Gadeidræt og idræt for udsatte får millionbevilling
En ny aftale om satspuljemidlerne for 2015-2018 afsætter cirka 20 mio. kr. til bl.a. socialt udsattes idrætsdeltagelse og gadeidrætsinitiativer. Hertil kommer en stor fondsbevilling til GAME.
Regeringen (S og R) har indgået en aftale med SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om udmøntningen af satspuljen på børne-, ligestillings-, integrations- og socialområdet for 2015-2018. Og der er blevet plads til to indsatsområder specifikt relateret til idrætten.
For det første er der afsæt i alt 12 millioner kroner over de næste fire år til idrætsindsatser for udsatte grupper og personer med særlige behov.
Det fremgår ikke af aftalen, hvordan pengene mere præcist skal fordeles, men på området kører der allerede projekter med fokus på bl.a. fodbold for hjemløse og idræt i tilknytning til væresteder. I en pressemeddelelse udsendt af Kulturministeriet hedder det endvidere, at målet med satspuljemidlerne er bl.a. at sikre, at idrætsaktiviteter for målgruppen forankres.
Ligeledes er der afsat i alt 6,5 millioner kroner over de kommende tre år til gadeidrætten. Målet er få endnu flere børn og unge til at være idrætsaktive ved at skabe alternative tilbud til dem, der ikke passer ind i foreningsidrætten. Hvordan indsatsen skal udmøntes i praksis, kan Kulturministeriet ikke på nuværende tidspunkt offentliggøre.
Ifølge kulturminister Marianne Jelved (R) skal satspuljemidlerne til gadeidrætten være med til at give bedre tilbud til børn og unge, som ikke umiddelbart passer ind i foreningsidrættens tilbud.
”Samtidig ved vi, at motion og bevægelse bidrager til bedre livskvalitet for personer med særlige sociale behov, der opholder sig på væresteder og lignende tilbud. Derfor sætter vi også ind her,” siger hun i pressemeddelelsen fra Kulturministeriet.
Fortsættelse af GAME-projekt
Ud over midlerne til gadeidrætten generelt får GAMEs projekt ’Your Game’, der organiserer gadeidræt i udsatte boligområder, forlænget bevillingen i 2015 og 2016 med 2 millioner kroner årligt. Begrundelsen er, at projektet endnu ikke har sikret finansiering af projektet uden for satspuljen, men at aftaleparterne alligevel ønsker at fortsætte projektets gode resultater.
Tildelingen kommer næsten samtidig med, at GAME har offentliggjort en større fondsbevilling fra Nordea-fonden, som overordnet skal være med til at løfte gadeidrætten i Danmark. I alt 15 millioner kroner bidrager Nordea-fonden med over de kommende tre år, og målet er at skabe en ny platform for gadeidræt.
I praksis vil pengene bl.a. gå til at drive et sekretariat, ligesom tre forskellige puljer bliver søgbare for initiativer i gadeidrætsmiljøet. Herunder bliver der mulighed for at gadeidrætsaktive kan søge penge til at uddanne instruktører og til at købe byggematerialer, så de aktive og engagerede i gadeidrætten selv har mulighed for at bygge faciliteter.
Lettere at være frivillig
Aftalen om satspuljemidlerne er det seneste udspil fra Christiansborg, efter at regeringen i oktober ved Folketingets åbning præsenterede et oplæg til at gøre det lettere at være frivillig.
Ti konkrete initiativer skal være med til bl.a. at mindske bureaukratiet omkring det at være frivillig samt at sikre, at ledige og andre på offentlige ydelser ikke i samme grad risikerer at blive straffet økonomisk, hvis de arbejder frivilligt i en forening. De ti punkter er:
- Bedre vilkår for frivillige på overførselsindkomster
- Undtagelse fra kravet om arbejdspladsvurdering for frivillige
- Større klarhed om arbejdsskadeforsikring af frivillige
- Styrkelse af løntilskud eller virksomhedspraktik i frivillige organisationer for udsatte ledige
- Fjernelse af krav om uddannelse i fødevarehygiejne
- Uddeling af overskudsmad til velgørende formål
- Lettere at indhente børneattester
- Lettere at indberette gevinstafgift
- Lettere at ansøge om støtte til frivillige sociale indsatser
- Bedre samarbejde mellem den frivillige verden og kommuner
Læs mere
Læs aftalepapiret for satspuljemidlerne 2015-2018Læs Kulturministeriets pressemeddelelseLæs GAMEs pressemeddelelse om fondsbevillingen fra Nordea-fondenLæs mere om regeringens initiativer, der skal gøre det lettere at være frivilligLæs evalueringen af projektet ’Your Game’