Frivilligheden står stærkt i udkantsdanmark

Normalt bliver det såkaldte udkantsdanmark udstillet som problemområder med lav økonomisk vækst, høj arbejdsløshed,fraflytning og sociale udfordringer. Men ser man på det frivillige engagement i idrætten, er hverdagen i kommunerne uden for de større bysamfund mere opmuntrende, viser nye tal fra den frivillighedsundersøgelse, som Idan og Syddansk Universitet har gennemført for Danmarks Idræts-Forbund.Tallene er offentliggjort i notatet ’Frivilligt arbejde i idrætsforeninger – forskelle og ligheder mellem kommunerne’, og de tegner et positivt billede af frivilligheden i de mindre samfund: Mens der i de urbaniserede kommuner går små 12 medlemmer pr. frivillig og 10,4 på landsplan, går der under ni medlemmer i udkantskommunerne (figur 1). 

Figur 1: Medlemmer pr. frivillig

Der er færre medlemmer pr. frivillig i udkantskommunernes foreninger. Udkantskommunerne er her kommuner uden byer over 30.000 indbyggere, der ligger mere end 30 km fra nærmeste område med over 10.000 arbejdspladser.

Den samlede tilslutning til en vifte af frivillighedsidealer er også højest i udkantsområderne, mens de står lidt svagere i større bysamfund anført af kommunerne på den københavnske vestegn (figur 2).

Figur 2: Tilslutning til frivillighedsidealer (indeks)

Opbakningen til en række frivillighedsidealer samlet på en indeksskala fra 1-5. Større byer omfatter foreninger i kommuner med byer over 50.000 indbyggere, mens de mindre provinsbyer har 20-50.000 indbyggere. De københavnske vestegnskommuner er skilt ud for at vise et stort forstadsområde.

Endelig gør foreningerne uden for de større byområder mindre brug af professionel arbejdskraft (figur 3). I toppen ligger flere københavnske forstadskommuner, bl.a. Gentofte og Herlev, hvor mere end 15 pct. af alle instruktører og ledere er lønnede. Omvendt er under 2,5 pct. lønnede i kommuner som Nyborg, Kalundborg og en række mindre ø-kommuner.

Figur 3: Andel lønnede i forhold til frivillige (pct.)

Foreningerne i udkantsområderne har få lønnede, mens det modsatte er tilfældet på den københavnske vestegn og i de generelt mere velstående nordkøbenhavnske og nordsjællandske kommuner.

Det nære samfund

Ifølge professor Bjarne Ibsen fra Syddansk Universitet, der har stået for undersøgelsen i samarbejde med ph.d.-studerende Karsten Østerlund, kan de mindre samfund i udkantsområderne i sig selv være en faktor, som er med til at styrke det frivillige arbejde. 

”Når man kender hinanden lidt bedre, bliver man ofte automatisk revet med i det frivillige arbejde. Det kan være én af forklaringerne på tallene,” siger Bjarne Ibsen, som også hæfter sig ved, at man møder en relativt høj grad af frivillighed på trods af, at udkantsområderne har færre højtuddannede og visse steder kæmper med høj arbejdsløshed. ”Det er ikke faktorer, som normalt fremmer frivilligt arbejde, så befolkningssammensætningen i udkantsområderne skulle ikke tale for det her billede. Men måske kompenserer de nære samfund og den lokale kultur for det. Desuden er idræt et af de områder, hvor der er noget bredere social rekruttering af frivillige. Det skal man ikke underkende betydningen af. Idræt er et område, hvor enhver kan komme til at bidrage.”

Fire forklaringer på forskellene

Overordnet omtaler notatet fire forhold, som sandsynligvis spiller ind på, hvor stærkt den lokale frivillighed står:

• Befolkningssammensætningen i kommunerne kan influere på det frivillige arbejde i idrætsforeningerne.
• Frivilligheden kan være påvirket af kommunernes støtte til faciliteter og foreninger samt holdningen til det frivillige arbejde.
• Der kan være forskelle på, hvor ’nødvendig’ en forening er i lokalområdet eller kommunen, hvilket har indflydelse på, hvor meget borgerne engagerer sig i det frivillige foreningsarbejde.
• Endelig kan den lokale historie og traditioner i lokalområdet, som kommunen dækker, have betydning for, hvor stærkt frivilligheden står.

Bjarne Ibsen understreger dog samtidig, at tallene på frivilligheden i kommunerne kræver nærmere analyser, før det er muligt at komme med mere håndfaste bud på, hvordan de lokale forhold påvirker frivilligheden. Sikkert er det, at der er store forskelle kommunerne imellem, også blandt udkantskommunern (se også artiklen på side 4), ligesom billedet i øvrigt ikke er entydigt lyserødt i de mindre samfund. F.eks. har foreningerne i udkantsområderne ikke formået at rekruttere flere frivillige i de seneste fem år end kommunerne i det øvrige Danmark, og udkantskommunerne ligger også tæt på landsgennemsnittet i oplevelsen af, hvor svært det er at skaffe frivillige. Herudover oplever mange foreninger i kommuner med få uddannelsesmuligheder, at de unge forlader byen for at uddanne sig, og at det giver foreningen problemer med at rekruttere nye frivillige. Det slår især igennem i flere små og mindre ø-kommuner som Fanø, Læsø, Bornholm, Morsø og Langeland, hvor mere end tre fjerdele af foreningerne ser åreladningen af unge som et problem. I Storkøbenhavn gælder det under 10 pct.

Frivillighed er en nødvendighed

Bjarne Ibsen advarer på den baggrund mod at romantisere frivilligheden i de mindre samfund. De er lige så meget udtryk for en lokal nødvendighed som en idealistisk tilslutning. 

”I mange lokalområder eller udkantsområder er det nu engang idrætsforeningen, som samler børn og unge – og der hjælper man så til – mens man i større byområder lettere kan gemme sig eller finde alternativer til foreningen. Paradokset er, at frivilligheden i virkeligheden er stærkest dér, hvor den er en nødvendighed og opleves som en pligt. Vi er alle frivillige, når situationen kræver det.” Dertil kan komme kulturelle forskelle, som Bjarne Ibsen vurderer spiller ind på de relativt mange lønnede medarbejdere i storbyernes foreninger, hvor tidens generelle professionaliseringstendenser slår mest igennem. ”Jeg vil tro, at forældre og borgere, der kommer til en idrætsforening i København og andre større byer i højere grad vil spørge, om instruktørerne har en uddannelse, og om de nu er ’gode nok’. Professionaliseringstendensen slår i højere grad igennem her end i land- og udkantsområder, hvor man er vant til at sige: Det kan vi sgu godt klare selv.”