Idan Artikel 26.10.2017

Forskningsprojekt undersøger idrætsanlægs fysiske tilstand

Den fysiske tilstand på 500 idrætsfaciliteter i 23 kommuner bliver nu undersøgt i forskningsprojektet ’Fremtidens idrætsfaciliteter’. Oplysningerne kan være med til at give svar på, hvad faciliteternes tilstand betyder for brugeroplevelsen.

Skrevet af: Jonna Toft

Lige nu er de kommunalt bygningsansvarlige for 500 idrætsfaciliteter på 290 anlæg i 23 kommuner i gang med at registrere, hvordan den fysiske tilstand er på faciliteterne.

”Er adgangsområdet klart oplyst? Hvordan er gulvet? Hvordan er indeklimaet? De fysiske forhold har en betydning for brugeroplevelsen, som det bliver spændende at få større viden om,” forklarer adjunkt, ph.d. Evald Bundgård Iversen fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) på Syddansk Universitet.

CISC og Idan står bag forskningsprojektet ’Fremtidens Idrætsfaciliteter - drift, ledelse og organisering’.

Forskerne er nu gået i gang med anden fase i forskningsprojektet, som omfatter registrering af brugertilfredshed og kapacitetsanalyse i 23 kommuner, og hvor faciliteternes fysiske tilstand og æstetiske kvaliteter skal afdækkes.

Således samler forskerne op på mere end 24.000 aktivitetsregistreringer og over 25.000 svar på spørgeskemaer om brugertilfredshed i forhold til anlæggene i de 23 kommuner. Svarene afrapporteres til kommunerne i løbet af efteråret 2017, mens data på faciliteternes fysiske tilstand, der først indsamles nu, forventes at kunne ske til foråret.

Den nuværende viden om danske idrætsfaciliteters stand og æstetiske kvaliteter er begrænset. Men med inddragelsen af sådanne faktorer ved siden af forskningsprojektets andre fokusområder bliver det nu muligt at få et langt mere præcist billede af, hvad der har betydning for brugeroplevelsen og brugertilfredsheden.

Hvilken rolle spiller f.eks. forhold om facilitetens fysiske tilstand og kommunens organisering og styring for brugertilfredsheden? Og er der sammenhæng mellem anlægsledernes uddannelsesniveau og brugertilfredsheden?

”Sammen med de data, vi har indsamlet i de øvrige faser af forskningsprojektet, får vi efterhånden mulighed for at tegne et mere komplet billede af, hvad der har betydning for brugertilfredshed og kapacitetsbenyttelse i idrætsanlæggene. Vores ambition er at præsentere kommuner og anlægsledere for denne nye viden på en måde, der giver mening for dem. Og forhåbentlig giver dem de nødvendige redskaber til foretage ændringer, som får reel betydning for brugerne,” siger Evald Bundgård Iversen.

I sidste fase af forskningsprojektet udvælges et antal kommuner og idrætsanlæg til en række mere dybdegående case-analyser, der blandt andet bygger på dokumentstudier og kvalitative interviews. Målet er at få en endnu dybere forståelse af forhold omkring idrætsanlægs organisering, styring og ledelse.

Læs mere om temaet

Tom idrætshal
Idan Tema

Faciliteter