Fortolkningskrig om EU-dom
Tilhængere og modstandere af de nationale spillemonopoler strides om fortolkningen af en ny afgørelse fra EF-domstolen, der underkender dele af den italienske spillelovgivning.
Det var i strid med EU-traktatens principper, da Italien på forhånd nægtede at give børsnoterede selskaber licens til at udbyde sportsvæddemål, slår EF-domstolen fast i en ny dom.
Men der er stor usikkerhed om dommens rækkevidde og betydning for de nationale spillemonopoler. Næsten rituelt fortolker repræsentanter for de nationale monopoler og de private spiludbydere afgørelsen stik modsat.
Mens Danske Spil og dens søsterselskaber i Europa ser dommen som en bekræftelse på, at de nationale spillemonopoler er i overensstemmelse med EU-retten, kalder bl.a. Bwin dommen for endnu en milepæl mod liberaliseringen af de europæiske spillemarkeder.
Traktatstridigt licenssystem
Det står fast, at domstolen i den såkaldte Placanica-sag har afgjort, at de italienske myndigheder ikke kan straffe lokale agenter for at formidle spil for bookmakeren Stanleybet, selv om de ikke har haft gyldig licens til at udbyde spil.
Ifølge domstolen strider hele det italienske licenssystem, som omfatter cirka 1.000 licenshavere, mod tjenesteydelsernes fri bevægelighed, fordi børsnoterede selskaber på forhånd har været udelukket fra at søge om en tilladelse.
EF-domstolen afviser i den forbindelse myndighedernes påstand om, at forbudet mod de børsnoterede selskaber bl.a. skulle forhindre organiseret kriminalitet, for det mål kunne være nået med andre midler end en forhåndsudelukkelse. Kravet er i øvrigt også blevet fjernet fra italiensk lovgivning ved fremtidige licenstildelinger.
Til gengæld siger dommen ikke noget om, hvor mange licenser staten skal udbyde. Det er, understreger domstolen, op til de nationale domstole at afgøre, om en begrænsning af antallet af licenser på reel vis er med til at begrænse bl.a. kriminel spilleaktivitet. En målsætning, som helt legitimt kan begrunde indskrænkninger i den frie bevægelighed.
Blåstempling af monopoler
Det ser Danske Spil og den europæiske organisation for statslotterier, European Lotteries, som en blåstempling af de statslige monopoler.
”Retten bekræfter, at en medlemsstat har ret til at afgøre, om antallet af operatører, den tillader, er tilstrækkeligt. Dette omfatter muligheden for at give rettighederne til en enkelt operatør,” skriver European Lotteries i en pressemeddelelse.
Både her og i Danske Spil hæfter man sig også ved, at dommen anerkender, at autoriserede operatører i et vist omfang har lov til at udbyde nye spil, lave markedsføring og introducere f.eks. internetspil for at være attraktive i kampen om kunder.
”Dermed kan man slå fast, at dommen ikke bringer noget som helst relevant nyt i forhold til den dom, Østre landsret i november 2006 afsagde i forbindelse med sagen imellem Ladbrokes og Skatteministeriet. Her blev det som bekendt slået fast, at den danske lovgivning på spilleområdet er i overensstemmelse med EU-lovgivningen,” siger Danske Spils administrerende direktør, H.C. Madsen.
Et skridt mod privatisering
Hos bettingselskaberne er holdningen den stik modsatte. Her opfattes den seneste afgørelse som et klart skridt mod en liberalisering af de europæiske spillermarkeder.
“Dette vil fremskynde nedbrydningen af de eksisterende monopoler i Europa. Monopolernes tid er ovre,” siger Unibets direktør Peter Nylander ifølge nyhedstjenesten Egaming review.
Bwin skriver i en pressemeddelelse, at ”dommen er endnu en vigtig afgørelse for friheden til at udbyde tjenesteydelser som en af den Europæiske Unions væsentlige søjler.”