Fysisk inaktivitet som global udfordring

Måske var det mest af høflighed over for den lokale berømthed Juan Antonio Samaranch, at sport for all-organisationerne CESS og ISCA lod den tidligere præsident for IOC holde tale ved åbningen af seminaret ’Sport for all – playing its part in health care and health promotion’ i Barcelona den 19.-21. april. Flertallet af de ca. 50 seminardeltagere havde nemlig svært ved at se logikken i, at den tidligere frontfigur fra konkurrenceidrættens højborg skulle byde velkommen til et seminar om motionsidrættens sundhedseffekter. Den aldrende herres omtale af den olympiske sportsbevægelses verdensomspændende betydning var næsten lige så malplaceret som de kaloriemættede sukkertilstrøede kager i kaffepauserne. De miksede signaler og den fraværende røde tråd var desværre det dominerende indtryk, som deltagerne sad tilbage med efter to dages seminar. For ikke udelukkende at fokusere på bidragsholdernes forsimplede budskab om ’sportens sundhedsfremmende betydning’, som desværre fyldte præsentationerne, vil jeg tvinge en række mere principielle spørgsmål ud af dette seminars bidrag.

Global udfordring

For det første blev det under seminaret tydeligt, at kampen mod fysisk inaktivitet er et problem af global og europæisk karakter. Debatten om manglende fysiske aktivitet og konsekvenserne heraf raser således over det ganske europæiske kontinent. Samtidig blev det klart, at kampen mod fysisk inaktivitet har mange lokale ansigter, men også at den rummer en række sammenlignelige og gennemgående dilemmaer og spørgsmål:

• Hvilke metoder er mest effektive til at lukke det store hul mellem fysisk inaktivitet og fysisk aktivitet?
• Hvordan håndterer man projektkulturens indbyggede tendens til ikke at kunne opsamle og mobilisere de deltagere, som har mest brug for indsatsen?
• Hvordan fastholder man deltagerne i et motionsprogram, der over en relativt kort periode (oftest mellem 6 – 12 mdr.) intervenerer i deltagernes liv via introduktion af livsstilsændrende motionstilbud og kostvaner?

Korstog med begrænset succes

Som den opmærksomme læser har fornemmet var seminaret først og fremmest en tætpakket holdeplads for gode ønsker over for den ikke-fysisk aktive del af befolkningen. Forsøget på at mobilisere de fysisk inaktive mindede på mange måder om en missionærs forsøg på at omvende de ’ikke-troende’ til en frelsende motionsreligion. Konklusionen på korstoget var dog næsten ligeså deprimerende: Hvor korstogets succes blev sikret med sværdet i hånd, bliver nutidens succes sikret med penge som lokkemiddel. Hvis idrætten og motionen står alene som det eneste hellige budskab over for de ikke-troende inaktive, er frafaldsprocenten i lokale motionsfremmende og livsstilsfremmende projekter ofte omkring 50 procent.

Tysk succes

Dog var der ét eksempel, som sprængte frafaldslogikkens rammer. Nemlig den strategiske kobling mellem Tysklands største sygesikringskasser, AOK (die Allgemeine Ortskrankenkassen), og den enkeltes forsikringsmodtagers fysiske aktivitetsniveau. 

Med en blanding af økonomisk gulerod og uddannelse af frivillige instruktører er det lykkedes at holde frafaldet nede på 21 procent målt over et helt år. Selvom det også hér var den tungeste gruppe, der blev tabt på gulvet, er omfanget af AOK’s succes ganske imponerende i sammenligning med de andre projekter. Årsagen skal bl.a. søges i en række særlige nationale forhold vedrørende den tyske sygeforsikringsmodel, hvor indbetalingerne til sygeforsikringen er baseret på lovbestemte indbetalinger beregnet ud fra indkomst. Samtidig har den enorme gymnastikorganisation Deutscher Turner-Bund (DTB) med over fem millioner medlemmer formået at overbevise den traditionelle sundheds- og forsikringsverden om, at de i højere grad bør betragtes som en del af sundhedssektoren. Den tyske models succes er sikret ved, at de almindelige idrætsforeninger indgår i professionaliserede kontraktlignende samarbejder med forsikringsselskabet. Dels ved at opkvalificere idrætsinstruktørerne til et kvalitetssikret fagligt niveau, dels ved at uddanne professionelle ledere, der kan indgå kontrakter med professionelle firmaer.

Efteruddannelse til 7.000 instruktører

Fra projektets start i 1992 er over 7.000 instruktører således blevet opkvalificeret til at kunne håndtere patientforløb henvist fra sygeforsikringskassen og lokale praktiserende læger. Ved at iværksætte et gigantisk udviklingsarbejde har DTB dermed formået af indgå som partner i sundhedsarbejdet, fordi den tyske forsikringsbranche har direkte interesse i at begrænse fremtidens udgifter til livsstilsrelaterede sygdomme. 

Et altafgørende element i samarbejdet er, at forsikringsselskaberne nemmere kan ’tvinge’ og opmuntre deres kunder til at dyrke mere motion og idræt. De forsikrede får således 80 procent af kontingentet refunderet af forsikringsselskabet, hvis de deltager i ét af DTB’s motionsprogrammer. Det generelle indtryk fra seminaret er dog, at den lange række af velmenende Sport For All organisationer fordelt jævnt over Europa alle havde svært ved at dele ud af den viden, som de havde fået ved at iværksætte motionsfremmende projekter.