Idan Vifo Artikel 25.08.2022

Fritidsaktiviteter øger unges chance for et job senere i livet

Det giver markant forbedrede jobmuligheder senere i livet, hvis man som ung har deltaget i mange aktiviteter i sin fritid. Det viser et studie lavet af forskere fra Arbejdsmedicin på Regionshospitalet Gødstrup og finansieret af ROCKWOOL Fonden.

Unge i Danmark har sværere ved at finde job og i det hele taget have en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet end tidligere. Ifølge tal fra Danmarks Statistik er andelen af unge under 30 år, der ikke har gang i hverken uddannelse, arbejde eller anden beskæftigelse, steget med 20 pct. i de seneste 10 år. Nu viser forskning, at det kan være en fordel at have gået til spejder, spillet badminton eller haft et fritidsjob, mens man er ung, hvis man gerne vil have et job senere i livet.

Forskere fra Arbejdsmedicin på Regionshospitalet Gødstrup har med støtte fra ROCKWOOL Fonden undersøgt, hvorvidt unge, der deltager i mange aktiviteter i deres fritid, har større sandsynlighed for at have en stærk tilknytning til arbejdsmarkedet senere i livet.

Aktiviteter skal forstås i bred forstand og rummer alt fra fritidsarbejde over at have gået i ungdomsskole, sunget i kor eller været aktiv i en idrætsforening eller andre foreninger. Tallene taler deres tydelige sprog: Unge, der har et aktivt fritidsliv, har større chancer for at holde kontakten til arbejdsmarkedet senere i livet.

Det kan betale sig at starte tidligt

I studiet har forskerne fulgt 3.700 unge født i 1989 og set på både deres fritidsarbejde og deres fritidsaktiviteter. Undersøgelsen startede i 2004, da de unge var 15 år gamle, og forskerne har efterfølgende fulgt dem i en længere årrække.

Studiet viser, at det betaler sig at være aktiv fra en tidlig alder. Unge, der som 15-årige har gang i fritidsaktiviteter, har således 60 pct. større sandsynlighed for at være i beskæftigelse, når de når op i aldersgruppen 25-29 år. Unge, der er aktive i 18-års alderen, har 40 pct. større sandsynlighed for at være i beskæftigelse.

Studiet viser også en forskel mellem drenge og piger. For drengene er den gavnlige effekt stor, mere nøjagtigt 70 pct., når de er aktive med minimum 2 fritidsaktiviteter som 15-årige. Undersøgelsen tyder derimod på, at piger, der var aktive i 18-årsalderen har hele 90 pct. større sandsynlighed for at være i beskæftigelse senere.

Vivi Just-Nørregaard er ph.d.-studerende på Arbejdsmedicin på Regionshospitalet Gødstrup og én af forskerne bag studiet. I et interview med Gymnasieskolen nævner hun flere fordele ved fritidsaktiviteter og fritidsarbejde i de unge år:

”På et fritidsjob får de unge en masse værktøjer med sig i rygsækken; de prøver at være en del af arbejdsmarkedet, bliver bedre til at strukturere deres tid, lærer mødestabilitet – og opbygger social kapital, som de kan tage med sig videre".

Vivi Just-Nørregaard og de andre forskere havde en forventning om, at fritidsaktiviteter og fritidsarbejde ville have større effekt på unge fra lavere socioøkonomiske vilkår. Forskerne har dog ikke fundet betydelige forskelle. Fritidsaktiviteter har en positiv effekt for alle uanset baggrund.

Derfor beder Vivi Just-Nørregaard i interviewet med Gymnasieskolen forældre, lærere og rektorer om at pakke bekymringerne væk:

”Fritidsjob og fritidsaktiviteter er ikke spild af tid, men til gengæld noget, der gør de unge i stand til at få bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet på sigt”.

Særligt teenagepiger dropper idræt til fordel for skolen

Forskerens opfordring kommer på en baggrund, hvor mange unge - især teenagepiger - vælger fritidsaktiviteter fra, blandt andet fordi de er bange for at tabe terræn i skolen. For eksempel viser tal fra DIF og DGI, at 5.040 færre teenagepiger dyrkede foreningsidræt i 2021 sammenlignet med året før.

Stephanie Jensen, der er projektleder på Center for Ungdomsstudier, forklarer, at overgangen fra folkeskolen til gymnasiet for mange unge kan være en omvæltning.

»De ryger ind i en hverdag, hvor skolen er vigtig for dem, og hvor de især har behov for at få nogle gode karakterer i forhold til at komme videre i uddannelsessystemet. Og så bliver det en prioritering af, at der ikke længere er tid til idrætten,” siger Stephanie Jensen til Idrætsmonitor.

Men ifølge Vivi Just-Nørregaards undersøgelser ser det altså ud til, at et aktivt fritidsliv ligefrem kan gavne tilknytningen til arbejdsmarkedet i fremtiden.

”Unge, der deltager i flere aktiviteter i fritiden, har mindre risiko for at miste kontakten med arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet i den tidlige voksenalder,” siger Vivi Just-Nørregaard i interviewet med Gymnasieskolen. Hun samtidig understreger dog samtidig, at tidligere international forskning på området har vist, at det kan have en negativ effekt, hvis fritidsjobbet fylder mere end 15-20 timer om ugen.

Download rapporten

Andre Udgivelse april 2021
How does engagement in society in adolescence affect educational attainment and employment in early adulthood: A prospective cohort study

Læs lignende nyheder

Drenge, der styrketræner i fitness
Idan Artikel 18.11.2024
Ny rapport: Fitnessdoping har bredt fat i danskerne, men især de unge mænd vækker bekymring
børn til karate
Idan Artikel 08.11.2024
Fra konkurrence til motivation, lyst og idrætsglæde: Projektet ‘Let's Go’ styrker børns idrætsdeltagelse i Fredericia Kommune
Glade børn, der holder i hånd
Idan Artikel 04.09.2024
Nyt studie opsummerer, hvad der fremmer trivslen blandt børn og unge i foreningslivet
piger, der spiller basketball
Idan Artikel 21.08.2024
Børn og unge med dårlig trivsel prøver kræfter med idræt, men falder fra igen
Unge idrætsudøvere
Idan Vifo Artikel 12.08.2024
Ny rapport: De unge bliver sjældent involveret i idrætsforeningers demokratiske arbejde
Teenage dreng flekser muskler
Idan Artikel 27.06.2024
Anti Doping Danmark vil have stoppet snakken om doping blandt unge fitness-udøvere
Træner giver håndboldspiller en high-five
Idan Artikel 14.12.2023
Idan undersøger unges deltagelse og involvering i foreningsidrætten
Gruppe af ældre på gåtur i skoven
Idan Artikel 21.11.2023
En ny Idan-undersøgelse tager temperaturen på borgernes fritidsliv i Horsens Kommune