr. fra Dansk Firmaidrætsforbund.

Dermed var Play the Games muligheder for at overleve reelt truet, men med indsprøjtningen fra finansloven på yderligere en mio. kr. oven i de hidtidige 500.000 kr. fra Kulturministeriet, får sekretariatschef Jens Sejer Andersen og hans stab nu mere økonomisk ro til at koncentrere sig om at styrke og udbygge det internationale netværk.

”Perspektivet af aftalen er, at de mange mennesker rundt om i verden, som med risiko for liv, ære og velfærd, kæmper imod korruption og doping og for demokrati og etik i idrætten, nu fortsat får det mødested, som Play the Game har skabt gennem 11 år. Med aftalen får vi bedre mulighed for at holde liv i denne afgørende internationale idrætsdebat – også imellem konferencerne,” siger Jens Sejer Andersen.

Bred opbakning

Flere af oppositionspartierne har i de seneste måneder udtrykt opbakning til Play the Game, men det blev i sidste instans afgørende, at Ny Alliance inddrog Play the Game i finanslovsforliget.

”Det har været utroligt opmuntrende i de seneste måneder at mærke en opbakning fra alle sider i folketingssalen og i særdeleshed, at Ny Alliance engagerede sig i at bære Play the Game helt ind i finanslovsforhandlingerne. Play the Game står nu med en sikkerhed for, at kunne fungere i de næste fire år og med gode muligheder for fortsat at udvikle sig,” siger Jens Sejer Andersen.

Netværk og vidensforum

Play the Game består ikke kun af en international sportskonference, men fungerer også som dagligt netværk og vidensforum for sportsjournalister og idrætsforskere. Sportens verden er global – derfor er det helt nødvendigt for den demokratiske kontrol og debat i forhold til idrættens organisationer, at også journalister og idrætsforskere arbejder sammen på tværs af grænser. Play the Game har til daglig hjemsted på Danmarks Journalisthøjskole i Århus og bidrager her til at fremme en kritisk og internationalt orienteret journalistik blandt fremtidens sportsjournalister.

Næste konference finder sted i 2009. Play the Game oplever en betydelig udenlandsk interesse for at afvikle konferencen, og der foreligger således bud på værtskabet fra Spanien, Tyskland og England. I 2007 fandt konferencen for første gang sted i udlandet, i Reykjavik.