Flere kvinder ved OL i Beijing
IOC’s bestyrelse har besluttet at udvide kvindernes turnering i bl.a. håndbold og fodbold ved OL i Beijing.
Kvindeidrætten får et lille løft ved de kommende olympiske lege i Beijing om tre år. Den Internationale Olympiske Komité har på sit bestyrelsesmøde i Lausanne besluttet at udvide kvindernes turneringer i hockey, fodbold og håndbold fra 10 til 12 hold.
Samtidig bliver 3.000 meter forhindringsløb også en kvindedisciplin, ligesom IOC introducerer 10 km svømning i åbent vand for både mænd og kvinder.
Set med danske øjne er det særligt interessant, at doublerækkerne i bordtennis som ventet bliver erstattet med en holdturnering. Den danske bronzemedalje i Athen ved Maze og Tugwell kan altså ikke forsvares.
Set under ét betyder alle ændringerne, at cirka 80 flere kvinder ventes at få plads blandt de maksimalt 10.500 idrætsudøvere ved OL i 2008.
Til gengæld må de kvindelige boksere vente på olympisk deltagelse. IOC var ifølge sportsdirektør Kelly Fairweather usikker på, om kvindeboksningen havde nået en udbredelse og et niveau, som kunne berettige til en plads på programmet.
IOC’s bestyrelse afviste også at indføre en mixed doublerække i tennis, og svømmerne ikke får lov til at konkurrere i 50 meter brystsvømning, butterfly og rygsvømning. En række idrætsgrene fik samtidig afvist anmodninger om at få flere deltagende hold eller nye vægtklasser med på programmet.
1.200 dopingtest under vinter-OL
På sit bestyrelsesmøde har IOC desuden besluttet at udvide antallet af dopingtest ved de kommende vinterlege i Torino med 45 procent sammenlignet med Salt Lake City.
I alt vil der blive taget 1.200 test fra den olympiske landsby åbner i slutningen af januar til afslutningsceremonien den 26. februar.
Endelig kan den columbianske cykelrytter Maria-Luisa Calle se frem til at få sin bronzemedalje fra kvindernes pointløb i Athen tilbage. IOC's bestyrelse besluttede under legene at tage medaljen fra hende på grund af en positiv dopingtest. Men den afgørelse har den internationale sportsdomstol, CAS, netop underkendt, og IOC har derfor besluttet at give Calle sin bronzemedalje tilbage.
Ifølge BBC skyldtes Maria-Luisa Calles positive test et migrænemiddel, der indeholdt et stof, som i laboratorieanlyser kunne omdannes til et af stofferne på dopinglisten. Stoffet var ikke i sig selv forbudt.
Omvendt må amerikaneren Jerome Young efter fem år nu aflevere din guldmedalje, som han vandt som deltager på det amerikanske 4 x 400 meter stafethold ved OL i Sydney 2000.
Young blev i 1999 testet positiv for nadrolon, men det amerikanske atletikforbund tillod alligevel, at Jerome Young stillede op i Sydney. Siden har CAS slået fast, at Young ikke var berettiget til at deltage i legene, men at det ikke skulle have konsekvenser for hele det amerikanske stafethold. På den baggrund har IOC valgt at tage medaljen fra Jerome Young.