Flertal støtter aktiv international idrætspolitik
Et flertal i Folketinget vil opfordre danske idrætsorganisationer til at bære værdier som demokrati, åbenhed og menneskerettigheder ind i de internationale idrætsorganisationers arbejde, men det skal ske i respekt for idrætsorganisationernes uafhængighed.
Idrætten har store kvaliteter, når det handler om at samle mennesker fra forskellige kulturer, religioner og politiske holdninger i et fællesskab. Men samtidig bliver idrættens egen integritet i stigende grad udfordret, når lande og regimer uden respekt for grundlæggende demokratiske værdier og menneskerettigheder bruger store sportsbegivenheder til at legitimere sig selv politisk.
Netop dette dilemma var udgangspunktet for en forespørgselsdebat i Folketinget den 10. marts om relationen mellem sport og politik ved store sportsbegivenheder, rejst af tidligere kulturminister Uffe Elbæk fra Alternativet.
”Hvordan kan vi på den ene side bakke et frit foreningsliv op, som vi skal, og samtidig give udtryk for vores politiske holdninger over for værtslande, som ikke overholder menneskerettighederne? Hvor ligger vores smertegrænse,” spurgte Uffe Elbæk i sin begrundelse for at rejse debatten i folketingssalen.
Den halvanden time lange debat viste, at der i Folketinget ikke er noget bredt ønske om at diktere danske idrætsorganisationer en bestemt international politik eller spænde idrætten for politisk vogn ved f.eks. at tvinge danske idrætsorganisationer til at boykotte sportsbegivenheder i enkelte lande. I sidste ende må organisationerne i både Danmark og internationalt stå til regnskab for deres egne medlemmer, som bl.a. Liberal Alliances idrætsordfører, Leif Mikkelsen, sagde.
Sportsfolk må ikke blive gidsler
Begge sider af salen hilste debatten om idrætsorganisationernes internationale udfordringer og ansvar velkommen, og debatten viste, at der her kun er små forskelle i holdningerne på tværs af partierne. Oppositionspartierne var dog generelt mere tilbageholdende med at lægge et politisk pres på organisationerne, hvilket også kom til udtryk i et fælles forslag til folketingsvedtagelse, som er mindre detaljeret end regeringen og dens støttepartier (se boks til højre).
”Sporten må aldrig bremses. Den må klare sig selv på sine egne betingelser. Kan vi ikke lide det som politikere, må vi sige det, men det grundlæggende er, at man selv foranstalter sine ting,” sagde Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og fortsatte:
”Lad sportsfolkene være i fred. Lad dem aldrig blive gidsler i forhold til, hvad vi ellers går og mener politisk.”
Den konservative idrætsordfører og tidligere kulturminister Brian Mikkelsen advarede desuden mod, at sporten bliver brugt som moralsk stedfortræder. Han mente, at det var hyklerisk, hvis politikere lufter trusler om boykots af lande som Qatar, Kina og Rusland, når man gerne sender erhvervsdelegationer til de samme lande.
Forventninger til idrætten
Ingen partier støttede egentlige politiske sportsboykots under debatten, hvor kulturminister Marianne Jelved (R) afviste sammenligningen med erhvervslivet. Det er efter hendes mening kun rimeligt at have visse politiske forventninger til idrætten, fordi den bygger på større idealer end blot at tjene penge.
”Som stat, som demokrati skal vi respektere foreningsfriheden. Men vi kan som politikere godt have forventninger til, at idrætsorganisationerne opfører sig på demokratisk vis og baserer sig på værdier som demokrati, gennemsigtighed og fairplay. Og de danske organisationer bærer netop disse værdier med sig ind i de internationale idrætsorganisationer. Jeg håber, at de vil sætte en etisk forsvarlig dagsorden og på den måde præge de internationale idrætsorganisationers beslutninger indefra,” som hun sagde under debatten.
Den radikale kulturminister samt ordførerne fra såvel Socialdemokraterne, Enhedslisten og Liberal Alliance fremhævede i øvrigt, at Play the Game-initiativet i regi af Idrættens Analyseinstitut har vundet respekt som forkæmper for mere åbenhed, demokrati og god ledelse i international idræt. Leif Mikkelsen, der i sin tid i sin tidligere egenskab af formand for DGI, var med til at støtte etableringen af Play the Game, mente også, at organisationen kunne få en endnu stærkere rolle at spille, når partierne senere på året skal diskutere de idrætspolitiske sigtelinjer med regeringen.
Folketinget stemmer om de to forslag til vedtagelse tirsdag den 17. marts 2015.
Læs mere
Se Folketingets tv-transmission af debatten (begynder kl. 17:51:50)Se mere om forespørgslen på Folketingets hjemmesideLæs Play the Game og Idrættens Analyseinstituts internationale oplæg ’Den globale idræts krise er Danmarks store chance’
Læs om Idan/Play the Games konkrete forslag til handling fremsendt til kulturministeren