Fra nationalpatriotisme til sportsskydning

I 2011 kan De Danske Skytteforeninger (DDS) fejre 150 års jubilæum. Den nøjagtige jubilæumsdag er den 10. februar, for det var den dag den nydannede centralkomité holdt sit første møde. Initiativet til dannelsen af centralkomitéen udgik fra kaptajn af artilleriet H.P.V. Mønster, der i det nationalliberale blad Fædrelandet havde skrevet en artikel om, hvorledes man i England efter militært forbillede havde oprettet frivillige foreninger, der havde til formål at styrke landets forsvar. I skyttebevægelsens egen omtale af jubilæet hedder det, at det er landets ældste idrætsorganisation, der skal fejres. Det er derfor nærliggende at se nærmere på, hvilken udvikling der er sket med DDS, og hvilken betydning organisationen har i dag. Er det f.eks. rødderne tilbage til 1861, der tegner DDS i dag, eller noget helt andet? Eller sagt på en anden måde; er det kontinuitet eller brydninger, der har tegnet organisationens 150 år?

National-patriotisme og national-folkelig vækkelse

Skytteforeningerne blev født som en del af den nationale vækkelse, der i Danmark især blomstrede efter Danmarks sejr over Slesvig-Holsten i krigen efter 1848-50 og indførelsen af junigrundloven i 1849. 

I de såkaldte national-liberale kredse med blandt andet amt-manden for Vejle Amt, Orla Lehmann, som en af de toneangivende, opstod der en øget vilje til at værne om Danmark samtidig med fremkomsten af idéen om et dansk folk med andre dyder og en anden vilje end den, kongens undersåtter hidtil var blevet tillagt. Tanker der tilsammen med Grundtvigs ønske om at fremme folkeoplysningen førte til idéen om en særlig folkelighed. Som indenrigsminister sikrede Orla Lehmann hurtigt et økonomisk fundament for de nydannede skytteforeninger, som gjorde det muligt for skyttesagen straks at vinde fodfæste. Under krigen i 1864 spillede de få nydannede foreninger imidlertid ingen rolle. I Jelling valgte skytteforeningens formand pastor Svendsen således at grave foreningens gevær ned, så de ikke faldt i tyskernes hænder. Til gengæld fik nederlaget i 1864 gang i skyttebevægelsen og den folkelige vækkelse. Under sloganet ’Sønderjylland vundet – det er målet’ voksede antallet af skytteforeninger. Det var tanken, at skytteforeningerne gennem våbenøvelser og eksercits samt med tiden gymnastik skulle forberede folket til at indgå i en folkehær, så Danmark var godt rustet, hvis mulighederne for en krig mod Preussen skulle byde sig. Frankrig var stormagten i Europa, der skulle hjælpe Danmark, men efter Napoleon den III’s nederlag til Preussen i 1871 og fremkomsten af det tyske kejserrige, blev denne tanke mere og mere urealistisk, og generelt kan man sig, at skyttebevægelsen spaltedes i en national-patriotisk retning samt en national-folkelig retning. En spaltning, som også satte sig spor inden for idrætten. Den patriotiske retning fastholdt skydeøvelserne som det afgørende, medens den nationale folkelige bevægelse orienterede sig mod opdragende gymnastik og folkelig vækkelse. På gymnastikkens område vandt den såkaldte svenske eller rationelle gymnastik frem mod 1900 mere og mere fodfæste på de højskoler, der udgjorde kernen i den grundtvigianske del af landbobefolkningen. Længe forblev de to fløje inden for samme organisation, men det var det national-folkelige synspunkt, der i forbindelse med forfatningskampen mellem Venstre og Højre og overgangen til parlamentarismen i 1901 fik medvind. I overensstemmelse hermed ændrede DDS i 1919 navn til De Danske Skytte- og Gymnastikforeninger (DDS&G). Året efter blev skyttebevægelsens vigtigste mål delvis opnået. Første verdenskrig og Tysklands nederlag førte til folkeafstemningen i Slesvig om en ny grænsedragning mellem Tyskland og Danmark. Resultatet blev den nuværende grænse, som førte til en deling af Slesvig i Sønderjylland og Sydslesvig. Dette betød en delvis opfyldelse af målet ’Sønderjylland vundet’ for den gamle skytte- og gymnastikbevægelse. Målet var kun delvis nået i forhold til, at man oprindeligt gerne havde set hele Slesvig som en del af Danmark. Til gengæld passede grænsedragningen stort set med den såkaldte sindelagsgrænse, og realpolitisk blev der tale om en ny situation for DDS&G. Det national-patriotiske ståsted tabte terræn, og i 1929/30 kom der i forbindelse med landsstævnet på Dybbøl til et brud, da hovedparten af gymnasterne forlod DDS&G og dannede De Danske Gymnastikforeninger (DDG). At bruddet kom lige netop på dette tidspunkt skyldtes en kritik af, at skytterne mere var interesseret i præmieskydning og fester og ikke så meget i den folkelige tanke. Især Niels Bukh stod for denne kritik, men da han gik ind for en enhedsorganisering, valgte han ikke at følge de andre gymnaster, men blev i stedet i DDS&G. For at hele såret og i et forsøg på at indoptage idrætten ændrede DDS&G i 1930 navn til De Dansk Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeninger (DDSG&I).

Skydning som sport

Skytterne skulle således finde samklang med såvel de tilbageblevne gymnaster som de nytilkomne boldspillere og andre idrætsudøvere i DDSG&I. Skytterne og skyttesagen havde absolut ikke medvind, men den urolige tid i slutningen af 1930’erne fik det til at blæse bedre vinde for de gamle national-patriotiske tanker og for forsvarsviljen, uden at der dog på noget tidspunkt blev tale om et større folkeligt gennembrud for disse tanker. Da krigen kom, og tyske tropper rykkede ind i Danmark i 1940, fulgte skyttebevægelsen regeringens appel om at samarbejde og ikke yde modstand. Bortset fra enkelte terrænsportsforeninger i Københavnsområdet og i Sønderjylland, der under DDSG&I fungerede som skalkeskjul for medlemmer af modstandsbevægelsen, spillede skyttebevægelsen absolut ikke nogen heroisk rolle under Anden Verdenskrig. 

Efter krigen kom det nydannede hjemmeværn i en mere moderne udgave til at overtage den rolle, som stifterne af skyttebevægelsen oprindelig havde tiltænkt DDS. Set i bakspejlet havde skytterne i DDS ikke længere nogen egentlig sag ud over præmie- eller sportsskydning. Samtidig skete der en ideologisk oprustning for de national-folkelige gymnaster, der i 1929 havde forladt DDS&G, da De Dansk Gymnastikforeninger i 1965 blev sluttet sammen med den grundtvigianske ungdomsbevægelse De Danske Ungdomsforeninger og blev til De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger (DDGU). Der skulle gå næsten 30 år, før man på organisatorisk plan fandt en model, der modsvarede skytternes nye og mindre betydelige rolle inden for det folkelige foreningsliv. I dag kan man undre sig over, at det så længe lykkedes gymnasterne og skytterne at holde hinanden i skak under henvisning til historien og traditionen. Reelt tabte skytterne definitivt, da DDSG&I i 1972 i deres formålsparagraf opgav henvisningen til fædrelandskærligheden og forsvarsviljen til fordel for ved idræt og andet kulturelt virke at fremme den enkelte og fællesskabets sundhed og trivsel. I 1992 blev DDSG&I og DDGU sluttet sammen til De Dansk Gymnastik- og Idrætsforeninger, samtidig med at De Dansk Skytteforeninger blev associeret som en forening med politisk og økonomisk selvstændighed. Af foreningens formålsparagraf fremgår det, at foreningen har til formål at dyrke skydeaktivitet. Den forening, der i år fejrer sit 150 års jubilæum, tynges på ingen måde af den historiske arv fra DDS anno 1861. Og større folkelig opbakning er der heller ikke ligefrem tale om; til den kommende sommers jubilæumsstævne håber DDS at kunne nå op på 2.000 deltagere.

Fremtidsperspektiver

I og med DDS i forhold til tidligere blot er en skygge af sig selv som historisk kraft vil det være nærliggende afslutningsvist kort at diskutere skytteforeningernes rolle fremover. Umiddelbart kan jeg forestille mig følgende to pessimistiske scenarier og et lidt mere positivt: 

Som en mindre forening bliver skytterne en integreret del af DGI på linje med andre idrætsaktiviteter og må som sådan opgive den associeringsaftale, der på nuværende tidspunkt eksisterer mellem de to organisationer. En aftale, der i dag forlods sikrer organisationen små 15 pct. af DGI’s tipsmidler. Alternativt vil DDS på sigt få problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med nye unge medlemmer, hvorefter Dansk Skytte Union under Danmarks Idræts-Forbund med tiden vil blive det reelle hjemsted for alle sportsskytter i Danmark. Endelig kan man selvfølgelig ikke udelukke, at DDS i større eller mindre grad formår at fastholde sin nuværende position i idrætsbilledet. Men organisationens historiske betydning som eksponent for national vækkelse og patriotisme er et afsluttet kapitel. DDS handler 150 år efter sin grundlæggelse mere om sportsskydning end nationalpatriotisme.