Fitnesscentre dropper sur smiley
Kun et mindretal af fitnesscentre uden aftale med Anti Doping Danmark følger loven krav om, at de skal sætte en sur smiley op ved indgangspartiet.
Den lovpligtige mærkningsordning skal informere fitnesskunderne om, hvorvidt fitness-centre har indgået aftale med Anti Doping Danmark (ADD) om dopingkontrol, og samtidig motivere flere fitnesscentre til at indgå sådanne aftaler. Inden loven blev vedtaget i 2008, sagde den daværende kulturminister Brian Mikkelsen, at 50 pct. af de kommercielle centre to år senere skulle have indgået en ADD-aftale. Idans evaluering konkluderer, at det mål lige akkurat er nået. Til gengæld sætter blot 36 pct. af centrene uden ADD-aftale en sur smiley på døren, og hverken politi eller andre myndigheder håndhæver aktivt lovkravet om skiltning med en smiley. Som begrundelse for ikke at skilte med en sur smiley nævner centrene bl.a. manglende viden om mærkningsordningen, ringe tiltro til, at den nytter, eller lyst at gøre opmærksom på centrets manglende ADD-aftale samt utilfredshed med ordningen. Evalueringen kan ikke afgøre, om smiley-ordningen har flyttet kunder over i centre med ADD-aftale. Generelt afviser centre uden ADD-aftale, at ordningen har betydning for medlemmers valg af center, mens centre med dopingkontrol er mere positive. Usikkerheden understreges af, at kun 7 pct. af centrene vurderer, at aftaler om dopingkontrol som sådan har udmøntet sig i medlemsfremgang.
Føler mærkningsordning er unfair
Evalueringen konkluderer, at en del centre har begrænset kendskab til mærkningsordningen, og den manglende skiltning betyder, at en del kunder ikke får den information, som smiley’en skulle give. En del aktører i branchen efterlyser derfor bedre kontrol med, om ordningen bliver efterlevet.
Men evalueringen peger også på, at flere centre uden ADD-aftaler føler, at mærkningsordningen er misvisende og stempler dem på et unfair grundlag. Det gælder især centre, som selv vurderer, at de har en lav risikoprofil, eller som på anden vis fører en klar antidopingpolitik. Ifølge disse centre er det et problem, at mærkningsordningen alene måler anti-dopingarbejdet på, om centrene har en ADD-aftale om dopingkontrol.
Læs mere
Læs også den anden artikel om rapportens konklusioner 'Kampen mod doping deler fitnessbranchen'
Artiklen har også været bragt i Idans nyhedsbrev nr. 35