Forenings- og selvejende faciliteter er skyld i de jyske kommuners høje placering på Idans Facilitetsindeks 2023

Tidligere på året udgav Idrættens Analyseinstitut (Idan) facilitetsindekset for 2023, der viste, at en stribe jyske kommuner har den bedste facilitetsdækning. Facilitetsindekset er et udtryk for facilitetsdækningen i kommunen målt på antallet af borgere pr. facilitet samt diversiteten af faciliteter i kommunen. I denne artikel ser vi nærmere på, hvorfor det danske facilitetslandskab ser ud, som det gør.  

Tidligere opgørelser har vist en tendens til, at jo længere østpå man bevæger sig, jo mere vil idrætsfaciliteterne være kommunens ansvar, mens de mod vest i højere grad vil være et anliggende for civilsamfundet – forstået på den måde, at idrætsfaciliteterne ejes og driftes af foreninger og som selvejende institutioner.  

Mange forenings- og selvejende faciliteter i Jylland og på Fyn 

Nu viser nye opgørelser fra Facilitetsdatabasen imidlertid og måske lidt overraskende, at der relativt set ikke er så store forskelle i antallet af kommunalt ejede eller for den sags skyld privatejede faciliteter på tværs af landets kommuner (se figur 1).

Til gengæld har Jylland og Fyn et stort antal foreningsejede og selvejende faciliteter, der samlet set gør, at de har en bedre facilitetsdækning.  

Figur 1: Antallet af ’faciliteter’ fordelt på ejerforhold og regioner 

Figuren viser fordelingen af ejerforhold i de fem forskellige regioner, opgjort på baggrund af det samlede antal faciliteter (n=21.574). Kategorien ”Andet” er udeladt i denne figur. At der regnes i ’antal faciliteter’ betyder, at vi har taget udgangspunkt i antallet af eksempelvis fodboldbaner fremfor blot fodboldanlæg, etc. Omregningen er sket i de facilitetskategorier, hvor det giver mening, og hvor der er data til rådighed. 

Hvis man for eksempel sammenligner antallet af faciliteter i Midtjylland med antallet i Hovedstaden, er der cirka 1.000 flere faciliteter i det jyske, selvom der bor knap en halv million flere indbyggere i Hovedstaden.

Der er selvfølgelig forskel på typerne og størrelserne af de forskellige faciliteter, men de mange flere faciliteter i Midtjylland udgøres især af de mange selvejende og foreningsejede faciliteter.  

For de forskellige regioner udgør de selvejende og foreningsejede faciliteter henholdsvis 45 pct. i Nordjylland, 41 pct. i Midtjylland, 35 pct. i Syddanmark, 29 pct. på Sjælland og 19 pct. i Hovedstaden af det samlede antal faciliteter. 

En ting er antallet af faciliteter - noget andet er, hvor mange borgere der i gennemsnit skal deles om dem.

Figur 2 viser facilitetsdækningen på tværs af de fem regioner. I for eksempel Region Nordjylland skal 692 borgere i gennemsnit deles om en kommunalt ejet facilitet, mens der er 988 borgere om at dele en foreningsejet facilitet. 

Ser man på de kommunalt ejede faciliteter, er der generelt en meget lille forskel i facilitetsdækningen på tværs af regionerne, mens der modsat er store forskelle i antallet af borgere pr. selvejende eller foreningsejede facilitet.

Figur 2: Borgere pr. ’facilitet’, fordelt på ejerforhold og regioner (antal): 

Figuren viser forholdstallet ’antal regionsborgere pr. facilitet’ fordelt på faciliteternes ejerforhold (n=21.574). I figuren er kategorien ’Andet’ udeladt. 

Faciliteternes ejerforhold skyldes flere ting 

Der er flere årsager til, at faciliteternes ejerforhold fordeler sig, som det gør.  

Først og fremmest kan forskellene antages at være historisk betingede.

Mange af de nuværende faciliteter er anlagt før 1970’erne, hvor den første store kommunalreform reducerede antallet af landets kommuner fra ca. 1000 til 300. De små sognekommuner havde hverken ansvaret for eller de økonomiske kræfter til at anlægge og drive kommunale faciliteter, og især i landkommunerne var det derfor op til civilsamfundet at tage initiativet. 

Samtidigt har den hastige byudvikling betydet, at især storbykommunerne har været nødt til at indtænke faciliteter som en del af byplanlægningen, hvis borgerne skulle have mulighed for at dyrke idræt.

I de mere tyndtbefolkede egne har der ikke været det samme presserende behov for, at kommunen skulle tage affære, og derfor har det også her været op til civilsamfundets aktører at tage initiativet, hvis de ønskede nye faciliteter. 

Dernæst er der de økonomiske forhold.

Udbygningsgraden i de forskellige kommuner – og dermed muligheden for at anlægge faciliteter – samt prisen på jord er og har været forskellige på tværs af landet. Det har alt andet lige været billigere for en forening at købe og anlægge en fodboldbane et sted i Vestjylland, end det har været at gøre det samme i Hovedstadsområdet. 

For det tredje kan det heller ikke udelukkes, at der kan være kulturelle forskelle mellem henholdsvis land og by samt Vestdanmark og Østdanmark.

Foreningslivet og højskolebevægelsen havde som bekendt sine rødder i Vestjylland og på Sydfyn, og her kan civilsamfundets ’måde at gøre tingene på’ – forstået på den måde, at man organiserer sig, engagerer sig og arbejder mod et fælles mål som for eksempel at anlægge og drive en facilitet – aflæses i dagens facilitetslandskab.

Undgå de hurtige konklusioner

Når man taler om faciliteter og facilitetsdækning, er det vigtigt ikke at drage hurtige konklusioner om, hvilke landsdele der har de bedste muligheder for at dyrke idræt på baggrund af de opgjorte tal.

Årsagen er, at antallet af faciliteter ikke kan stå alene – det er i lige så høj grad et spørgsmål om faciliteternes kvalitet og aktiviteterne i dem, lige som det er vigtigt, om faciliteterne opleves som værende ’tilgængelige’ i bred forstand.

Det, at en landsdel har mange faciliteter, betyder altså ikke nødvendigvis, at faciliteterne bliver anvendt, eller at der er trænere, frivillige og medlemmer til at skabe liv i dem.  

Denne artikel belyser altså kun ejerforholdene for de forskellige faciliteter og fordelingen af dem på tværs af regioner, men det er også vigtigt at belyse driftsforhold, anvendelsesgraderne, kvaliteten, aktiviteterne og mange andre elementer for at forstå det danske facilitetslandskab.