Idan Artikel 01.06.2006

Fodboldøkonomien er i bedring

De store europæiske fodboldklubber er fortsat præget af økonomisk vækst og udsigt til endnu flere tv-penge, og så er de tilmed begyndt at få styr på lønudgifterne. Udviklingen øger gabet fra dansk fodbold til de store ligaer.

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Selv om Chelsea slog alle rekorder for driftsunderskud i mesterskabssæsonen 2004-2005 og flere ligaer med den italienske i spidsen døjer med skandaler om studehandler og aftalt spil, bliver europæisk ligafodbold en stadig mere veldrevet branche.

De gode nyheder i Deloittes årlige oversigt over økonomien i europæisk topfodbold om fortsat vækst og bedre kontrol med lønudgifterne i de fem dominerende ligaer (Tyskland, England, Spanien, Italien og Frankrig) er på paradoksal vis dårligt sportsligt nyt for dansk fodbold.

Gabet til de store øges dag for dag, og det vil øges endnu mere i fremtiden, fordi eksempelvis Frankrig med virkning fra denne sæson og England fra næste sæson tager hul på nye tv-aftaler, der endnu engang har fået et ordentligt hak opad. Selv vort mindre naboland Norge har på det seneste overhalet de danske fodboldklubber på tv-siden.

Voksende gab

 De danske klubber forsvarer sig indædt ved at lede efter alternative indtægtskilder, selv om der er blandede erfaringer på området. Senest har OB netop proklameret en kommende fusioner med Odense Congress Center, mens Parken-koncernen bag FC København, Lalandia og snart fitness dk fortsat er fremragende til at tjene penge i europæisk sammenligning. De danske klubber vil muligvis også kunne nyde godt af, at købekraften på vej tilbage i europæisk topfodbold efter det dot.com-agtige sammenbrud for få år siden. Det ændrer dog ikke på, at det økonomisk gab til de største ligaer bare vokser og vokser.

Ifølge Deloitte omsatte de fem store ligaer i 2004-2005 for i alt 47 mia. kr. ud af et europæisk samlet professionelt fodboldmarked på 86,5 mia. kr. De fem store ligaer havde en vækst på 8 pct. med Bundesligaens 17 pct. vækst som europamester og Premier Leagues samlede omsætning på 15 mia. kr. som europæisk rekord.

Faldende løndudgifter

 Lige så interessant som omsætning er dog evnen til at tjene penge. Her er Deloittes glædelige budskab, at efter mange år med eskalerende spillerlønninger, er der nu for første gang tegn på, at lønniveauet falder i forhold til den samlede omsætning. Efter et årti med årlige lønstigninger i omegnen af 20 pct., faldt lønudgifterne i den engelske Premier League eksempelvis med tre pct. i 2004-2005. Det svarer nogenlunde til, at hver klub i Premier League i gennemsnit sparede hele AC Horsens' superligahold væk i sidste sæson.

Ser man bort fra Chelsea med det uudtømmelige lager af russiske oliemilliarder i ryggen, præsterede Premier League for første gang i mands minde et samlet overskud før skat i sidste sæson. Tankevækkende nok er Englands næstbedste fodboldrække, The Championship, samtidig Europas sjette største fodboldliga med en samlet omsætning på 4,8 mia. kr. På grund af tv-rettighederne er Europas vigtigste fodboldkamp faktisk ikke Champions League-finalen, men såmænd play off-finalen om oprykning til Premier League. For Watford var sejren over Leeds i dette års play off-finale ca. 435 mio. kr. værd i forøget omsætning!