Fysisk inaktivitet bag 4.000 dødsfald
Fysisk aktivitet er en hjørnesten i folkesundheden. Det bliver endnu engang slået fast i den hidtil mest omfattende status over folkesundheden i Danmark.
Med ’Folkesundhedsrapporten Danmark 2007’ giver Statens Institut for Folkesundhed nu sit første samlede overblik på folkesundheden i Danmark med bud på den fremtidige udvikling. Ambitionen er, at rapporten skal blive et sundhedspolitisk værktøj for beslutningstagere, men også et opslagsværk, hvor alle interesserede kan finde beskrivelser af de vigtigste folkesygdomme og faktorer af betydning for folkesundheden. Rapporten peger i sin afsluttende fremskrivning af folkesundheden på en stigende middellevetid i de kommende år, men også en stigning i befolkningens samlede sygelighed.
Modsatrettede tendenser
En del af udviklingen skyldes ændringer i befolkningens alderssammensætning. Men rapporten konstaterer også, at det på nogle områder går tilbage i forhold til folkesundheden.
Bl.a. oplever Danmark stigninger i andelen af svært overvægtige, i andelen, der drikker for meget, og i andelen, der ofte føler sig stresset. Men tendenserne er ikke entydigt negative. På plussiden tæller blandt andet et faldende antal daglige rygere, ligesom flere spiser sundt eller er fysisk aktive.
Fysisk inaktivitet dræber
Netop den fysiske aktivitet er en af de meget vigtige faktorer for folkesundheden.
Rapporten skønner, at cirka 4.000 dødsfald årligt er forbundet med fysisk inaktivitet. Det svarer til 7-8 procent af alle dødsfald. En 25-årig, der er og vedbliver med at være fysisk aktiv, forventes at leve 5-6 år længere end en 25-årig fysisk inaktiv.