Idan Artikel 11.05.2009

Fokus på idræt for hjemløse

Idrætsprojekter for hjemløse og andre udsatte grupper kommer til debat på konference i København, den 17. juni

Skrevet af: Henrik H. Brandt

Idrættens potentiale og udfordringer i forhold til nogle af samfundets mest udsatte grupper kommer i fokus, når gadefodboldforeningen OMBOLD den 17. juni kl. 13.00-17.00 arrangerer konference om idræt for hjemløse og udsatte grupper på Københavns Rådhus. I de senere år har en lang række kommuner og organisationer søgt at aktivere udsatte grupper gennem særlige idrætsprojekter. Organisationer som OMBOLD, Dansk Værestedsidræt med flere er vokset frem. OMBOLD's konference sætter fokus på de mulige effekter ved at aktivere målgruppen med fysisk aktivitet og idræt og på udfordringerne ved at tilbyde idræt til hjemløse og andre udsatte grupper. Blandt de udefrakommende talere på konferencen er Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S), socialborgmester Mikkel Warming (Enh.), professor dr. med. Merethe Nordentoft og lektor Peter Krustrup, Institut for Idræt ved Københavns Universitet. Arrangørerne håber, at såvel forskere, praktikere som politikere er interesserede i at udveksle erfaringer og debattere indsatserne på området på konferencen, der slutter med mulighed for at overvære de københavnske mesterskaber i gadefodbold på Rådhuspladsen. Deltagelse er gratis ved tilmelding senest 10. juni.