Idan Artikel 08.11.2024

Fra konkurrence til motivation, lyst og idrætsglæde: Projektet ‘Let's Go’ styrker børns idrætsdeltagelse i Fredericia Kommune 

Andelen af børn og unge, der deltager i idræts- og foreningslivet, falder i takt med alderen. I Fredericia Kommune har man forsøgt at vende udviklingen gennem projektet ‘Let’s Go’, der fokuserer på idrætsglæde og fællesskab frem for konkurrence. En evaluering fra Idan viser, at det har haft en positiv effekt. 

Med en bevilling på 3 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden i 2020, igangsatte Fredericia Kommune i 2022 projektet ‘Let’s Go’. Formålet med projektet er at fremme fysisk aktivitet blandt børn og unge ved at motivere dem til at blive aktive og deltage i idrætsforeningslivet.

Flere nationale undersøgelser af danskernes motions- og sportsvaner viser en tendens til, at andelen af børn og unge, der dyrker idræts- og foreningsaktiviteter, falder i takt med, at de bliver ældre, og en lokal undersøgelse fra Fredericia Kommune bekræfter tendensen. 

Undersøgelser fra 2021 viser således, at andelen af børn og unge i Fredericia Kommune, der dyrker sport og motion, falder fra 72 pct. blandt de 9-11-årige til 60 pct. blandt de 14-19-årige. 

Figur 1 viser desuden, at det primært er deltagelsen i foreningsidrætten, der falder, mens tilslutningen til de andre organiseringsformer stiger. 

Figur 1: Idrættens organisering varierer mellem aldersgrupper (pct.)

Idrættens organisering varierer mellem aldersgrupper (pct.)

Figuren viser andelen, der har dyrket mindst én aktivitet i de respektive organiseringsformer inden for det seneste år. Fordelt på aldersgrupper. (Skoleundersøgelse: n=2.475, borgerundersøgelse: n=1.252) (Forsberg et al. 2021). 

Stigning i idrætsdeltagelsen 

For at sætte en stopper for den nedadgående kurve har et af fokusområderne i ’Let’s Go’ været at sætte motivation, lyst og idrætsglæde i centrum frem for konkurrence. Idrættens Analyseinstitut (Idan) har fulgt projektet over en toårig periode og har nu samlet op på erfaringerne i en ny rapport. 

Let’s Go-projektet består af to initiativer; Idrætsfestival og Bland Selv Idræt. På Idrætsfestivallen blev lokale foreninger i Fredericia Kommune inviteret til at præsentere elever fra 5. og 6. årgang for en række idrætsgrene i skoletiden.  

Bland Selv Idræt tilbød herefter tre gratis forløb af seks ugers varighed, hvor eleverne ud fra et bredt udvalg af idrætsgrene kunne vælge, hvilke aktiviteter de ville prøve af. Eleverne kunne blandt andet vælge aktiviteter som rugby, E-sport, gokart og forskellige former for kampsport.  

Slutevalueringen, som Idan har lavet, viser, at kombinationen af Idrætsfestival og Bland Selv Idræt har haft succes med at øge børnenes engagement i idrætslivet i Fredericia Kommune.  

Konkret er foreningsdeltagelsen steget fra 66 pct. for 4. klasseelever til 68 pct. for 6. klasseelever. 

“Selvom stigningen kun er på to procentpoint, afspejler det en positiv udvikling, der står i kontrast til den ellers tydelige nationale og lokale tendens, som vi tidligere har set med faldende foreningsdeltagelse, og det tyder på, at Let’s Go har spillet en rolle,” siger Mette Eske, der er analytiker i Idan.  

Nybegynderhold har givet en tryg start 

Ifølge evalueringen har Idrætsfestivalen givet eleverne en tryg introduktion til nye sportsgrene, hvilket har skabt motivation for at fortsætte med aktiviteterne i Bland Selv Idræt uden for skoletiden.  

Evalueringen fremhæver blandt andet, at det har haft en positiv og afgørende effekt, at mange elever har haft mulighed for at starte på samme niveau som andre i forbindelse med Bland Selv Idræt.  

17 pct. af eleverne blev således placeret på rene nybegynderhold, mens 47 pct. var på blandede hold med både nye og erfarne deltagere. Eleverne fortæller, at de føler sig mere trygge og inkluderede, når de er sammen med andre nybegyndere, forklarer Mette Eske og opfordrer til, at man generelt tænker i, hvordan man inkluderer nybegyndere i foreningslivet.  

Resultaterne viser blandt andet, at der er 7 pct. af de elever, der deltog i Idrætsfestivalen, som efterfølgende er begyndt til en fast aktivitet, mens 24 pct. af deltagerne i Bland Selv Idræt har tilmeldt sig en idrætsgren, de prøvede undervejs i projektet.  

Trygge rammer i kampsportens tegn 

Lærke Busk Christensen, som er projektleder på Let’s Go, mener, at det ekstra fokus på sjov og bevægelsesglæde fremfor konkurrence har haft en positiv effekt på børns idrætsdeltagelse i Fredericia Kommune. 

“Mange idrætsforeninger fortæller, at de ser flere børn ude i klubberne, end før Let’s Go,” påpeger hun og glæder sig over projektets resultat. 

En af dem er Lillebælt Kampsport. Ifølge Lasse Weimar, som er formand og instruktør i Lillebælt Kampsport, skabte Let’s Go gode rammer for at præsentere kampsport for børnene på en ordentlig måde.  

For Lillebælt Kampsport har det desuden været vigtigt at skabe et godt fællesskab og en glæde ved at komme og være med som nybegynder. 

“Vi tænkte meget over, hvordan vi tilrettelagde undervisningen, da kampsport kan lyde lidt vildt. Derfor gjorde vi en dyd ud af at snakke med elever og lærere og skabe en tryg ramme, når vi introducerede os selv. Efter træning på Bland Selv Idræt spurgte vi: Var kampsport egentlig så farligt, som I gik og troede? Det var der ikke nogen, der syntes.” 

Lillebælt Kampsport tilbød discipliner som karate, aikido, jiu-jitsu og judo, som børnene kunne prøve af. Børnene kunne vælge mellem blide eller vilde øvelser, så alle kunne være med i deres eget tempo, lige meget hvilken kampsport de valgte. 

Lasse Weimar fortæller, at foreningen har fået 10 nye medlemmer efter at have deltaget i Let’s Go.  

Det er ikke kun Lillebælt Kampsport, der har haft succes med at lægge fokus på sjov og fællesskab. Resultaterne fra evalueringen viser således, at hele 78 pct. af eleverne, der deltog i Idrætsfestivalen oplevede, at der var fokus på at have det sjovt sammen, mens 74 pct. følte, at der var plads til alle uanset niveau, og 66 pct. oplevede, at fællesskabet blev prioriteret.  

Tilsvarende ses det, at langt færre elever oplevede, at der var for meget fokus på at vinde (18 pct.), på at gøre sit bedste (22 pct.), eller på at blive bedre (21 pct.). 

Inspiration til andre kommuner 

Ifølge Mette Eske kan Let’s Go-projektet sagtens bruges som inspiration til andre kommuner, der ønsker at styrke de unges engagement og deltagelse i foreningslivet.  

“Kombinationens af Idrætsfestivalen, som giver en tryg introduktion til nye idrætsgrene, og Bland Selv Idræt, der giver mulighed for at fortsætte til aktiviteterne i fritiden, er en effektiv model, der skaber bro mellem skole og fritid,” siger hun.  

Hvis andre kommuner vil i gang med et lignende projekt, foreslår Lærke Busk Christensen, at man kigger på idrætsdeltagelsen blandt endnu yngre børn end 4.-6. klasse, da flere af de foreninger, som deltog i Let’s Go, gav udtryk for, at mange børn allerede havde mistet motivationen under Bland Selv Idræt.  

I Fredericia Kommune er man selv i gang med at overveje, hvad næste skridt skal være. Let’s Go har nået sin afslutning, og man er nu i en tidlig udviklingsfase i forhold til, hvordan projektet skal fortsætte. 

Ifølge Lærke Busk Christensen er der allerede planer om at videreudvikle Let’s Go. 

“Vi arbejder på at stable en version 2 på benene og har fundet nogle midler til at lave en simplere version, denne gang rettet mod børn, der er udfordrede med ADHD og autisme.” 

Hun understreger, at version 2 af Let’s Go stadig er tidligt i udviklingsfasen, og at der endnu ikke er en officiel beslutning om projektets fremtid. 

Download rapporten

Børn til boksning
Idan Udgivelse november 2024
Afsluttende evaluering af projektet Let’s Go i Fredericia Kommune

Læs flere nyheder om Let's Go-projektet mm.

Børn kører gokart
Idan Artikel 05.10.2023
Projekt i Fredericia har givet flere 11-12-årige lyst til at deltage i foreningsidræt
Pige skyder med bue. Foto: GettyImages/Imgorthand
Idan Artikel 24.09.2020
Forsøg med bland selv-idræt til 5. klasser skal skabe viden om fastholdelse
Folk der svømmer
Idan Artikel 19.12.2024
Ny rapport: Svømmeklubberne er tilfredse med samarbejdet mellem SvømDanmark og DGI Svømning, men efterlyser bedre overblik og mindre konkurrence
Glade børn, der holder i hånd
Idan Artikel 13.12.2024
Idan kortlægger aktører, der arbejder med inklusion og social lighed i idræt
Drenge, der styrketræner i fitness
Idan Artikel 18.11.2024
Ny rapport: Fitnessdoping har bredt fat i danskerne, men især de unge mænd vækker bekymring
Træner taler med sine atleter
Idan Artikel 14.11.2024
Trænere og ledere i ny SDU-rapport: ”Vi har et ansvar for at fremme eliteatleters mentale trivsel, men vi føler os ikke klædt på”
Piger der spiller fodbold
Idan Artikel 08.10.2024
Idan undersøger brugernes tilfredshed med idrætsanlæg i Gladsaxe Kommune
Glade børn, der holder i hånd
Idan Artikel 04.09.2024
Nyt studie opsummerer, hvad der fremmer trivslen blandt børn og unge i foreningslivet