Idan Artikel 14.04.2008

Forslag om agentur mod korruption

Der er brug for et internationalt agentur mod korruption i sport, mener bookmakingfirmaet Betfair efter flere eksempler på fiksede kampe.

Skrevet af: Søren Bang

Korruptionen i international sport er set med bookmakerøjne så omfattende, at der er brug for en koordineret og samlet indsats mod problemet. Bookmakerfirmaet Betfair foreslår derfor, at det internationale agentur mod doping, WADA, også får til opgave at bekæmpe økonomisk korruption og kriminalitet. Den aktuelle anledning er en række eksempler på, at sportsudøvere har været med til at fikse kampe, som der er blevet væddet på hos online-bookmakere. Bl.a. er en kamp med den russiske tennisspiller Nikolay Davydenko under efterforskning, ligesom fodboldkampe jævnligt er under mistanke. Ifølge Betfairs direktør, Mark Davies, er den form for økonomisk kriminalitet sammenlignelig med doping. Han efterlyser derfor et nyt organ, som kan bekæmpe alle former for korrupt adfærd ”Jeg kan ikke se forskellen på, at en sportsmand forsøger at snyde ved at forbedre sin præstation gennem doping eller bevidst gør den ringere for at score en fortjeneste på det,” siger han til den new zealandske avis Sunday Star Times.

På linje med Dick Pound

Dermed ligger han på linje med WADA’s tidligere præsident, Dick Pound, der på Play the Games konference i efteråret, talte for, at man internationalt opretter et organ til korruptionsbekæmpelse med WADA som forbillede. 

"Det er et spørgsmål, som idrætten burde overveje langt mere bevidst og fordomsfrit, end det er tilfældet i dag. Akkurat som doping er korruption i idrætten omfattet af en 'omerta' (tavshedens lov, red.)," sagde Dick Pound på konferencen. Hans forslag retter sig dog ikke specielt mod ’matchfixing’, men derimod mod den generelle og udbredte korruption i dele af den internationale idræt. Senest har den igangværende retssag mod det en række topfolk fra det nu krakkede sportsmarketingfirma ISL afsløret, at det schweiziske firma alene i årene 1989-2001 udbetalte bestikkelse for mindst 648 mio. kr. til internationale idrætsledere i form af skjulte ’honorarer’ og ’kommissioner’ for attraktive tv- og sponsoraftaler. 

Læs mere

 
 
Læs Sunday Star Times’ artikel om Betfairs forslagLæs Henrik H. Brandts kommentar om retssagen mod ISL’s topfolkLæs Idan.dk’s artikel om korruptionsdebatten på Play the Games konference