Idan Artikel 24.01.2008

Forebyggelseskommission lanceret

Regeringen har offentliggjort kommissoriet for den nye forebyggelseskommission, der skal være med til at hæve befolkningens sundhedsniveau. Mette Wier, direktør for Anvendt KommunalForskning, bliver formand.

Skrevet af: Søren Bang

Inden for det kommende år skal en ny forebyggelseskommission analysere og komme med de forslag til en forstærket forebyggelsesindsats over for usund livsstil, som Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse vurderer er årsag til op imod 40 procent af alle sygdomme og tidligere dødsfald. Ifølge det offentliggjorte kommissorium får forebyggelseskommissionen til opgave at:

  • Analysere hvilke sundhedsmæssige udfordringer samfundet står overfor i dag og på baggrund heraf vurdere, hvilke indsatsområder der fremover bør prioriteres.I denne prioritering skal der også tages hensyn til, at den enkeltes personlige ansvar for egen sundhed styrkes.
  • Komme med forslag på et dokumenteret og omkostningseffektivt grundlag, der kan styrke den forebyggende indsats, herunder med særligt fokus på mindre ressourcestærke grupper.
  • Undersøge konsekvenserne af differentieret moms, hvor momsen på frisk frugt og grønt sættes ned.
  • Kortlægge og vurdere virkningen af allerede eksisterende ordninger med henblik på omprioritering og målretning af eksisterende initiativer og nye forslag.
  • Inddrage internationale erfaringer og ekspertise, hvor det skønnes nødvendigt.
  • Vurdere de økonomiske og administrative konsekvenser af forslagene på kort og lang sigt, herunder mer- og mindreudgifter ved forslagene.

I spidsen for kommissionsarbejdet står Mette Wier, der er direktør for Anvendt KommunalForskning. De øvrige ni medlemmer udpeger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen senere.

Munder ud i handlingsplan

Kommissionen skal færdiggøre sin betænkning i begyndelsen af 2009, hvorefter regeringen i samarbejde med regioner og kommuner vil udarbejde en national handlingsplan for forebyggelsesarbejdet frem mod 2015. 

Som overordnet mål vil regeringen forlænge den gennemsnitlige levetid med tre år inden for de næste 10 år. I dag ligger Danmark midt i feltet af EU-lande med en gennemsnitlig levealder på cirka 78 år. 

Læs mere

 
 

Se oversigt over forventet middellevetid i EU-lande