Fra pedel til iværksætter: Kommuner efteruddanner anlægsledere

”Du kan ikke nøjes med at være pedel i hallen som i gamle dage,” siger halinspektør Christian Rasmussen. ”Du skal hele tiden være om dig for at skabe udlejning og sætte aktiviteter i gang. Jeg har været halinspektør i knap 15 år, og der er sket store ændringer i den tid. Fodbold og håndbold fylder ikke nær så meget i hallen, som de gjorde tidligere. Så må vi jo sætte noget andet i gang.”

Christian Rasmussen er leder i Rårup Hallen mellem Horsens og Juelsminde. Byen har omkring 500 indbyggere, men hallen har et stort opland og bruges af skolen og fire foreninger. En af dem, Rårup GIF, er repræsenteret i halbestyrelsen. Rårup Hallen er et af Hedensted Kommunes 13 idrætsanlæg, alle selvejende.

Kommunen har nu i lighed med mange andre kommuner sat fokus på efteruddannelse til halinspektører og bestyrelser i de selvejende haller. Et område, der ifølge Idrættens Analyseinstitut (Idan) og Syddansk Universitets (SDU) forskningsprojekt ’Fremtidens Idrætsfaciliteter’ har været underprioriteret i en grad, så der er et stort efterslæb på efteruddannelse.

Hedensted Kommune tilbyder nu et efteruddannelsesmodul i samarbejde med Idrættens Udviklingscenter (IUCE) til både halinspektører og bestyrelsesmedlemmer. IUCE er en privat konsulentvirksomhed, der er leverandør af kompetencegivende uddannelser i idræts- og fritidsbranchen. Teresa Egballe, leder af Kultur og Fritid i Hedensted Kommune, siger:

”Vi kan se helt konkret, at der er forskel på, hvor godt hallen drives, alt efter om halinspektørerne har brede kompetencer og arbejder strategisk, eller om de ikke har så opdaterede kompetencer.”

”Vi har ikke ledelsen over de selvejende anlæg, og derfor har vi nok ikke haft samme fokus på efteruddannelse til lederne, som vi har over for vores egne medarbejdere. Men halinspektører og bestyrelser har en fælles opgave, som vi har en interesse i, nemlig at gøre idrætshallerne til åbne mødesteder for alle, der ønsker at være aktive i et lokalområde. Vi håber, de vil deltage på efteruddannelsen,” siger hun.

Den typiske halinspektør: Håndværker og foreningsmenneske

Christian Rasmussen og hans bestyrelse i Rårup Hallen vil gerne på efteruddannelse. Halinspektøren har en baggrund som næsten-uddannet landmand og næsten-uddannet maskintekniker, men det var hans engagement i håndbold i Rårup GIF, der i sin tid førte ham til jobbet som halinspektør.

Dermed har han en helt typisk baggrund: De fleste anlægsledere er håndværkere, og over halvdelen har været aktive i foreningen dér, hvor de nu er ledere.

I dag løser Christian Rasmussen med egne ord opgaver som direktør, rengøringsassistent, kontorassistent, pedel, aktivitetsmedarbejder med mere. Han er eneste ansatte i hallen ud over nogle unge i cafeen. Aktiviteterne sættes i gang i tæt samarbejde med Rårup GIF.

”Vi holder ’Aktiv for sjov’ fire gange årligt, hvor vi som en del af arrangementet indbyder specifikke målgrupper, f.eks. mænd over 35 år, til aktiviteter målrettet dem. Bagefter sætter jeg gang i aktiviteten, og hvis det bliver en succes, overtager foreningen den,” forklarer han.

Hallen medvirker også i et Åben Hal-forsøg, som kommunen er ved at sætte gang i.

Efterslæb er en konsekvens af idrættens autonomi

Da Idans og SDU’s forskere fokuserede på anlægsledernes baggrund og kompetencer i forbindelse med en undersøgelse blandt anlægsledere i 50 kommuner i 2016, var mange kommuner allerede i gang med at tilbyde efteruddannelse til deres anlægsledere. Alligevel påviste forskerne, at en tredjedel af lederne ikke havde taget nogle lederkurser.

Det niveau afveg kraftigt fra andre områder med kommunale ledere, f.eks. gjaldt det kun 4 pct. af lederne i daginstitutioner og 2 pct. af lederne på plejecentre. Efterslæbet var især markant hos de selvejende anlæg, viste forskningsprojektet.

Situationen er en konsekvens af, at idrætsområdet historisk har været meget selvkørende, mener senioranalytiker Peter Forsberg fra Idan, der deltog i forskningsprojektet om Fremtidens Idrætsfaciliteter og netop har afleveret ph.d.-afhandling om ledelse af idrætsanlæg.

”Siden de første idrætsanlæg blev etableret i Danmark, har det været et princip, at kommuner støtter og stiller faciliteter til rådighed, mens idrætsforeninger fylder dem ud med indhold. Det offentlige har groft sagt ikke haft fokus på, hvad der sker i faciliteterne. Det princip præger stadig området og understøttes blandt andet af de lokale fortolkninger af folkeoplysningsloven,” siger han.

Han tilføjer, at Kvalitetsreformen i 2007 afsatte midler til efteruddannelse af ledere, men at de tilsyneladende kørte uden om ledere i idrætsanlæggene.

”I mange kommuner har man nok tænkt, at så længe anlæggene tilfredsstiller de lokale foreningers behov og opretholder en vis vedligeholdelsesmæssig standard, så lader vi dem være i fred,” tilføjer han.

Anlægsledere skal balancere flere behov i dag

Men nu skifter kommunerne fokus. I takt med at idrætsmønstret ændrer sig, og stadigt flere dyrker idræt uden at være med i en forening, har der vist sig et behov for, at borgerne kan få adgang til faciliteterne uden at skulle tegne et medlemskab af en forening først.

Kommunerne er også interesserede i, at idrætsanlæggene tager del i indsatsen for at få danskerne til at leve sundere og dyrke mere motion. Endeligt er der også kommet fokus på anlæggenes økonomi – herunder, hvad udbyttet er af de offentlige midler, som bruges i idrætsanlæg.

”Udfordringen for anlægslederne er at skulle balancere et fokus mellem idrætsforeningerne og aktiviteter for andre, der ikke er medlemmer, men gerne vil bruge hallen. Nogle steder er foreningerne meget stærke. De har måske været med til at bygge hallen og mener, de har vundet hævd på at have den i bestemte tidsrum,” fortæller Peter Forsberg.

”At balancere de to behov kræver nogle helt andre kompetencer end ’bare’ at arbejde til foreningens bedste. Typisk kan anlægslederne godt se, at der er andre forventninger til dem nu end tidligere, men de har svært ved at omsætte det til, hvordan de konkret skal gøre deres hal interessant for nye målgrupper,” siger han.

”Samtidig opleves lovgivningen og de kommunale støttemuligheder sådan, at det væsentligste er at støtte foreningerne i at lave aktiviteter. Hvis anlæggene skal have en bredere brugerskare, er der behov for at se på, hvordan lovgivning og støttemuligheder i højere grad kan støtte op om det.”

Odense vil bruge økonomisk motivation

I en række kommuner er man enten ved at tage hul på eller i fuld gang med efteruddannelsesforløb for anlægsledere, medarbejdere og nogle steder også for de selvejende anlægs bestyrelser.

I Odense Kommune er cirka halvdelen af anlæggene kommunale og resten selvejende. Rune Bille, chef for Fritid og Folkeoplysning, fortæller, at kommunen ønsker at hæve uddannelsesniveauet på tværs af de ledere og bestyrelser, der er tilknyttet de enkelte anlæg. Derfor tilbydes der to forskellige uddannelser hos IUCE, et for anlægsledere og et for bestyrelsesmedlemmer.

”Vores fokus er at kunne drifte vores mange faciliteter endnu smartere, men også at kunne støtte bedre op om de mange gode tiltag, der er fra foreningerne i faciliteterne. Derfor arbejder vi også med et økonomisk incitament,” siger han og uddyber:

”Vi er ikke færdige med modellen endnu, men en af knapperne, der kan skrues på, er, at for eksempel adgangen til puljemidler bliver afhængig af uddannelsesniveauet for lederen og bestyrelsen, der ansøger.”

”Med forskningsprojektet har vi fået på skrift, at lederne i idrætsanlæggene i Danmark ikke er uddannet tilstrækkeligt til de opgaver, de varetager, og det er vi nødt til at gøre noget ved. Jeg ved godt, at den enkelte leder let kommer til at føle, at han ikke slår til – men det her handler ikke om den enkelte, men om at løfte hele området hen over et par år,” siger Rune Bille.

”Håbet er, at hver eneste leder får motivation til at skabe udvikling og sætte mere aktivitet i gang. Hele området skal føres up to date og gøres mere ensartet, så uanset hvilken facilitet du befinder dig i, så møder du en leder, der vil skabe udvikling.”

Ønsker værter, ikke nøglesvingere

I Rudersdal Kommune, hvor alle idrætsanlæg er kommunale, er 45 medarbejdere i gang med et uddannelsesforløb, der strækker sig over et år og handler om god service, ledelse og kommunikation. Deltagerne lærer blandt andet om teamledelse, personlig power, kommunikation, samarbejde og konflikthåndtering.

”Efteruddannelsen skal gøre medarbejderne mere skarpe på, at de er værter. Det kræver nogle redskaber, som vi håber, vi giver dem,” siger Johnni Mosevang Christensen, funktionschef i Kultursekretariatet. ”Desuden er vi blevet skarpere til at rekruttere nye ledere. Vi ønsker ikke en nøglesvinger, men en leder, der kan tage værtsrollen og være faciliterende.”

I Holstebro Kommune er man ikke helt så langt, men efteruddannelse er på dagsordenen i blandt andet de to udviklingsfora, som kommunen har etableret for halinspektører og for halbestyrelser. Halvdelen af idrætsanlæggene er kommunale, og halvdelen er selvejende.  Henrik Schou Zacho, biblioteks- og kulturchef, fortæller:

”Halinspektørerne har peget på, at det vil være en god ide, hvis vi også tilbyder efteruddannelse til halbestyrelserne. Vi kan se, at det ene anlæg, der har en professionel bestyrelse, render med fondsmidlerne, udviklingsmidlerne, omtalen, den politiske indflydelse osv. De forstår simpelthen at agere strategisk.”

”Idrætsanlæggene og deres ledelser er ikke professionaliseret på samme måde, som man ser på andre velfærdsområder. Mange blev ansat til et andet job end det, de udfører i dag. Det kan være svært at navigere i. Jeg tror, vi står på tærsklen til noget nyt – om 10 år vil vi se nogle andre profiler på området. Men udskiftningen skal ske, uden at vi rykker tæppet væk under nogen,” siger han.

IUCE mærker stor interesse for uddannelse

Hos IUCE, Idrættens Udviklingscenter, mærker direktør Klaus Frejo det øgede fokus på efteruddannelse til anlægsledere.

Ca. 100 ledere og medarbejdere har været på uddannelse hos IUCE i løbet af det seneste halvandet års tid, og der starter hele tiden nye hold. Samtidig bliver de første akademiuddannede centerledere færdige til efteråret.

”Idrætsanlæg er blevet en selvstændig branche, og man skal forstå branchen for at kunne agere i den. Forskningsprojektet og anbefalingerne derfra har givet en større politisk bevågenhed i kommunerne. Vi mærker virkelig stor interesse,” siger han.

Men der skal mere til end uddannelse til halinspektører, medarbejdere og bestyrelser for at gennemføre virkelige forandringer på facilitetsområdet, påpeger han.

”Udfordringen er: Hvordan får vi den viden, der kom frem i forskningsprojektet, oversat til noget, der giver mening i hverdagen. Dét er virkelig vanskeligt for f.eks. frivillige foreningsfolk i halbestyrelser. Det ligger meget dybt i tankegangen på området, at kommuner stiller faciliteter til rådighed, og foreninger laver aktiviteter.”

”Den administrative praksis i kommunerne og måden, der gives tilskud på, understøtter, at det er foreninger, der skal lave aktiviteter. Indtil man begynder at ændre de traditionelle strukturer, er det vanskeligt at skabe de ønskede forandringer. Så kommunerne skal skrue på flere parametre,” påpeger han.

”Først når de administrative retningslinjer og tilskudsregler understøtter faciliteternes ønsker om at sætte aktiviteter i gang for andre grupper end foreningerne, vil vi for alvor se en udvikling i aktiviteterne. Det er allerede muligt inden for Folkeoplysningsloven, men det er noget, de fleste kommuner og faciliteter arbejder med at finde en løsning på,” mener han.

”Opgaven som bestyrelse ændrer sig og kræver flere kompetencer, når man går fra at være en del af en idrætsklubs bestyrelse og varetage et hverv i halbestyrelsen til at arbejde med strategi, markedsføring og nye brugergrupper. Så skal man have i baghovedet, at man arbejder for hele lokalområdet og ikke kun for idrætsklubben.”