Idan Artikel 20.05.2020

Foreninger og faste træningstider får rullesport til at vokse

Hvis flere danskere i fremtiden skal skate og løbe på rulleskøjter, så skal der ikke blot bygges gode faciliteter. Faciliteterne skal fyldes med aktiviteter, trænere og fællesskabsfølelse.

Der bliver skatet, scootet og skøjtet som aldrig før i Rullesport Danmark. Forbundet, der dækker over syv forskellige sportsgrene på hjul – alt lige fra løbehjulssporten scoot til skateboard – er for andet år i træk vokset betydeligt. Ifølge tal fra Danmarks Idrætsforbund (DIF) har landets rullesportsforeninger kunne byde velkommen til yderligere 3.391 personer, hvilket svarer til en stigning på 73 pct. fra 2018 til 2019.

En af de foreninger, der i høj grad har kunne mærke den øgede interesse for sporten, er Urban Street Zone i Brande. På bare et år er foreningen vokset fra 235 til 1.364 medlemmer og udgør nu Danmark største forening under Rullesport Danmark. Her er der både klubhus, trænere og faste træningstider, og det er vigtige elementer, hvis man vil tiltrække medlemmer. Fede faciliteter er ikke nok i sig selv, mener Rune Lyager, der er formand i Urban Street Zone, som startede på en parkeringsplads i 2017.

Klubben fandt hurtigt ud af, at de havde brug for tag over hovedet i vintermånederne for rigtigt at kunne tiltrække nye medlemmer, så de fandt frem til en hal, der kunne fungere som hjemsted for klubbens medlemmer. Med et sponsorarrangement og et møde med Ikast-Brande Kommune sikrede klubben sig 78.000 kr. og lokaletilskud, og efter 62 dages intenst byggeri af ramper kunne Rune Lyager byde velkommen til det nye indendørs skaterparadis. En vigtig forudsætning for klubbens succes, mener han.

”Betonparker skyder op som padehætte udenfor, og de er nice at skate i, men du kan ikke skabe nogen tilblivende vækst. Der mangler et klubhus, hvor man kan bygge et fællesskab op, og hvor folk har lyst til at hænge ud. I Urban Street Zone er der desuden en træner til at tage imod dig og introducere dig til fællesskabet, og det er stadig meget nyt i den her sport,” forklarer Rune Lyager.

Gadeidrætten inspireres af traditionelle foreningsidrætter

Ifølge Maria Nube, der er udviklingskonsulent i Rullesport Danmark, er Urban Street Zone en af de foreninger, der har taget foreningstanken allermest til sig.

”Vi ser, at der er flere af vores foreninger, som henter inspiration fra de traditionelle idrætter og eksempelvis arrangerer træning på bestemte tidspunkter og for specifikke målgrupper, og det gør sig også gældende for Urban Street Zone,” siger hun.

Spørger man ph.d. og indehaver af Active Research, Maja Pilgaard, der er tidligere forskningsleder i Idrættens Analyseinstitut, er det en helt naturlig udvikling, at rullesporten efterhånden ændrer organiseringsform og i højere grad afspejler den traditionelle idrætsforening.

”Rullesporten gennemgår samme modningsproces som alt andet foreningsidræt har gennemgået gennem historien. Den er startet lidt tilfældigt og ukoordineret og har været en subkultur, men nu er der måske sket det, at skatermiljøet efterhånden består af nogle modne mænd, som er blevet fædre og har større interesse i at drive det her videre i en mere organiseret form for at gøre sporten mere tilgængelig for nye målgrupper,” siger hun.

Urban Street Zone i Brande startede på en parkeringsplads og har nu udvidet til 2000 kvm skatehal. Foto: Urban Street Zone

Trænerne skal agere rollemodeller

Rune Lyager betegner netop sig selv som skater af den gamle skole, og mange af hans bekendte har stadig den holdning, at der er tale om en selvorganiseret sport, hvor den fede session opstår tilfældigt og ikke kan fremprovokeres af en træner.

”Men det er jo heller ikke det, vi skal. Vi skal få folk til at være glade for sporten, og så kan den gode træning opstå, når de tager op i hallen selv. Men vi skal være rollemodeller. Det er jo ikke anderledes, end at man kommer til fodbold første gang, og træneren introducerer. Det har bare aldrig været afprøvet i denne sport, men det er folk ved at få øjnene op for nu,” forklarer Rune Lyager, der derfor fra starten har sørget for, at foreningen kunne tilbyde decideret træning, hvor medlemmer kan blive introduceret til nye tricks.

Spørger man Maria Nube, så er hendes fornemmelse også, at det er i foreninger, hvor der er en aktiv bestyrelse, der stabler aktiviteter på benene, at der sker den største udvikling rent medlemsmæssigt.

”Selvom foreningen måske har nogle gode faciliteter, så skal der sættes noget i gang, for at det kan bringe noget sjæl ind i foreningen, og desuden er mit bud, at hvis man selv har været med til at stable faciliteten på benene, så giver det en anden ejerskabsfornemmelse,” siger Maria Nube.

Foreninger skal bygges op nedefra

I Urban Street Zone er man af samme overbevisning. Rune Lyager håber, at landets kommuner eller rullesportsinteresserede vil have det med i sine overvejelser, hvis de går med tanker om at starte noget op.

”Mange kommuner vil gerne lave noget stort, men det nytter ikke noget, at kommunen kommer med 20 mio. kr. og siger ’nu skal I lave det her storstilede arkitektprojekt, og så skal I sætte de her kreative mennesker ind i en ramme, som egentlig er færdigbygget’. Det kommer ikke til at fungere. Det skal vokse nedefra, og medlemmerne skal have ejerskab,” siger han.

I forbundet kan man godt nikke genkendende til problemet med faciliteter, der ender med at stå mere eller mindre tomme.

”For kommunerne er der gået lidt mode i at bygge nogle store faciliteter, men hvis de bare bliver bygget, uden at man tager en snak med dem, som skal bruge dem, så får de ikke den ønskede effekt. Så er der måske en kant, som gør, at man ikke kan bruge rampen på den rigtige måde. I Padborg har vi f.eks. set, at der er nogle håndværkere, der har bygget en hal, men så går det lidt i stå, fordi der ikke var nogen, der brændte for driften. Så det er vigtigt, at man har nogle med, der kan få det til at fungere i alle faser af udviklingen,” siger Maria Nube, der har forhåbninger om, at sporten slet ikke er færdig med at udvikle sig.

Den Nationale Platform for Gadeidræt kan have haft betydning for væksten

I perioden 2015 til 2017 modtog Den Nationale Platform for Gadeidræt, der er et initiativ under GAME, en bevilling på 15 mio. kr. af Nordea-fonden. Pengene gik til at støtte 355 forskellige gadeidrætsprojekter. Sidenhen er der blevet bevilget yderligere 15 mio. kr. til uddeling i perioden 2018-2020. Ifølge Maja Pilgaard kan noget af medlemsudviklingen skyldes, at nogle af disse projekter sidenhen er vokset.

”Platformen begyndte at uddele midler i 2015, og nu ser vi måske næste bølge, hvor man begynder at etablere sig som forening, fordi det er næste naturlige skridt og ofte et krav i forhold til at sikre driften og en videreudvikling af de aktiviteter, der skal foregå i faciliteterne,” siger Maja Pilgaard.

Desuden tilskriver hun noget af den positive medlemsudvikling, at skateboard er kommet på OL-programmet og derfor siden maj 2018 har været en del af Rullesport Danmark og altså bidraget til en yderligere vækst i antallet af medlemmer.

Det er Maria Nube enig i og peger på, at alle sportsgrenene nu har fået tilknyttet sin egen såkaldte sportskomite.

”For hver af vores sportsgrene har vi en sportskomite, der arrangerer udlandsture, camps, danmarksmesterskaber osv. Den sportskomité, som tager sig af løbehjul, eller det vi kalder scoot, kører rigtig godt, og de er begyndt at lave nogle spændende aktiviteter. Det har betydet, at dem som måske har dyrket løbehjul uorganiseret, nu kan se en fordel i at melde sig ind i en forening, så de kan deltage i de aktiviteter,” siger hun og henviser til, at et medlemskab i en forening er et krav for at deltage i f.eks. DM.

Når medlemstallene skal gøres op igen næste år, regner Maria Nube bestemt med, at der er kommet endnu flere medlemmer til. 

”Vi har helt klart forventninger om yderligere vækst. Der er mange, som dyrker sporten, men som ikke nødvendigvis er medlem af en forening, og der er også potentialer i forhold til at få dannet flere foreninger, som kan organisere sporten. Derudover ser vi, at f.eks. løbehjul stadig er meget nyt og slet ikke har peaket, og det er bestemt en sport i vækst - også internationalt,” siger hun.

Download rapporterne

Ung dreng og barn spiller basket. Foto: Caroline Bohn
Idan Udgivelse september 2017
Danskernes gadeidrætsvaner
To gutter står på rulleskøjter. Foto: Colourbox
Idan Udgivelse marts 2018
Udbydere af gadeidræt
Piger på skateboard. Foto: Jakob Frisk
Idan Udgivelse september 2017
Evaluering af gadeidrætsprojekter

Læs lignende nyheder

Idan Artikel 13.10.2017
Direkte støtteform skaber en bred vifte af aktiviteter
Mand på skateboard.
Idan Artikel 20.05.2020
To nye facilitetskategorier til gadeidræt er nu en del af Facilitetsdatabasen
Fitnessudøvere
Idan Artikel 11.12.2024
Ny opgørelse: Trods forsigtighed i fitnessbranchen fortsætter væksten
Børn der spiller fodbold
Idan Artikel 24.10.2024
Ny undersøgelse af faciliteter og idrætten i Grønland skal hjælpe kommunerne med at lave facilitetsstrategier
Piger der spiller fodbold
Idan Artikel 08.10.2024
Idan undersøger brugernes tilfredshed med idrætsanlæg i Gladsaxe Kommune
Svømmehallen i Kildeskovshallen
Idan Vifo Artikel 12.09.2024
Ny rapport undersøger, hvordan kommuner kan få flere borgere til at bruge idræts- og kulturinstitutioner
Idan Artikel 04.04.2024
Ballerup Kommune sætter gang i udviklingen af lokal idrætspark
Mand på bibliotek
Idan Vifo Artikel 29.02.2024
Idan undersøger borgernes tilfredshed med idrætsanlæg og kulturfaciliteter i Gentofte Kommune