Findes der en mening med eliteidrætten?

Efter en travl sportssommer med EM i fodbold, Tour de France og de olympiske lege i London i centrum for enorm medie- og tilskuerinteresse er det næppe nødvendigt at argumentere for, at eliteidræt spiller en tydelig rolle som kulturel og folkelig faktor i Danmark og mange andre lande.

Men har eliteidrætten en særlig nytteværdi for samfundet, der rækker ud over den umiddelbare fascination?

Svaret er i virkeligheden ikke så enkelt. Det hollandske ministerium for sundhed, velfærd og idræt i 2011 bad sidste år idrætsforskere fra Utrecht Universitet og Mulier Instituut om at gennemgå eliteidrættens samfundsmæssige effekter. Efter et grundigt litteraturstudie kom forskerne tilbage med en rapport ’The societal meaning of elite sport’, der trods den omfattende gennemgang af eksisterende forskning er fattig på konkret dokumentation for mange af de nytteeffekter, der normalt tilskrives eliteidrætten.

I lyset af disse års kraftige internationale våbenkapløb på offentlige investeringer i eliteidræt og events leder mange regeringer og idrætsorganisationer efter rationelle argumenter for støtteprogrammerne, men meget tyder på, at argumenterne for at støtte eliteidræt først og fremmest skal findes i afdelingen for følelser og fascination snarere end i direkte nytte.

Litteraturstudiet undersøgte fire konkrete effekter af eliteidrætten. Hovedresultaterne gengives kort nedenfor:

Personlig udvikling

Talentudvikling er på dagsordenen i mange områder af samfundet, men eliteidrættens talentudvikling stiller i modsætning til andre områder store fysiske og psykiske krav til talenterne.

Samtidig sker processen sideløbende med opvæksten, hvor løbende ændringer i familieliv og uddannelse sætter atleterne under et krydspres. Forskningen er rig på eksempler på, at eliteaktive har svært ved at kombinere karrieren med uddannelse og forberedelserne til tiden efter elitekarrieren.

Omvendt viser andre studier, at eliteaktive lærer en selvdisciplin og målrettethed, som også kan komme dem til gode i uddannelsessammenhæng eller andre aspekter af livet.

Altså: Intet klart billede her. Eliteidrætten former både langsigtede tabere og vindere blandt ungdommen.

Rollemodelfunktionen

Det står helt klart, at dele af eliteidrætten giver mange mennesker underholdning og spænding, og der findes i forskningen teorier om eliteidrættens værdi som katalysator for ’kontrollerede ukontrollerede følelsesudbrud’, der skaber en vitalitet i det øvrige mere rutineprægede hverdagsliv eller fungerer som afledning for spændinger og aggression.

Omvendt findes der rige eksempler på, at eliteidræt i sig selv fører til det modsatte: vrede, skuffelse, frustration og fjendskab.

Den mest klassiske myte om eliteidrættens funktion er den såkaldte trickle-down – eller trickle-up effekt i forhold til idrætsdeltagelsen (også kaldet dobbeltpyramideeffekten), hvor ’elite skaber bredde’ og ’bredde skaber elite’. De hollandske forskere kan som andre før dem ikke finde sikre belæg for disse effekter bortset fra tilfælde med kortvarig medlemstilgang i udvalgte idrætsgrene efter større events.

Langt de fleste studier finder ingen effekt og flere sågar en negativ effekt, som forskerne kalder ’afskrækningseffekten’, når tilskuerne konkluderer, at de alligevel aldrig kan nå eliteudøvernes niveau.

Størst sandsynlighed for at opnå en begrænset effekt på den bredere idrætsdeltagelse findes i nyere idrætsgrene eller i meget velorganiserede idrætsgrene, hvor kerneeventen suppleres med målrettede hvervetiltag. Inspirationen fra eliteudøvernes præstationer i sig selv er ikke nok.

Identifikationsværdi

Eliteidrætsudøvere fremhæves ofte som rollemodeller, og eliteidrætten som en samlende faktor i et fragmenteret samfund. Men forskningen viser tillige en række eksempler, hvor eliteidrætten snarere har en negativ identifikationsværdi, fordi den kan reproducere fordomme om nationer eller befolkningsgrupper eller inficeres af doping, match-fixing, vold, snyd etc.

Forskningen dokumenterer, at unge ofte identificerer sig med deres idoler, men der er begrænset dokumentation for, at denne identifikation konkret påvirker de unges adfærd i hverdagen. Der er eksempler på, at sportsstjerner kan fungere som forbilleder ud over selve idrætten for etniske minoritetsgrupper, men samtidig viser anden forskning, at fremstillingen af etniske minoritetsgrupper eller kvindelige sportsudøvere i medierne ofte forstærker gængse fordomme og stereotyper snarere end eliminerer dem.

Der er ifølge litteraturstudiet ligeledes bevis for, at eliteidræt kan bidrage til national identitetsdannelse eller stolthed i kortere perioder, men spørgsmålet er, om idrætten blot er en katalysator for eksisterende følelser, eller om den rent faktisk i sig selv bidrager til øget stolthed og sammenhængskraft? Et større hollandsk studie fra 2008 omkring OL og EM i fodbold viste ingen større udsving, og samtidig kan identifikation også være negativ i form af overdrevet nationalisme eller skam eller frustration over dårlige resultater eller skandaler.

Økonomisk værdi

Mange studier konkluderer, at værtskabet for sportens megaevents er en effektiv PR-platform, men effekten afhænger helt af, hvordan værterne udnytter denne platform.

Helt generelt påviser bunker af forskning en i bedste fald begrænset samfundsøkonomisk effekt af store sportsbegivenheder. Litteraturstudiet advarer om, at effektstudier ofte anvender forskellig metodik, men tendensen er klart, at prog­noserne før de store events er langt mere positive end de mere forskningstunge analyser efter de store begivenheder.

Tilbage står så rapportens samlede konklusion: Den konkluderer dybest set, at eliteidrætten er vigtig, hvis vi selv synes den er vigtig. Men den konkrete dokumentation for, hvorfor eliteidrætten i givet fald er vigtig, er sværere at finde. Ønsker man at bruge eliteidræt til at fremme forskellige samfundsmæssige mål, skal der forskes og arbejdes langt mere med de konkrete virkemidler, som muligvis kan have effekt.

’The societal meaning of elite sport’ er et engelsk sammendrag af undersøgelsen, som foreligger i fuld længde på hollandsk. Udgiver er Utrecht University School of Governance. Forfattere på rapporten er Marten van Bottenburg og Sélène Brinkhof fra Utrecht Universitet samt Agnes Elling og Paul Hover fra Mulier Instituut.