Fra Berlin til Beijing
En ny bog af idrætshistorikeren Hans Bonde ’Oprøret i parken’ trækker linjer fra dansk idræt under Besættelsen til OL i Beijing.
Da idrætshistorikeren Hans Bonde på konferencen ’OL i Kina: Medaljens pris’ i Århus i begyndelsen af juni holdt et indlæg, der opfordrede danske eliteaktive til at sætte sig grundigt ind i Kinas politiske brug af OL i Beijing for at undgå at blive brugt i et propagandistisk spil for et totalitært styre, gav det nærmest anledning til skænderi mellem idrætshistorikeren og af Danmarks førende Kina-eksperter.
Såvel journalisten Flemming Ytzen som samfundsforskeren Clemens Stubbe Østergaard havde forinden i indlæg om Kinas enorme fremmarch med kurs mod at blive verdens førende økonomi afvist enhver form for boykottankegang i forhold til OL.
Clemens Stubbe Østergaard tilbageviste Hans Bondes sammenligninger med OL i Berlin i 1936 som langt ude på overdrevet. Dels er OL ikke kun regimets sag, men en folkelig sag. Dels er Kina langt hen ad vejen er bundet ind i internationalt samarbejde, ikke styret af en aggressiv territorialt krænkende ideologi som nazisterne og i øvrigt også i gang med gradvise forbedringer af menneske- og borgerrettighederne.
Næring til debatten
Den heftige debat mellem fortalere for OL i Beijing og kritikere af et totalitært regimes brug af værtsrollen til politiske formål vil få ny næring i Hans Bondes nye bog 'Oprøret i parken’.
Bogen bygger videre på Hans Bondes meget roste bog fra 2006 ’Fodbold med fjenden’ om dansk idræts samkvem med Tyskland i 1930’erne og under Besættelsen. Med udgangspunkt i et folkeligt oprør blandt tilskuerne under en kamp mellem et dansk og et østrigsk hold den 5. juni 1941 kigger den nye bog ikke kun på det officielle danske idrætssamkvem med tyskerne, men også på den folkelige modstand mod den nazistiske besættelsesmagt, som ligeledes kom til udtryk gennem sporten og tilskuernes reaktioner.
I et afsluttende kapitel trækker bogen linjer til OL i Beijing og stiller spørgsmålet, hvordan politikere, idrætsorganisationer og journalister bør forholde sig til et totalitært regimes legitimering af sig selv gennem store idrætsarrangementer. I den forbindelse lægger bogen op til en ny debat om forudsætningerne for overhovedet at bruge erfaringerne fra OL i Berlin i den aktuelle debat om OL i Beijing. Hans Bondes væsentligste pointe er, at selv om man fra dansk hold ikke ønsker at blande sport og politik, kan det ikke undgås, når modstanderne, det være sig naziregimet Tyskland eller det totalitære regime i Kina, åbenlyst anvendrer sporten som politisk redskab.