Foredragsrække i jubilæumsår
Institut for Idræt på Københavns Universitet markerer sit 100-års-jubilæum med en formidlingsrække om uddannelse og forskning i idræt.
I 2009 er det 100 år siden, at det blev muligt at læse idræt på Københavns Universitet. Institut for Idræt markerer jubilæet med en større formidlingsrække hen over efteråret for alle med interesse i idræt og ikke mindst idrætsforskning. Det første arrangement afholdes onsdag den 16. september, hvor professor Else Trangbæk fortæller om idrætsuddannelse og idrætsforskning på Københavns Universitet gennem 100 år. Herefter tegner lektor Kurt Jørgensen et portræt af lægen Johannes Lindhardt, der blev universitetets første docent og senere professor i gymnastikteori. Senere foredrag sætter bl.a. spot på videnskabsteori inden for idrætsforskning, gymnastikteoriens udvikling til humanfysiologi og samfundsvidenskab, idrættens sammenkobling med sundhedsbegrebet og helt nye forskningstendenser på idrætsområdet. Find link til fuldt program og datoer nedenfor. Alle foredrag finder sted fra kl. 15-17 i Store Auditorium, Institut for Idræt, Nørre Allé 53 i København. Det er gratis at deltage.