Fokus på idrætstyper kan hjælpe foreninger

De velkendte opdelinger af idrætsudøvere i motionister og eliteudøvere, gamle og unge, mænd og kvinder tegner et forsimplet billede af de forskellige idrætskulturer, man kan møde i idrætsgrene med bred motionsappel. En spørgeskemaundersøgelse blandt 2.573 nuværende og tidligere medlemmer af Dansk Tennis Forbund (DTF), som Idan afsluttede i foråret 2010, viser, at tennisspillere i Danmark ikke er en homogen masse: Der er store variationer i, hvor ofte de spiller tennis, hvor meget de træner, hvor ofte de deltager i konkurrencer og ikke mindst, hvor meget de involverer sig i deres klubs sociale liv. Men det særligt interessante er, at man ud fra medlemmernes tennisvaner kan opdele spillerne i segmenter – ’tennistyper’ – som klubbernes tilbud i langt højere grad bør målrettes mod. 

De fire tennistyper

I rapporten træder fire tennistyper særlig tydeligt frem:

Konkurrencetennisspilleren:

1. En spillertype, der jævnligt deltager i turneringer og/eller stævner, og som primært motiveres af konkurrenceelementet i sporten. Spiller relativt ofte og er godt integreret i klubbens sociale liv.

Træningsmotionisten:

2. En spillertype, som jævnligt deltager i klubbens træningstilbud og andre tennisrelaterede arrangementer, men ikke i turneringer eller stævner. Typen motiveres af muligheden for at udvikle sine spillemæssige færdigheder, men er generelt ikke særligt aktiv i det sociale klubliv. 

Klubtennisspilleren:

3. En spillertype, der spiller tennis relativt ofte, og som har et meget stort netværk i klubben. Vedkommende motiveres primært af det sociale sammenhold med andre spillere og er meget aktiv i såvel klubbens sociale liv som dens tennisrelaterede arrangementer. 

Købetennisspilleren:

4. En spiller, som næsten udelukkende spiller tennis med sin faste tennismakker og kun bruger klubben til at reservere tennisbaner. Spiller typisk ikke særligt ofte og engagerer sig slet ikke i klubbens sociale liv.

Tallene fra medlemsundersøgelsen i DTF viste, at de fire tennistyper er gennemgående for tennissporten. De findes både i store hovedstadsklubber og små lokale foreninger i provinsen. Imidlertid er ‘tennistyperne’ næppe unikke for tennissporten. Idans undersøgelse af danskernes idrætsvaner fra 2007 viser generelt store variationer i befolkningens idrætsdeltagelse. Disse variationer er ”et ekko af det familieliv og arbejdsliv, som præger befolkningens hverdag,” som det hedder i rapporten. På samme måde er de fire tennistyper et ekko af tennisspillernes generelle livssituation, herunder deres familie- og arbejdsliv. Eksempelvis er konkurrencetennisspilleren typisk en ung mand, som endnu ikke har gjort karriere og stiftet familie, mens det modsatte gør sig gældende for de lidt ældre købetennisspillere, der søger et mere fleksibelt og begrænset idrætsengagement. I den tredje kategori, træningsmotionisten, ser man mange kvinder mellem 30 og 50 år, der på trods af tidspres fra arbejdslivet og i nogle tilfælde også familielivet har ambitioner om at forbedre deres tennisspil og derfor vælger at bruge tid på det. Endelig er klubtennisspilleren typisk lidt ældre (50+) og oplever derfor ikke det samme pres på grund af familie og karriere. Det gør, at vedkommende har tid til at spille oftere end træningsmotionisten og tillige overskud til at engagere sig i klubbens sociale liv.

Sammenhæng med livsfaseteori

Virkelighedens billede er naturligvis mere nuanceret, end ovenstående giver udtryk for. Alligevel viser medlemsundersøgelsen en klar sammenhæng mellem tennistyperne og livsfaseteorien, som kort fortalt handler om, at et individ i løbet af et liv gennemløber forskellige perioder, som er kendetegnet ved hver deres grad af frihed, tid og overskud til eksempelvis at spille tennis – eller mere generelt at dyrke motion og idræt. 

Koblingen til livsfaseteorien betyder samtidig, at en tennisspiller eller andre udøvere gennem et langt liv i sporten sagtens kan skifte type og blive mere eller mindre aktive på banen og i klubben, når livsvilkårene ændrer sig.

Kan overføres til hele idrætten

Det er da også i kombination med livsfaseteorien, at tennistyperne bliver interessante for en lang række andre idrætsgrene. 

Nedenstående figur viser:

• At det i særlig høj grad er unge, der motiveres af konkurrenceelementet, da der her er en stor andel af ’konkurrencetennisspillere’ – en andel, der i øvrigt falder med årene.
• At motivationen for at udvikle spillemæssige færdigheder uden tanke på konkurrence (’træningsmotionisten’) er særligt stor blandt et segment af spillere i alderen 30-50 år, som måske har opgivet at blive rigtig gode til tennis, men som omvendt ikke er blevet for gamle til at ville lære.
• At det særlig er de unge og de noget ældre, der ikke har hjemmeboende børn eller karrierekrav, der er ’klubtennisspillere’ med tid og lyst til at deltage i deres klubs sociale liv.
• Og endelig at der er særligt mange, som befinder sig i forældrefasen med hjemmeboende børn, der er ’købetennisspillere’ og udelukkende spiller tennis med en fast makker uden at engagere sig i deres klubs sociale liv eller øvrige aktiviteter.

Konklusionen er, at man som tennisklub – eller anden idræts- eller motionsudbyder – er nødt til at tage højde for, at de forskellige livsfaser sætter nogle rammer for, hvordan den enkelte vælger at dyrke motion og idræt. ’Idrætstyperne’ vil givetvis ikke være nøjagtig de samme i alle idrætsgrene, men udfordringerne vil typisk være de samme, hvis man som forbund eller forening ønsker at nå ud til alle medlemmerne. Derfor kan tennistyperne med fordel blive en slags model, man som motions- og idrætsudbyder tager udgangspunkt i, når man vil finde ud af, hvilke udfordringer der er forbundet med at oprette og målrette tilbud til idrætsudøvere. 

Livsfaser har betydning for tennisspilelrnes måde at dyrke sporten (pct.)