Fra NetDoktor til Grønkjærs knæ
Sundheds- og it-specialisterne Avaleo har kastet sig over idrætten og introducerer snart en elektronisk spillerjournal til professionelle fodboldklubber.
I 1998 så den populære internetportal NetDoktor dagens lys. I 2005 lagde NetDoktor sine softwareudviklingsopgaver over i et nye selskab, Avaleo, og sidste år besluttede Avaleo sig for at udvide forretningen til ikke kun at omfatte sundhedssektoren, men også sportssektoren. Det munder sandsynligvis ud i endnu et nyt selskab, som skal sælge og videreudvikle produktet Avaleo Inside til den kommercielle sportsverden.
Avaleo har lagt et stort udviklingsarbejde i it-løsningen CaseFlow, der i dag benyttes i sundhedssektoren i ti kommuner. Direktør i Avaleo, Mikael Vissing, fortæller om systemet:
”Vi ville grundlæggende gerne lave software, der understøttede sammenhængende patientforløb – et sted, hvor man kunne følge patientens rejse gennem et behandlingssystem.”
Sporten kommer ind i billedet
Avaleos styrke er ifølge Mikael Vissing, at virksomhedens 14 medarbejdere er meget kompetente, når det kommer til dataanalyse og softwareudvikling. Deres løsning til sundhedssektoren er et komplekst internetbaseret værktøj, som tager højde for mange forskellige faktorer og involverer mange mennesker fra patient til læge. Men også i idrætten findes langvarige behandlingsforløb og en række sundhedsfaglige personer er tilknyttet den professionelle idræt.
”Vi overvejede, om der var andre steder, der har komplekse, langvarige træningsforløb. Er der også andre, der skal træne ud over dem, der skal have en ny hofte? Ja, det skal idrætsfolk selvfølgelig,” forklarer Mikael Vissing om baggrunden for Avaleos engagement i idrætten.
Siden foråret har Avaleo videreudviklet systemet og testet det i et pilotprojekt i FC København. Avaleo har så at sige omformet deres elektroniske patientjournal i CaseFlow til en tilsvarende spillerjournal i Inside-systemet, hvor FCK’s sundhedsfaglige stab kan følge udviklingen i eksempelvis Jesper Grønkjærs knæ og planlægge, udveksle information, analysere og træffe beslutninger på den baggrund.
Skal ind i fodboldkulturen
Avaleo går efter at sælge produktet til kommercielt stærke fodboldklubber i hele Europa, men før de kan det, skal de udfordre og trænge igennem fodboldkulturen. Business development manager i Avaleo og ansvarlig for pilotprojektet hos FCK, Amjad Halim, forklarer:
”Kulturen i topfodbold er i sagens natur meget konkurrencepræget. Fokus er på næste kamp snarere end langsigtede satsninger som implementering af elektroniske spillerjournaler, så derfor virker det på den korte bane lidt tidsrøvende at skulle registrere en masse data. Men ser man på træner- og sundhedsstabens udvikling i de fleste topklubber, er der håb at spore. Klubberne hamstrer nærmest specialister på en lang række områder. Derfor er det rimeligt at forvente at behovet for effektive it-værktøjer snart melder sig, så specialisternes evner også udmøntes i bedre og mindre skadede spillere.”
Han håber altså på, at idrætten på den lidt længere bane ønsker at drage samme fordele som sundhedssektoren har gjort – og dermed gennem en systematisk registrering, analyse og planlægning at komme et stort skridt foran konkurrenternes registreringer i ringbind, Excel-ark og – ikke mindst – diverse baghoveder.
At komme i kontakt med og sælge systemet til fodboldklubberne kræver dog, at Avaleo henter nogle kompetencer ind – for det er sundhedseksperterne ikke selv gearet til:
”Lige for øjeblikket har vi haft et udviklingsprojekt i en lille sundheds-it-virksomhed. Hvis vi skal meget videre med det her, bliver vi nok nødt til at lave en selvstændig virksomhedsdannelse. Vi skal have tilknyttet en gruppe af personer, som har det kontaktnetværk, der skal til for at komme videre,” vurderer Mikael Vissing.
Applikationernes edderkop
Fodboldens svimlende summer betyder, at mange sportsiværksættere ikke overraskende går efter fodbold i første omgang. Men Avaleos system er fleksibelt, og Mikael Vissing tror også på ideen i forhold til andre idrætsgrene:
”Jeg tror, der er et fornuftigt potentiale i forhold til at kunne sælge abonnementer til store kommercielle klubber og til netværksorganisationer som Team Danmark eller andre af den type organisationer.”
Avaleo kan eksempelvis kombinere sundhedsdata og træningsdata fra en udøver, hvorefter udøveren selv, træneren, fysioterapeuten og andre involverede kan udveksle viden og analysere via systemet. Der vil dog nok løbende vente Avaleo nogle tekniske udfordringer i dataindsamlingen:
”En af de største udfordringer bliver at integrere vores løsning med de mange former for teknisk udstyr, man bruger til at fange data – fra banale pulsure til mere avanceret udstyr. Lykkes det, så vil man se Avaleo Inside som edderkoppen i spindet, der fanger data fra de mange forskellige applikationer,” forudser Mikael Vissing.