Idan Artikel 08.11.2014

Fra klassisk landbokultur til moderne markedsaktør

Nye måder at forstå DGI og foreningerne på i det danske idrætsmarked var i centrum i DGI-formand Søren Møllers beretning på DGI’s årsmøde 2014. Men idrætten er andet end marked og vækst og skal huske sin egenværdi, bemærkede kulturminister Marianne Jelved.

Skrevet af: Ditte Toft

Farvel til den klassiske organisation med rødder i landbokulturen og goddag til et DGI som værdibaseret nonprofit aktør på det danske idrætsmarked. Sådan lød status fra DGI-formand Søren Møller i hans beretning på DGI’s årsmøde, der fandt sted den 8. november 2014 i Vingsted Centeret.

”DGI har ændret sig fra at være en klassisk folkelig organisation – en del af den store bonde- og landbokultur – til at nu at være noget helt andet. Nu har vi flyttet os til at være en værdibåret eller værdistyret nonprofit aktør, som arbejder i et marked. Ikke for at tjene nogle penge, men for at skabe forskel ud fra de værdier, vi har,” sagde Søren Møller til årsmødet.

Dermed lagde DGI-formanden op til, at organisationen i sit kommende arbejde kommer til at lægge et større fokus på også at agere i et marked, når organisationen skal arbejde frem mod de konkrete mål for Vision 25-50-75: At 75 pct. af danskerne i 2025 er idrætsaktive, heraf 50 pct. i forening.

”Alle fællesskaber er markedsgjorte, fordi vi ligger i en eller anden form for konkurrence om folks tid og opmærksomhed. Der er masser af mulighed for at engagere sig. Der er masser forskellige fællesskaber at deltage i. Og på den måde er vi i en form for konkurrence,” sagde Søren Møller.

Mens Søren Møller lagde vægt på DGI i en markedssituation og snakkede om, hvordan idrætten – herunder DIF og DGI i samarbejde – skal arbejde med Vision 25-50-75, gik kulturminister Marianne Jelved i en anden retning i sin tale, der i stedet lagde vægt på en anden forståelse af, hvad man bør måle idrætten på.

”Vi taler rigtig meget om vækst i Danmark. Vækst i bruttonationalprodukt, vækst i beskæftigelsen, vækst i konkurrenceevnen. Men der findes heldigvis også en anden slags vækst. Menneskelig vækst, kulturel vækst, social vækst. Vækst handler jo om både at skulle vokse og udvikle sig. Og det er vigtigt, at vi, der arbejder i kulturen, kunsten, idrætten og folkeoplysningen, generobrer vækstbegrebet," sagde Marianne Jelved i sin tale på årsmødet.

Også DGI’s fokus på særlige samfundsindsatser såsom bedre sundhedsvaner og inklusion af udsatte personer og grupper, fik også en kommentar med på vejen af kulturministeren:

”Det er vigtigt at regnskaberne hænger sammen i det her [samfundsøkonomien red.]. Men det er jo ikke et formål i sig selv. Eller sagt på en anden måde, finansministeren gør det, han skal gøre, men så skal I også gøre, det I skal gøre. Og det er bl.a. at holde fast i, at fænomener som leg, foreningsliv, idræt og kunst har deres eget formål. De er der i deres egenart,” sagde Marianne Jelved. 

Marianne Jelved Årsmoede 2014 DGI 500X283

Kulturminister Marianne Jelved på talerstolen ved DGI's årsmøde 2014. Foto: DGI.

DIF – kollega og ikke konkurrent

DGI og DIF’s store Vision 25-50-75 fik naturligvis opmærksomhed i Søren Møllers beretning. Visionen fik i forbindelse med stemmeaftalen om dansk idræt en central placering som fremtidigt pejlemærke for dansk idræt.

Men aftalen betyder ifølge DGI-formanden også et paradigmeskifte i dansk idræt. Fra at DGI og DIF traditionelt har konkurreret på en række parametre, lægger et nyt ”kollegialt samarbejde” op til, at der er et større mål, de to organisationer må fokusere på sammen.

”På den måde ser jeg visionen som starten på et paradigmeskifte, hvor det ikke handler om, at DGI og DIF skal konkurrere om, hvem der kan levere det bedste trænerkursus eller de bedste fodboldskoler. Udfordringen ligger mere i, at frivilligheden har ændret karakter. Det er sværere at finde nogen, der vil bruge 30 timer om ugen på at organisere. Vi kommer til at arbejde med nye typer af løsninger på et helt andet felt for at få foreningerne til at fungere. Der er mange mennesker, der vil være frivillige, men de vil også så mange andre ting,” sagde Søren Møller.

Men han understregede samtidig, at et paradigmeskifte og nye måder at anskue idrættens verden på med det nye samarbejde mellem de to hovedorganisationer i idrætten ikke betyder, at det er slut med at modsætninger på visse områder, eller at alle problemer forsvinder. Men der er tale om en ny måde at forstå dansk idræt. 

Tættere samarbejde med skoleidrætten

De delegerede stemte på årsmødet ja til, at DGI's hovedbestyrelse kan indgå et tættere og mere formelt samarbejde mellem DGI og Dansk Skoleidræt, som DGI allerede har arbejdet sammen med i forbindelse med projekter som bl.a. legepatruljer og profilskoler.

Der er tale om en associeringsaftale, og der er dermed ikke en fusion mellem de to organisationer. Aftalen omhandler et tættere samarbejde mellem organisationerne, der ifølge Søren Møller har mange af de samme værdier.

Aftalen indebærer samarbejde, der bygger på de to organisationers forskellige styrker – herunder at Dansk Skoleidræt har en tættere kontakt til skolerne og lærerne, mens DGI som organisation er større. 

Genvalg til Søren Møller

På valg til hovedbestyrelsen ved DGI’s årsmøde var formand Søren Møller, der blev genvalgt, ligesom Per Frost Henriksen ligeledes blev genvalgt.

To nye ansigter fandt vej til DGI’s hovedbestyrelse, da Hanne Lene Haugaard og Nels Pedersen blev valgt til hovedbestyrelsen, mens årsmødet betød farvel til Dorte With og Jacob Bøgesvang, som ikke ønskede genvalg.

Læs mere

 
 

Læs DGI’s artikler og download materialer fra årsmødet på DGI’s temaside om årsmødet