Idan Artikel 11.02.2008

Fornyet kritik af IOC-kandidatur

Efter TV2’s manglende held med at få et interview med kronprins Frederik rejser en række af avisernes lederskribenter nu hård kritik af hans OL-kandidatur.

Skrevet af: Søren Bang

Debatten om kronprins Frederiks kandidatur til den Internationale Olympiske Komité, IOC, tager til i styrke. Hen over weekenden har en række aviser på leder- og kommentatorplads i hidtil uset skarpe vendinger kritiseret Kongehusets olympiske ambitioner. Kritikken tog en ny drejning, efter at TV2 i torsdags bragte et kritisk indslag om, hvordan man gennem mere end et år har forsøgt at få et interview med kronprinsen uden held.Siden blev presset forstærket, da DIF og Team Danmark fredag ved præsentationen af et nyt OL-website kunne bringe et eksklusivt tv-interview med kronprinsen. Her sagde kronprins Frederik blandt andet, at han i IOC vil overlade de politiske spørgsmål til andre. En udmelding, som øjensynligt har kastet benzin på bålet.

Et IOC-medlem skal stå til ansvar

Berlingske Tidende kalder på lederplads udmeldingen for helt ude af trit med realiteterne: 

”IOC er en milliardvirksomhed med mange politiske aspekter. Det er mere end nogen sinde et idrætspolitisk organ, hvor Danmark ikke har brug for en kongelig deltager med mundkurv på og uden ret til politiske meninger, men hvor vi som nation bør have en stærk og modig røst i den globale idrætspolitik. Og vi har brug for en repræsentant, der også kan stå til ansvar for sine meninger og holdninger i den hjemlige idrætspolitiske debat.” Berlingske Tidende opfordrer på den baggrund statsministeren til at forklare kronprinsen, at han bør trække sig.

På vej ud i spinatbedet

Det samme budskab kommer fra Jyllands-Postens lederskribent, der mener, at et politiserende kongehus hurtigt kan blive et forhenværende kongehus. 

”Faktisk har kronprinsen allerede bevæget sig så langt ud i spinatbedet, at han under ingen omstændigheder kan bevæge sig tilbage med den fulde kongelige ære og værdighed i behold. Han kan se frem til endnu flere problemer og pinlige konfrontationer, jo længere han fastholder sit kandidatur, så det drejer sig om at minimere skaden. DIF-interviewet tjener kun til at understrege det pinlige i hele sagen.”

Kronprinsen må trække sig

Mest radikal er Politikens politiske kommentator, Peter Mogensen, der bl.a. med henvisning til sine erfaringer som tidligere sekretariatschef i Statsministeriet mener, at kronprinsens position ikke kan forsvares, og at en hurtig forfremmelse til konge kan være en måde at få kronprinsen af krogen. 

Det forslag bliver af flere læsere kritiseret for at skyde over målet, ligesom nogle mener, at debatten om IOC-kandidaturet er kommet ud af proportion i medierne. Men tilbage står, at IOC-kandidaturet har udviklet sig til noget, der ligner en regulær politisk krise, selv om alle anerkender kronprinsens idrætslige engagement. Ud over de tre nævnte dagblade har Ekstra Bladet, Århus Stiftstidende og B.T. i de seneste dage enten vendt sig mod kandidaturet eller rejst spørgsmålstegn ved hans forsøg på at holde sig ude af den politiske debat. 

Læs mere

 
 
Læs også Idans kommentar om kronprinsens kandidatur skrevet ved offentliggørelsen i oktober 2006