Idan Artikel 20.01.2014

Første kandidat klar til FIFA-præsidentvalg

Jérôme Champagne har i London annonceret sit kandidatur til FIFA’s præsidentpost i 2015. Her kan han komme op imod så tunge modkandidater som nuværende FIFA-præsident Sepp Blatter og UEFA-præsident Michel Platini.

Skrevet af: Søren Bang
Den første kandidat har meldt sig klar som kandidat til FIFA-præsidentposten, der er på valg i 2015. På et pressemøde i London annoncerede den 55-årige tidligere franske diplomat og rådgiver for Sepp Blatter, Jérôme Champagne, sit kandidatur med støtte fra den brasilianske fodboldlegende Pelé.

Jérôme Champagne forlod i 2010 stillingen som international direktør i FIFA efter en karriere på 11 år i toppen af fodboldens verdensforbund, hvor han undervejs også beklædte posten som vicegeneralsekretær.  

Siden sin afsked med FIFA har han turneret som international fodboldrådgiver for bl.a. en række mindre fodboldforbund, ligesom han har gjort sig til talsmand for reformer i FIFA. Blandt andet talte han på Play the Games konference i 2011. I sit politiske manifest ‘Which FIFA for the twenty-first century’ hævder Champagne, at fodbolden i en globaliseret og dereguleret verden står over for syv politiske udfordringer, herunder en række økonomiske og politiske ubalancer mellem professionel fodbold og amatørfodbold samt fodbolden i Europa og resten af verden. Som modsvar opstiller han, hvad han i programmet selv kalder ‘Kuren: 11 konkrete forslag’.  Disse omfatter bl.a. en styrkelse af den demokratiske debat i FIFA, flere midler til internationale udviklings- og solidaritetsprogrammer, en udvidelse af FIFA’s eksekutivkomite med repræsentanter for spillere, ligaer og klubber samt større magt til FIFA-præsidenten, der ved fremtidige valg foreslås at skulle stå i spidsen for en liste på i alt 16 personer, der også får plads i eksekutivkomitéen og dermed sikrer præsidenten flertal. Outsider til posten Jérôme Champagne skal sikre sig opbakningen fra fem indtil nu ukendte nationale forbund før næste års valg. Desuden kan han komme op imod så stærke modkandidater som den nuværende FIFA-præsident Sepp Blatter, der muligvis vil forsøge at sikre sig endnu en valgperiode, og UEFA-præsident Michel Platini, der også nævnes som sandsynlig kandidat.

Jérôme Champagne kan derfor ikke siges at være favorit, medmindre den engelske fodboldpolitiske kommentar James Corbett har ret i, at Champagnes forhåndschancer mod Blatter synes så små, at det kan næring til tanken om, at der må stikke noget under - f.eks. at Sepp Blatter måske har indgået en aftale med Champagne om at gøre ham til sin efterfølger.

Under alle omstændigheder lægger Jérôme Champagne trods alle sine reformforslag ikke op til et frontalangreb på det ’gamle’ og skandaleramte FIFA.  I sin pressemeddelelse skriver han således, at FIFA på den ene side må tilpasse sig den moderne verden gennem reformer og på den anden side ”fortsætte det gode arbejde, der er blevet udført over de sidste 40 år under ledelse af præsidenterne Havelange og Blatter”.

Læs mere om Jérôme Champagnes kandidatur

 
 
Læs James Corbetts blogindlæg om Champagnes kandidatur